2015 Kørselsfradrag flere arbejdsgivere godkendt

2015 Kørselsfradrag flere arbejdsgivere     maj   SKM2015.324.LSR  Landskatteretten

 

Skatteborgeren får ret af Landsskatteretten. Skat bedes rette ind til højre og følge lovens bogstav.

Befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 B, stk. 4, blev godkendt for en konsulent, der var lønmodtager, da det måtte anses godtgjort, at hans kørsel havde bestået i kundeopsøgende aktiviteter og betingelserne i øvrigt måtte anses opfyldt.

citat:

..

Landsskatterettens afgørelse

Den principale påstand
Ligningslovens § 9 B, stk. 4 har følgende ordlyd:
"Befordringsgodtgørelse medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet. Udbetaler arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri godtgørelse, kan fradrag for befordring foretages efter § 9 C. Uanset 2. pkt. kan lønmodtagere fradrage befordringsudgifter som nævnt i stk. 1, hvis de i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter afholder udgifter til befordring, der vedrører flere arbejdsgivere på én gang. Fradrag efter 3. pkt. er betinget af, at eventuelle befordringsgodtgørelser efter 1. pkt. medregnes ved indkomstopgørelsen."

I bemærkninger til lovforslaget (L 285 af 19/5 1993), hvor bestemmelsen blev indsat (dengang § 9 B, stk. 3), fremgår:
"Lønmodtagere, der har flere arbejdsgivere på een gang, og hvis befordring samtidig vedrører flere af disse arbejdsgivere, kan have vanskeligheder med at få udbetalt skattefri godtgørelse. Befordringen er typisk et led i kundeopsøgende aktiviteter. Det foreslås derfor, at lønmodtagere, der i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter har befordring, der vedrører flere arbejdsgivere på een gang, skal kunne fradrage faktiske udgifter på samme måde som selvstændige. Der vil typisk være tale om en befordring, der ikke foregår efter et fast dagligt mønster, men hvor der konstant køres til en lang række forskellige arbejdspladser. Der kan f.eks. være tale om handelsrejsende med flere arbejdsgivere, hvor den samlede befordring sker i flere arbejdsgiveres interesse. Derimod kan fradrag ikke foretages for befordring i forbindelse med et fast job og et bijob. I sammenligning med den gældende bestemmelse i § 9 B tilsigtes en væsentlig indsnævring af muligheden for at fratrække faktiske befordringsudgifter. Fradrag efter bestemmelsen kan kun foretages, såfremt samtlige godtgørelser, der eventuelt modtages i årets løb, indtægtsføres."

Af ligningslovscirkulæret pkt. 17.3.4.2 (cirkulære nr. 72 af 17. april 1996) fremgår (uddrag):

"Betingelserne for at foretage fradraget er, at lønmodtageren har mindst to arbejdsgivere, at befordringen foretages for mindst to arbejdsgivere på en gang, og at lønmodtagerens arbejde består i kundeopsøgende aktiviteter. Der er således i bestemmelsen opstillet snævre betingelser for foretagelsen af fradraget, og bestemmelsen skal administreres i overensstemmelse hermed.

Der vil typisk være tale om befordring, der foregår efter et fast mønster, men hvor der konstant køres til en lang række forskellige arbejdspladser. At den pågældende befordring vedrører flere arbejdsgivere betyder, at den strækning, der køres, i overvejende grad falder således, at befordringen, hvis den blev udført for hver arbejdsgiver for sig, f.eks. på to forskellige dage, ville være sammenfaldende.

Kundeopsøgende aktiviteter består typisk i at køre ud til kunder, nye såvel som gamle, for at sælge virksomhedens produkter, uanset om produkterne har karakter af varer eller tjenesteydelser. Den kundeopsøgende aktivitet skal have en vis fast karakter over året.

Betingelserne for at foretage fradrag kan eksempelvis være opfyldt for handelsrejsende, der virker for afsætning af varer for flere arbejdsgivere. Som et andet eksempel kan nævnes assurandører, der er ansat i flere selskaber og tegner forsikringer for disse selskaber. Hvorvidt der foreligger ansættelsesforhold i flere selskaber, må afgøres ud fra en konkret bedømmelse i det enkelte tilfælde.

Da det er en forudsætning, at den samlede befordring vedrører flere (mindst to) arbejdsgivere på en gang, kan der ikke foretages fradrag for udgifter til befordring i forbindelse med f.eks. et fast dagjob og et bijob om aftenen. Sådan befordring kan i stedet fradrages efter reglerne i § 9 C."

Klageren ejer via sit holdingselskab selskaberne H2 A/S og H3 ApS. Klageren er ansat i begge selskaber. H2 A/S driver rådgivnings- og konsulentvirksomhed indenfor managementbranchen. H3 ApS sælger belysningsløsninger.

Klageren er ansat i begge selskaber og hans arbejde består, ifølge beskrivelsen i klagen, i at besøge kunder - såvel nye som eksisterende - med henblik på at sælge og levere konsulentydelser.

Ud fra bestemmelsen i ligningslovens § 9B, stk. 4, 3. pkt., lovbemærkningerne, cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 og Den juridiske vejledning afsn. C.A.4.3.3.3.3.1 kan det konkluderes, at der skal ses på den samlede befordring og, at den alt overvejende skal ske for 2 arbejdsgivere samtidigt, idet bestemmelsen er indsat for, at personer der har flere samtidige arbejdsgivere, for hvem der udføres kundeopsøgende aktiviteter og, hvor den samlede befordring sker i arbejdsgivernes interesse, ikke stilles dårligere end personer, der har mulighed for at få udbetalt kørselsgodtgørelse.

Af kørselsregnskaberne fremgår: den erhvervsmæssige kørsel, destinationerne, antal km, kundeemne og hvilke af de 2 selskaber kørslen har vedrørt herunder, om den har vedrørte begge selskaber.

Det er rettens opfattelse, at det i tilstrækkeligt omfang er godtgjort, at kørslen hovedsageligt relaterer sig til kundeopsøgende aktiviteter og, at kørslen derfor er omfattet af ligningslovens § 9B, stk. 4, 3 pkt. for indkomstårene 2010 og 2011, idet kørselsregnskaberne er sammenlignelige med de foregående år. Retten bemærker, at der fremadrettet skal foreligge et mere specificeret kørselsregnskab, hvor fremgår bl.a., hvornår der er kørt for H2 A/S og for H3 ApS, ligesom km-tællerens udvisende ved start og slut også må fremgå heraf.

Retten bemærker, at fradrag for befordring efter ligningslovens § 9B, stk. 4, 3. pkt. er et fradrag i personlig indkomst jf. personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 9 og ikke et fradrag direkte i lønindkomsten.

Retten giver således klageren medhold i den principalle påstand. Fradrag godkendes herefter som et særskilt fradrag i personlig indkomst. For begge år ansættes fradraget som selvangivet, dvs. for 2010 til 195.171 kr. og for 2011 til 147.242 kr.

Som konsekvens heraf slettes de af SKAT godkendte fradrag efter ligningslovens § 9C