2018 Rentefradrag nægtet i Holland EU stridigt

2018 EU-domstolen har underkendt hollands skattevæsen. Rentefradrag.

Det kunne også vær ske ti Danmark.

Dommen viser, at selv om medlemsstaterne kan fastlægge deres egen skatteordning, fordi de ikke er harmoniseret i EU, skal medlemsstaterne udøve denne ret inden for rammerne af EU-retten.
EU-ret: EU-Domstolen har underkendt Hollands skatteregler for fradrag for renter for lån ydet inden for koncerner. Reglerne favoriserer koncerner, der udelukkende er hjemmehørende i Holland. Det er i strid med etableringsfriheden, fastslår EU-Domstolen.

Det hollandske selskab X BV blev ydet et forrentet lån på 237.312.000 euro af sit svenske datterselskab. X BV anvendte lånet til at erhverve kapitalandele i sit italienske datterselskab. I sin selskabsskatteangivelse for 2004 havde X BV fradraget renterne for lånet, som beløb sig til 6.503.261 euro. De hollandske skattemyndigheder anerkendte imidlertid ikke dette fradrag og tilsendte selskabet en skatteopkrævning.

I udgangspunktet er de hollandske skatteregler til hinder for fradrag for renter, når et lån er ydet mellem selskaber inden for samme koncern. Denne begrænsning undgås imidlertid, hvis selskaberne vælger at blive beskattet som en skattemæssig enhed. Ifølge de hollandske regler kan selskaber i samme koncern dog kun beskattes som en skattemæssig enhed, hvis de er hjemmehørende i Holland. Ikkehjemmehørende selskaber er ikke omfattet af denne ordning.

X BV indbragte skatteopkrævningen for de hollandske domstole, hvor den behandles ved Hoge Raad der Nederlanden (Hollands øverste domstol). X BV mente, at de hollandske regler var i strid med EU-retten, idet selskabet kunne have fradraget renterne for lånet, hvis det havde haft mulighed for at oprette en skattemæssig enhed med sit datterselskab. Eftersom denne mulighed, ifølge de hollandske regler, kun var forbeholdt hjemmehørende selskaber, mente X BV, at selskabets etableringsfrihed var blevet begrænset.

Hoge Raad der Nederlanden vurderede imidlertid, at der var tvivl om, hvorvidt de hollandske regler var i strid med etableringsfriheden, hvorefter den forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen.

EU-Domstolen fastslog indledningsvis sagens tema. Det vil sige, om det er foreneligt med etableringsfriheden at nægte et moderselskab rentefradrag for et lån, som vedrører erhvervelse af kapitalandele i et datterselskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, hvorimod moderselskabet, hvis datterselskabet havde været hjemmehørende i den samme medlemsstat, kunne gøre brug af dette fradrag ved at danne en skattemæssig enhed.

Først bemærkede EU-Domstolen, at etableringsfriheden stiller krav om ophævelse af restriktioner, der hindrer, at virksomheder kan oprette filialer eller datterselskaber i andre medlemsstater. EU-Domstolen opremsede hernæst betingelserne for, at der foreligger en restriktion for etableringsfriheden.

Forskelsbehandling

For det første skal der være tale om, at reglerne indebærer en forskellig behandling mellem rent nationale situationer og situationer, der har grænseoverskridende karakter.

Det er for det andet en betingelse, at denne forskellige behandling vedrører situationer, der er objektivt sammenlignelige.

Hvis det er tilfældet, skal en sådanne restriktion, for at være forenelig med etableringsfriheden, være begrundet i tvingende hensyn af almen interesse. Selv om reglerne er begrundet, skal de dog holdes inden for rammerne af det EU-retlige krav til proportionalitet. Det betyder, at reglerne skal være egnede til at sikre gennemførelsen af det pågældende mål og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå det.

Med hensyn til, at der skal være tale om forskellig behandling af nationale og grænseoverskridende situationer, konstaterede EU-Domstolen, at det følger af de hollandske regler, at det kun er muligt for hjemmehørende koncerner at danne en skattemæssig enhed, som muliggør fradrag for renter for lån mellem et moderselskab og et datterselskab.

Denne forskellige behandling, som de hollandske regler medfører mellem hjemmehørende og ikkehjemmehørende selskaber, betyder, at det gøres mindre attraktivt for moderselskaber at udøve deres etableringsfrihed, idet investeringer i datterselskaber i andre medlemsstater i EU gøres mindre attraktive end dem, der foretages i datterselskaber i Holland.

EU-Domstolen vurderede herefter, om denne forskellige behandling af hjemmehørende og ikkehjemmehørende selskaber vedrører situationer, der er objektivt sammenlignelige.

Ifølge EU-Domstolens faste praksis er situationer, hvor hjemmehørende moderselskaber ønsker at udgøre en skattemæssig enhed med datterselskaber i samme medlemsstat, objektivt sammenlignelig med situationer, hvor hjemmehørende moderselskaber ønsker at udgøre en skattemæssig enhed med ikkehjemmehørende datterselskaber.

EU-Domstolen fastslog dermed, at der forelå en restriktion for etableringsfriheden, og EU-Domstolen tog herefter stilling til, om denne restriktion kunne begrundes i et tvingende alment hensyn. Holland påberåbte sig for det første hensynet til at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne. EU-Domstolen afviste dette med den begrundelse, at fradragsretten ikke er specifikt forbundet med Hollands grundlæggende beskatningskompetence. EU-Domstolen henviste blandt andet til, at i andre sammenhænge, hvor fradrag tillades, er den skattepligtiges tilknytning til Holland ikke afgørende.

Sammenhæng

For det andet påberåbte Holland sig hensynet til at bevare sammenhængen i den hollandske skatteordning. EU-Domstolen anerkendte, at denne begrundelse kunne udgøre et tvingende hensyn af almen interesse. Holland havde imidlertid ikke ført bevis for, at skatteordningens sammenhæng ville forsvinde, hvis fradraget for renter på lån var tilladt ved at danne en skattemæssig enhed med et ikkehjemmehørende datterselskab. EU-Domstolen fastslog på den baggrund, at restriktionen ikke kunne begrundes i nødvendigheden af at bevare sammenhængen i den hollandske skatteordning.

Bekæmpelse af misbrug

Som et tredje hensyn påberåbte Holland sig bekæmpelse af misbrug i form af skatteunddragelse og skattesvig og hindring af adfærd, der består i at oprette kunstige arrangementer uden økonomisk realitet, med henblik på at undgå at betale skat af overskud, som optjenes ved virksomhed, der udføres i medlemsstaten. Det følger af EU-Domstolens faste praksis, at en sådan begrundelse kan udgøre et tvingende alment hensyn.

Imidlertid havde Holland ikke ført bevis for, at forbuddet mod at danne en skattemæssig enhed med et ikkehjemmehørende datterselskab var indført med det formål at hindre et sådant misbrug. EU-Domstolen udtalte i forlængelse heraf, at risikoen for, at et lån mellem et moderselskab og et datterselskab ikke afspejler en reel økonomisk transaktion og kun har til hensigt kunstigt at skabe en fradragsberettiget omkostning, er den samme, om datterselskabet er hjemmehørende eller ikkehjemmehørende i moderselskabets medlemsstat. EU-Domstolen afviste herefter, at dette hensyn kunne begrunde restriktionen.

Sammenfattende fastslog EU-Domstolen herefter, at de hollandske regler var i strid med etableringsfriheden.

Dommen viser, at selv om medlemsstaterne kan fastlægge deres egen skatteordning, fordi de ikke er harmoniseret i EU, skal medlemsstaterne udøve denne ret inden for rammerne af EU-retten. Hensynet til den enkelte medlemsstats nationale skatteordning kan derfor ikke begrunde en medlemsstats indgreb i etableringsfriheden, der er sikret i EU-retten.