2016 Havelågeskatten ØL giver Skat medhold

2016 Havelågeskatten i forhold til Schweiz hvor udlandsdanskeren bor og har boet siden 2009.

En dansker, der bor i Schweiz, slipper ikke for at betale 45 millioner kroner til statskassen.

Det har Østre Landsret afgjort. Sagen blev behandlet af landsretten som første instans. Det skyldes, at den er principiel.

- Hvis han havde fået medhold i, at han ikke skulle afdrage, er der ingen tvivl om, at det også ville få betydning for andre i samme situation, siger Søren Hørsbøl Jensen fra Kammeradvokaten, som har ført sagen på vegne af Skat.

Udlandsdanskeren er eneanpartshaver i en virksomhed. Han flyttede fra Danmark for snart ni år siden, og hans anparter blev i den forbindelse vurderet til at være over 500 millioner værd.

Når man flytter fra landet, skal man betale skat af sine anparter og aktier, ligesom man ville gøre, hvis man havde solgt dem. Reglen skal forhindre, at man kan slippe for at betale skat ved at flytte.

Man kan dog få henstand, hvilket betyder, at man kan vente med at betale, til man sælger. Udlandsdanskeren fik henstand på næsten 240 millioner.

I 2008 besluttede selskabets bestyrelse, at der skulle udloddes 100 millioner kroner til udlandsdanskeren. Generalforsamlingen blev holdt, kort inden at nye regler på området trådte i kraft.

De nye regler betød blandt andet, at udlandsdanskere skulle lave en oversigt over aktier og anparter, som de ejede, da de flyttede og fortsat ejede.

Udlandsdanskeren mente, at han efter udlodningen skyldte 45 millioner kroner mindre til skattemyndighederne. Ifølge ham var selskabet nemlig blevet mindre værd, efter pengene var blevet udloddet.

Det var både Skat og Østre Landsret uenig i.

Udlandsdanskeren mente også, at han ikke burde betale omkring 250.000 kroner af på gælden. Det krævede Skat, efter han i 2009 fik udloddet endnu 2,5 millioner kroner, som stammede fra udbytte fra selskabet.

Udlandsdanskeren hævdede, at kravet var dobbeltbeskatning, fordi han også betalte skat i Schweiz. Heller ikke det synspunkt fik han medhold i. De 250.000 kroner var ikke skat, men afdrag på en gæld til skattemyndighederne, mente landsretten.

2017- Havelåge beskatningen

Beskatning af værdipapirer ved fraflytning fra Danmark.

Skat har ophævet hidtige regler uden at sætte noget i stedet.

Skatteborgerne bliver herved udsat for et helt utroligt vacuum og derved fritløbende subjektive vurderinger.

Vurderinger af Tommy V. Christiansne ekspert på skat.

Anparter:Højesteret traf den 20. december 2017 afgørelse i en sag om værdiansættelse af anparter ved fraflytning. Afgørelsen har betydning for virksomhedsejere, der påtænker emigration til et mere skattevenligt klima, og må også forventes at få betydning for generationsskifte af virksomheder.

Værdiansættelse af unoterede (ikke-børsnoterede) aktier ved overdragelse, herunder særligt ved generationsskifte eller emigration, er en af de tilbagevendende problemstillinger i skatteretten, der gennem tiden har givet anledning til mange sager mellem Skat og aktionærerne.

Det skattemæssige udgangspunkt for værdiansættelsen er det enkle, at aktierne skal værdiansættes til handelsværdien. De skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser af en konkret disposition opgøres på baggrund af handelsværdien.

Overdrages f.eks. en post aktier til et barn som en gave, skal forældrene som udgangs-punkt beskattes, som havde de solgt aktierne til barnet til handelsværdien, og barnet skal gaveafgiftsbeskattes af værdien. Under visse betingelser er det dog muligt at anvende særlige lempelsesregler i form af succession.

Ved emigration skal en aktionær efter den såkaldte skatteflugtspakke fra 1987 som følge af emigrationen og dermed ophør af skattepligt til Danmark som udgangspunkt beskattes på samme måde, som hvis aktierne var blevet solgt på fraflytningstidspunktet. Tankegangen er, at aktionæren skal beskattes af den værdistigning, der er indtrådt, medens aktionæren har været skattepligtig til Danmark. Denne fraflytningsbeskatning betegnes undertiden i fagsproget med det maleriske udtryk "havelågebeskatning". Aktiernes handelsværdi på tidspunktet for emigrationen vil her danne udgangspunkt for fraflytningsbeskatningen.

Værdiansættelsen

Til forskel fra børsnoterede aktier, hvor det typisk er muligt uden videre at fastslå aktier-nes handelsværdi på baggrund af en konstateret børskurs, kan det være langt mere van-skeligt at fastslå en kurs for unoterede aktier. Som eksempel kan nævnes generationsskif-te eller fraflytningsbeskatning vedrørende aktier i et familieejet selskab, hvor der aldrig har været solgt aktier til fremmede, og hvor virksomheden ad åre har udviklet sig fra en beskeden lokal virksomhed med få ansatte til et globalt millionforetagende.

Problemet opstår, hvis aktierne skal værdiansættes til et formål eller i en forbindelse, hvor der ikke er fremmed køber på banen. Skal aktierne værdiansættes i forbindelse med overdragelse til et barn eller ved flytning til udlandet, vil aktionæren i sagens natur ønske en lav værdi for derved at minimere beskatningen. Dette gælder selvsagt særligt, hvis der sker tilflytning til et land, hvor kursgevinster på aktier er skattefri.

Standardregler for værdiansættelsen

Usikkerheden omkring værdiansættelse i sådanne situationer har ført til, at Skat ved efterprøvelsen af aktionærernes værdiansættelse i en lang årrække har taget udgangs-punkt i standardiserede beregningsregler for opgørelse af værdien af unoterede aktier.

I et omfattende cirkulære fra 1982, der også indeholder de velkendte regler om værdiansættelse af fast ejendom, herunder den såkaldte +/- 15 pct.'s regel, er der således fastsat regler om værdiansættelse af aktier. Cirkulæret vedrørte ganske vist kun overgang ved arv og gave, men i praksis blev reglerne anvendt i alle tilfælde, hvor aktionærernes værdiansættelse ikke nødvendigvis afspejlede værdien i handel og vandel ved salg til en fremmed.

Om unoterede aktier fremgik af 1982-cirkulæret, at for så vidt der ikke kan fremskaffes oplysninger om handelsværdien ud fra stedfundne omsætninger, eller omsætningerne har fundet sted under forhold, som bevirker, at den anvendte overdragelseskurs er uegnet som udtryk for handelsværdien, kan aktionæren i stedet anvende den såkaldte "formue-skattekurs".

Formueskattekursen blev - som navnet antyder - oprindeligt anvendt i forbindelse med opgørelse af grundlaget for beregning af formueskat. Men med 1982-cirkulæret kunne kursen også anvendes i forbindelse med værdiansættelse af unoterede aktier ved overdragelse og anden overgang af aktier. Og da formueskatten faldt væk i 1996, blev formueskattekursen fastholdt som beregningsregel i 1982-cirkulæret.

Der er ingen tvivl om, at en opgørelse af unoterede aktiers værdi til formueskattekursen i mange tilfælde førte frem til en meget gunstig værdiansættelse for aktionærkredsen.

I 2000 blev der derfor udstedt et nyt sæt regler om værdiansættelse af unoterede aktier. Værdiansættelsesreglerne blev herefter todelte: Cirkulæret fra 1982 skulle fremover kun omfatte overgang af aktier ved arv og gave, medens cirkulæret fra 2000 skulle omfatte overgang mellem nærtstående i andre tilfælde end overgang ved arv og gave.

Helt frem til 2015 fungerede de to regelsæt herefter sideløbende. I 2015 ophævede den daværende skatteminister imidlertid den del af 1982-cirkulæret, der vedrørte værdiansættelse af aktier, da reglerne angiveligt nu blev opfattet som et "skattehul". En noget sen erkendelse kunne man anføre, men en aktuel sag fra november 2014, omtalt i artiklen "Gaveoverdragelse - unoterede anparter - værdiansættelse - vurdering efter pengetank-reglen og anvendelse af 1982-værdiansættelsescirkulæret - SKM2015.57.SR" havde vist, at værdiansættelsesreglerne kunne føre til meget skæve resultater, jf. nærmere nedenfor.

Gælder standardreglerne i alle tilfælde?

Såvel hos Skat som i vide kredse på rådgiversiden havde det hidtil været lagt til grund, at aktionærer et langt stykke ad vejen havde krav på at værdiansætte aktier i overens-stemmelse med Skats standardregler, herunder reglerne om værdiansættelse af aktierne til formueskattekursen. Muligvis bortset fra helt marginale tilfælde var det antaget at gælde også i tilfælde, hvor der forelå tydelige indikationer på, at aktierne var væsentligt mere værd, end hvad standardberegningerne førte frem til.

I en sag afgjort af Skatterådet i november 2014 blev sagen sat på spidsen. Skatterådet nåede her frem til - på linje med, hvad der var antaget i vide kredse - at aktionærer ved en gaveoverdragelse af unoterede aktier havde et retskrav efter 1982-cirkulæret på at anvende formueskattekursen som udtryk for handelsværdien, når der ikke kunne fremskaffes oplysninger om handelsværdien ud fra stedfundne omsætninger, eller omsætningerne havde fundet sted under forhold, som bevirkede, at den anvendte overdragelseskurs var uegnet som udtryk for handelsværdien, og der ikke var særlige omstændigheder, der talte for en fravigelse af formueskattekursen.

Sagens udfald vakte en del opmærksomhed og var medvirkende årsag til, at den daværende skatteminister, som allerede nævnt, den 5. februar 2015 ophævede reglerne i 1982-cirkulæret om værdiansættelse af aktier.

Afgjort ved Højesteret den 20. december

Spørgsmålet om, hvorvidt aktionærerne har et retskrav på at anvende de nu ophævede beregningstekniske regler om formueskattekursen i 1982-cirkulæret og det senere cirku-lære fra 2000 har nu været forelagt for Højesteret i en sag om værdiansættelse af unote-rede anparter ved fraflytning.

Højesteret vurderede situationen således, at en anpartshaver ikke har et ubetinget og i alle tilfælde gældende retskrav på at værdiansætte unoterede anparter til den værdi, som Skats standardregler fører frem til.

Udover naturligvis det juridiske grundlag skal Højesterets konklusion utvivlsomt ses i lyset af omstændighederne i den konkrete sag. Set med skatteyderøjne var netop denne sag måske ikke den mest optimale sag som grundlag for at få konstateret et retskrav på at anvende Skats beregningsregler, i det omfang juraen i øvrigt måtte give grundlag for et sådant krav.

Hændelsesforløbet

Den konkrete sag drejede sig som nævnt om værdiansættelsen af unoterede anparter ved emigration fra Danmark til Schweiz, og herunder i første række spørgsmålet om, hvor-vidt anpartshaveren havde et retskrav på, at anparterne blev værdiansat, enten efter principperne i 1982-cirkulæret eller efter principperne i det senere udstedte cirkulære fra 2000.

Anpartshaveren havde købt de pågældende anparter for 95,7 mio. kr. af sin mor i 2009, og spørgsmålet var nu, hvilken værdi der skulle lægges til grund ved emigrationen til Schweiz den 29/11 2010.

Anpartshaverens beregning af anparternes værdi efter 1982-cirkulæret viste en værdi på 6.250 kr., medens anpartshaverens værdiansættelse efter 2000-cirkulæret førte frem til en negativ værdi på knap 2,6 mio. kr.

Ved emigrationen til Schweiz den 29/11 2010 havde anpartshaveren værdiansat anparterne til 1,25 mio. kr.

Da anpartshaveren mente at have et retskrav på at anvende én af de to værdier, som han havde regnet sig frem til efter Skats cirkulærer, anmodede han i forbindelse med emigrationen Skat om et bindende svar på spørgsmålet om, hvorvidt anparterne kunne værdiansættes til de ovennævnte 1,25 mio. kr.

For så vidt Skat ikke mente at kunne anerkende denne værdi, forespurgte anpartshaveren videre til, hvilken værdi anparterne så kunne fastsættes til.

Skat besvarede det første spørgsmål benægtende, dvs. at anpartshaveren ikke kunne anvende en værdi på 1,25 mio. kr. som grundlag for beregning af skatten ved fraflytning.

Som svar på det andet spørgsmål oplyste Skat, at anparterne på baggrund af to forskellige værdiansættelsesmetoder kunne værdiansættes til 150 mio. kr.

Anpartshaveren indbragte det bindende svar, først for Landsskatteretten, og siden for domstolene, hvor anpartshaveren nedlagde påstand i første række om, at anparterne ved emigrationen i 2010 skulle værdiansættes til 1,25 mio. kr. med henvisning til, at han - summarisk gengivet - havde et retskrav på at værdiansætte anparterne ved fraflytningen efter reglerne i henholdsvis 1982-cirkulæret og 2000-cirkulæret.

For det tilfælde, at anpartshaveren ikke fik medhold i dette krav, skulle Skat (efter an-partshaverens subsidiære påstand) pålægges at foretage en fornyet værdiansættelse, da Skats beregning efter anpartshaverens opfattelse var fejlbehæftet.

Skatteministeriet påstod frifindelse, og anførte til støtte herfor - summarisk gengivet - at det var åbenlyst, at selskabets handelsværdi ikke udgjorde hverken 6.250 kr., minus 2.574.454 kr. eller 1.250.000 kr., og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Skats vurdering af anparternes værdi. Ministeriet henviste herunder til, at anpartshaveren hverken ved en sagkyndig vurdering eller på anden måde havde dokumenteret, at der var grundlag for at tilsidesætte Skats vurdering.

Højesterets dom

Hverken Østre Landsret eller Højesteret fandt grundlag for at imødekomme anpartshaverens synspunkter.

Højesteret konstaterede som det første, at den værdi, der efter reglerne om beskatning ved fraflytning skal beskattes, er anparternes handelsværdi, dvs. det beløb, som aktierne vil kunne indbringe ved et salg på det åbne marked.

Højesteret fastslog dernæst, at beregningsreglerne for værdiansættelse af unoterede anparter i 1982-cirkulæret var udtryk for en vejledende hjælperegel til ansættelse af handelsværdien bl.a. i tilfælde, hvor der ikke var oplysninger om anparternes handelsværdi ud fra stedfundne omsætninger. Det samme gjaldt efter Højesterets opfattelse for reglerne i 2000-cirkulæret i tilfælde, hvor handelsværdien af unoterede anparter ikke kendes.

Som tredje led i Højesterets begrundelse tilkendegav Højesteret, at hjælpereglerne i de to cirkulærer under de givne omstændigheder førte til en værdi, som var, hvad Højesteret betegnede som markant lavere end anparternes værdi på fraflytningstidspunktet.

Som grundlag for denne konklusion fra Højesterets side henviste Højesteret bl.a. til en række nøgletal for selskabets virksomhed, herunder kvartalsbalancen/regnskabet udarbejdet i oktober 2010 og den senere årsrapport for 2010, samt ledelsens forventninger til den fremtidige drift for selskabet.

På denne baggrund fandt Højesteret, at Skat ved værdiansættelsen med rette havde set bort fra hjælpereglerne og i stedet havde fastsat anparternes værdi efter et skøn. Og videre, at Skats skøn ikke havde ført til en værdiansættelse, som måtte anses for åbenbart urimelig.

Konsekvenser af dommen

Højesteret nåede således frem til, at værdiansættelsesreglerne i henholdsvis 1982-cirkulæret og 2000-cirkulæret var vejledende.

Det nye er, at Højesteret anerkendte, at Skat var berettiget til at fravige disse vejledende anvisninger, når der var grundlag for at antage, at handelsværdien - som i denne sag - afveg markant fra værdiansættelserne i henhold til 1982-cirkulæret henholdsvis 2000- cirkulæret.

At der rent faktisk var tale om "markant højere" værdier, har Højesteret formentlig anset for understøttet af den omstændighed, at skatteyderen ikke havde søgt at få fastlagt handelsværdien ved en sagkyndig vurdering.

Tilbage står nu det fremadrettede spørgsmål om, hvornår der må anses at foreligge en sådan forskel mellem på den ene side den værdi, som de beregningstekniske hjælperegler i værdiansættelsescirkulæret fra 2000 fører frem til og på den anden side, hvad der må antages at være de faktiske handelsværdier.

Den foreliggende sag har i denne henseende næppe givet anledning til den store tvivl hos Højesteret, da afvigelsen var overvældende.

Det er dog næppe dristigt at antage, at Skat fremover vil forsøge at få fastsat en handelsværdi på bekostning af en standardiseret værdiansættelse i henhold til værdiansættelsescirkulæret i tilfælde, hvor de relative forskelle er mindre end i nærværende sag.

Spørgsmål, der udvælges til besvarelse, kan bringes under mærke, men redaktionen skal kende spørgerens identitet og adresse. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte spørgsmål.

 

og de øvrige sager af samme type  'Havelågeskatten ulovlig - EU'

 

mere under Skattepligt til Danmark?