1996 Skatteovergreb, nidkærhed, tvang, magtmisbrug, bøllemetoder

 


Torsdag 21 Nov 1996

Skattesystemet kræver et godt bryst

Alt for mange skatteydere får ikke deres ret, fordi de ikke ejer den fornødne økonomi og stædighed. 

Af Erik Werlauff, professor, dr. jur., Aalborg Universitet

I den senere tid har der været en række afgørelser ved landets øverste domstol, hvor Højesteret ud fra almindelig sund fornuft og grundlæggende juridiske principper har tilsidesat skattemyndighedernes afgørelser på en måde, der kan mærkes. 
Det er vigtigt, at skatteretten ikke bliver en i luften frit svævende disciplin med sine egne begrebsdannelser, helt løsrevet fra de øvrige juridiske forhold.Det er glædeligt, når tingene bliver sat på plads af Rigets øverste dommere, som slet ikke er imponerede af skattemæssige cirkulærer og holdninger i retning af »det plejer vi da at gøre«. 

Højesteretsdommerne spørger simpelthen: >Er der klar hjemmel til at beskatte den og den indtægt? Og hvis det ikke er tilfældet, tøver de ikke med at give skattevæsenet en begmand. 

Således bør det også være, men glæden over, at tingene bliver sat på plads, kan godt være blandet med et hjertesuk over, at kun de allermest udholdende opnår at få deres ret. Det kræver mod og mandshjerte og en god portion stædighed at fastholde det, man opfatter som ret og rimelighed, og mange når næppe så langt i systemet. Der er lang vej over skattekommune til skatteankenævn til Landsskatteret til Landsret til Højesteret. 

Det seneste nummer af Tidsskrift for Skatter og afgifter (nr 47) indeholder et skræmmende eksempel på, at det kræver et godt bryst at være uenig med skattevæsenet, og at told og skat nu og da er told eller skat - eller måske snarere: told contra skat. 

Sagt på en anden måde:
De principper, som afgiftsmyndighederne lægger til grund, accepteres langtfra altid af skattemyndighederne, og vice versa. 

Højesteret har netop afsagt en dom den 29. oktober, hvor en skatteyder efter 12 års kamp (!) fik 100 pct. medhold over for skattemyndighederne, og hvor momsmyndighederne (Told) sagde ét, mens skattemyndighederne (Skat) sagde noget andet. Det er godt at læse, at kampen kan vindes, men trist at læse om alle mellemstationerne.

Om aktier i Hotel Skagenklit

Sagen er enkel: I 1983 tegnede Erik (trods navnet handler historien ikke om mig) et par aktier i Hotel Skagenklit. Dels håbede han, at det var en god investering, dels gav aktierne ham brugsret et par uger til en lejlighed i hotellet. Der var altså tale om en timeshare-ordning. Han betalte 34.000 kr. for hver aktie, der lød på 7.200 kr. 

Først skulle Erik kæmpe mod momsmyndighederne (Told). De sagde, at overprisen i forhold til selskabets indre værdi var en betaling for brugsretten til lejligheden, og denne betaling var momspligtig. Det slag tabte han. Momsnævnet gav Told medhold: Der var tale om en merpris, og den skulle momsbelægges. 
Så skulle man tro, at slaget var slut. Men nej. Nu kom skattemyndighederne ind i billedet. De sagde, at Erik fik sin brugsret til lejligheden for billigt. Derfor skulle han som aktionær beskattes af maskeret udlodning. Nyt slagsmål. Slaget blev tabt af Erik gennem hele systemet. 

Først i Højesteret blev sagen sat på plads.
Højesteret sagde simpelthen: Erik betalte jo langt mere, end hvad aktien på papiret var værd (langt mere end den indre værdi). Denne merpris må da være en betaling for brugsretten.
Kan skattemyndighederne dog ikke se det? Tilmed har momsmyndighederne udtrykkeligt sagt, der var tale om en merpris, og forlangt moms af den. 

Færdig! Efter 12 års kamp bliver Eriks sag omsider sat på plads - af dommere, som hverken er eller skal være skattespecialister, men som bruger deres almindelige juridiske viden og sunde fornuft. 
Der er vel ikke andet at sige, end at vi har et alt, alt for kompliceret skattesystem. Det kan ikke nytte noget, at en skatteyder enten skal bøje sig, blot for at få fred eller ruste sig til 12 års kamp for at få sin ret. Og det kan ikke være meningen, at Told og Skat skal trække i vidt forskellig retning, så skatteyderen får et standpunkt ud fra det ene regelsæt og et andet standpunkt ud fradet andet regelsæt.

Tiden er inde til en gennemgribende forenkling af vort skattesystem. De af skattemyndighederne tabte sager skal ikke bruges til at hovere over, at myndighederne tabte, men til eftertænksomhed over, hvad det egentlig er, vi bruger vore ressourcer på. De bruges simpelthen forkert!

Sådan kan det ikke blive ved!