2002 Subjektivt skøn som grundlag for skat

Skønnet ansættelse som grundlag for skatteindreivelse

U.2002H 6 dec. 2001 sag II 477/1997

 

Negativt skønnet privatforbrug som begrundelse for en forhøjet ansættelse

Skatteborgeren drev konsulentvirksomhed og havde i 1985 en indtægt på 50.000 Kr.

H drev virksomhed med rådgivning i virksomhedsledelse med et overskud for skatteåret 1985 på ca. 50.000 kr. På grundlag af H's og dennes ægtefælle M's selvangivne beløb for 1985 viste skattemyndighederne S' opgørelse et betydeligt negativt privatforbrug.

Da H ikke havde godtgjort, at hun eller M havde modtaget diverse ikke selvangivne kontantbeløb fra arveforskud, provenusalg af indbo m.v. af betydning ved vurderingen af den regnskabsmæssige opgørelse af deres privatforbrug, gav regnskabsgrundlaget ikke plads for et antageligt privatforbrug.
Det kunne derfor ikke danne behørigt grundlag for skatteansættelsen, og S havde derefter været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse.
Der var endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte S' skøn over omfanget af den erhvervsmæssige benyttelse af H's ejendom, hvorfra bl.a. H's virksomhed blev drevet, og som ikke var blevet ejerboligvurderet. 

H.D. 6. december 2001 i sag II 477/1997 Bodil Hennelund (adv. Poul Bostrup, Birkerød) mod Skatteministeriet (Km.adv. v/adv. Birgitte Kjærulff Vognsen, Kbh.).
U.1967.635H

Skattemyndighederne havde med rette foretaget en skønsmæssig forhøjelse af gårdejers selvangivne indkomst.

Efter det oplyste var der ikke grundlag for at tilsidesætte ligningsmyndighedernes vurdering af en gårdejers regnskab, hvorefter dette ikke levnede plads til et efter forholdene antageligt privatforbrug og derfor ikke havde kunnet danne grundlag for skatteansættelsen. Denne var herefter med rette foretaget skønsmæssigt. 

Om det skønnede privatforbrug hedder det i landsskatterettens kendelse:

»- - - Uanset at der ikke ved gennemgangen af klagerens regnskab er fundet formelle fejl i dette, må Landsskatteretten være enig med skatterådet i, at ansættelsen af klagerens skattepligtige indkomst må foretages efter skøn, idet den af klageren førte privatkonto alene udviser et forbrug, der må anses for usandsynligt efter klagerens forhold. - - -« 

Kendelsens resultat i så henseende begrundes herefter med, at landskatteretten efter det iøvrigt oplyste ikke har fundet grundlag for at fravige det ved den foretagne ansættelse udøvede skøn. 
Under denne den 28. september 1962 anlagte sag påstår sagsøgerne de samvirkende danske Landboforeninger som mandatar for gårdejer Sigvald Klausen efter deres endelige påstand herefter de sagsøgte finansministeriet tilpligtet at anerkende, at Klausens skattepligtige indkomst for skatteåret kun udgør 9.161 kroner, nemlig det af landsskatteretten fastlagte beløb med fradrag af de ovennævnte 4.500 kroner. De sagsøgte påstår frifindelse. 

Til støtte for deres påstand har sagsøgerne anført, at den af landsskatteretten trufne afgørelse i hvert fald er forkert, idet det udtrykkeligt udtales i kendelsen, at der ikke er fundet formelle fejl i Klausens regnskab. Landsskatteretten har derfor ikke haft hjemmel til at stadfæste de lignende myndigheders tilsidesættelse af regnskabet, idet det fremgår af statsskattelovens § 23, at den skønsmæssige ansættelse er et hjælpemiddel, der kun kan tages i anvendelse »i mangel af fyldestgørende oplysninger og bevisligheder om skatteyderens indkomst og formue.« 

Men selv efter de af de sagsøgte under domsforhandlingen påviste regnskabsmæssige problemer må sagsøgerne fastholde, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte regnskabet, idet de af de sagsøgte fremdragne forhold er af rent formel karakter og i hvert fald ingen betydning har haft for regnskabsresultatet. Forholdet er nærmere det, at Klausens selvangivelse bygger på et nøjagtigt og omhyggeligt ført regnskab, der i hvert fald kvalitetsmæssigt hører hjemme i toppen af landboregnskaber. Han har ikke haft andre indtægter end anført på regnskabet, og hans privatforbrug i snævreste forstand har ikke oversteget det beløb på 5.264 kroner, der fremkommer ved fra bruttobeløbet på konto 18 på hans årsregnskab »A« - sagens bilag 5, 7.485 kroner at drage udgiften til automobil 2.221 kroner. 

Hvis det skulle være berettiget uden konkrete holdepunkter for, at skatteyderens livsførelse står i misforhold til hans opgivne privatforbrug, at tilsidesætte et sådant regnskab og skønsmæssigt omtrent fordoble det rene privatforbrug, er det vanskeligt at se, hvilken motivering, der overhovedet er, for at pålægge de større landbrugere at føre regnskab. 

Dertil kommer, at Klausen oven i købet i overensstemmelse med den af ligningsmyndighederne i praksis stilledebetingelse for at kunnelægge et regnskab til grund for ansættelsen af den skattepligtige indkomst har ført et kasseregnskab og har foretaget månedlige kasseafstemninger. Han har i det hele taget ført sine regnskaber i overensstemmelse med den som sagens bilag 14 fremlagte, af Statens Ligningsdirektorat anbefalede vejledning til regnskabsbog for landbrugere. 

Sagsøgerne har yderligere påberåbt sig, at ligningsmyndighederne i andre tilfælde har godkendt et privat forbrug af samme størrelsesorden som Klausens, og at der ingen dom findes, der tilsidesætter et fuldstændigt fejlfrit regnskab. 

Derimod er det ved Københavns byrets dom af 24. juni 1963 i sagen husmand Jens E. Sørensen mod finansministeriet fastslået, at ligningsmyndighederne og landsskatteretten har været uberettiget til at tilsidesætte et fejlfrit landbrugsregnskab, uanset at den pågældende skatteyder ikke - som Klausen har gjort det - havde ført kasseregnskab og foretaget kasseafstemninger. Ifølge det pågældende regnskab havde skatteyderen kun haft et privatforbrug i snævreste forstand på 5.758 kroner 62 øre.

Denne dom blev af de sagsøgte påanket til Østre landsret, men den 15. september 1964, efter over et års forløb, er anken blevet frafaldet, således at byretsdommen herefter står ved magt. Uanset at den af sagsøgerne anlagte sag har været stillet i bero på udfaldet af den påankede sag, har de sagsøgte imidlertid også efter det nævnte ankefrafald fastholdt deres påstand.
Subjektiv skøn som skatteværdi på aktier. Procesbevillingsnævnet har den 25. november 2013 meddelt et anpartsselskab, der fra dets ejere havde erhvervet hele aktieporteføljen i et aktieselskab, tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 11. juli 2013. Sagen drejer sig om, hvilken metode der skal anvendes ved den skattemæssige værdiansættelse af aktierne, herunder om der skal lægges vægt alene på aktieselskabets indre værdi, en af en skønsmand skønnet markedsværdi, eller den subjektive værdi, som aktierne havde for de pågældende købere. Landsretten fandt, at værdiansættelsen skulle ske på baggrund af den subjektive værdi, idet landsretten herved bemærkede, at den værdi aktierne havde for selskabet, måtte antages at kunne opnås ved salg til 3. part, såfremt dette skete på tilsvarende vilkår. Der var dissens for at anvende den skønnede markedsværdi. Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2013-22-0489.