Olieafgift om at overvælte, tilbagebetalingskrav og effektivitetsprincip,

2015 Olieafgift tilbagebetaling  EU overtrædelse

se mere

Skal det tage fire år at rette Skats ulovligehder?

EU-Domstolen afsagde den 20. oktober 2011 dom i sag C-94/10, Danfoss og Sauer-Danfoss. I sagen havde to selskaber rejst krav om tilbagebetaling af mineralolieafgift, der var opkrævet i strid med EU-retten. Domstolen tog bl.a. stilling til, om selskaberne kunne gennemføre kravet direkte over for Skatteministeriet, uanset at det ikke var selskaberne, men derimod selskabernes leverandører, der havde indbetalt den pågældende afgift til myndighederne.

Ved Vestre Landsrets efterfølgende dom af 3. april 2013 (SKM2014.44.VLR) fastslog landsretten, at også senere omsætningsled under visse betingelser kan rette krav direkte mod Skatteministeriet.

Med dette styresignal præciseres de regler, der finder anvendelse for så vidt angår SKATs behandling af krav på beløb opkrævet i strid med EU-retten. Styresignalet fastlægger retningslinjerne for hvornår afgiftspligtige og efterfølgende omsætningsled har mulighed for at rejse krav direkte mod SKAT.

'har mulighedfor'  alene formuleringen her skriger til himmelen om arrogancen over for så grove fejl. Det tager 4 år at udsende et styresignal og nu 'har virksomhederne mulighed for'. Der forekommer ikke undskyldninger , ikke noget tiltag til at Skat selv retter sine grove ulovligheder og foretager udbetaling som kompensation. Ingen bøder eller udbetalinger for tort.

citat: Landsretten fandt, at de i dansk ret gældende ulovbestemte regler om tilbagebetaling af ulovligt opkrævede afgifter i forhold til efterfølgende omsætningsled ikke opfylder EU-rettens krav om, at tilbagesøgningsretten skal være effektiv og ikke må være uforholdsmæssig vanskelig.

Baggrund og problemstilling

Danfoss og Sauer-Danfoss - SKM2014.44.VLR

I sagen havde Danfoss A/S og Sauer-Danfoss ApS rejst krav om tilbagebetaling af mineralolieafgift direkte over for Skatteministeriet, på trods af at selskaberne ikke var afgiftssubjekter i forbindelse med angivelsen og opkrævningen af afgiften.

Der var under sagen enighed om, at afgiften i den konkrete situation var overvæltet på selskaberne. Der var også enighed om, at afgiften ikke af Danfoss A/S og Sauer-Danfoss ApS var overvæltet videre i omsætningskæden.

I forbindelse med sagens behandling for landsretten blev der forelagt præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, der tog stilling til (præmis 19 - dom af 15. september 2011 i sag C-94/10), i hvilket omfang medlemsstaterne kan modsætte sig tilbagebetalingskrav rejst af en erhvervsdrivende, hvorpå det urigtigt erlagte afgiftsbeløb er blevet overvæltet med den begrundelse, at den erhvervsdrivende ikke er afgiftspligtig, og den erhvervsdrivende derfor ikke har indbetalt afgiftsbeløbet til skattemyndighederne.

EU-Domstolen fastslog (præmis 27 og 28), at medlemsstaterne kan modsætte sig et krav om tilbagebetaling af en urigtig erlagt afgift rejst af den endelige køber, hvorpå afgiften er blevet overvæltet med den begrundelse, at det ikke er den pågældende køber, der har indbetalt beløbet til skattemyndighederne. Dette forudsætter, at den, som i sidste ende bærer byrden, i medfør af national ret kan fremsætte et civilretligt krav mod den afgiftspligtige om tilbagesøgning af det i urigtig formening om skyld erlagte beløb.

EU-Domstolen fastslog videre, at effektivitetsprincippet dog kræver, at køberen skal være i stand til at rette sit krav om tilbagebetaling direkte mod skattemyndighederne, hvis tilbagebetalingen fra den afgiftspligtige viser sig at være umulig eller uforholdsmæssig vanskelig, navnlig i tilfælde af sidstnævntes insolvens.

Ved Vestre Landsrets efterfølgende dom af 3. april 2013 fik Danfoss A/S medhold i selskabets principale påstand (SKM2014.44.VLR). Landsretten fandt, at de i dansk ret gældende ulovbestemte regler om tilbagebetaling af ulovligt opkrævede afgifter i forhold til efterfølgende omsætningsled ikke opfylder EU-rettens krav om, at tilbagesøgningsretten skal være effektiv og ikke må være uforholdsmæssig vanskelig. Landsretten henviste i den forbindelse til, at det efter dansk ret henstår usikkert om efterfølgende omsætningsled kan rette krav direkte mod den afgiftspligtige.

Landsretten fastslog herefter, at de danske regler om tilbagebetaling derfor skal anvendes således, at virksomheder i 2. eller 3. led direkte kan rejse krav om tilbagebetaling over for Skatteministeriet.

Afgiften på smøreolie blev allerede ophævet med virkning fra den 1. december 2001. Efter landsrettens dom blev sagsbehandlingen i en række berostillede sager om tilbagebetaling genoptaget.

Herudover havde en række virksomheder rejst krav om tilbagebetaling efter EU-Domstolens dom. Disse nye krav blev afvist under henvisning til, at kravene var forældede.

SKAT udsendte ikke et genoptagelsesstyresignal i 2014 efter landsrettens dom. Dette var begrundet i, at eventuelle krav på tilbagebetaling fra efterfølgende omsætningsled på dette tidspunkt ville være forældede.

Unødig trætte er altså en gevinst for Skat- en gevinst der således opnås alene fordi man har trukket sagen ud i det uendelige.

Dette styresignal er et generelt styresignal om tilbagebetaling.

Link mere om sagen.

Link mere her

2018- EU slår ast, at det er ulovligt.

Virksomheders krav på tilbagebetaling af ulovligt opkrævede afgifter var temaet i en nyligt afsagt dom fra EU-Domstolen, hvor olieselskabet SC Petrotel-Lukoil SA gennem tre år havde betalt en afgift på eksport af olieprodukter. Foto: AP

EU-dom: I en ny dom bekræfter EU-Domstolen europæiske virksomheders krav på tilbagebetaling af afgifter, som er opkrævet i strid med EU-retten.

Varernes frie bevægelighed er en af grundstenene i EU. Det er vigtigt for europæiske virksomheder at kende deres rettigheder i forhold til opkrævning af afgifter, som udgør fordyrende elementer, og som reducerer virksomhedernes konkurrenceevne. Det følger derfor af EU-retten, at medlemsstaterne hverken må indføre told eller afgifter med tilsvarende virkning i forbindelse med grænsepassagen eller diskriminerende interne afgifter uanset størrelse.

I henhold til EU-Domstolens faste praksis må medlemsstater hverken direkte eller indirekte pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som er højere end de afgifter, der pålægges indenlandske varer, eller som kan beskytte andre indenlandske varer.

Virksomheders krav på tilbagebetaling af ulovligt opkrævede afgifter var temaet i en nyligt afsagt dom fra EU-Domstolen, hvor olieselskabet SC Petrotel-Lukoil SA (herefter Lukoil) i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. marts 2010 havde betalt en afgift på eksport af olieprodukter. Afgiften var indført i rumænsk lovgivning med henblik på at opfylde de økonomiske forpligtelser for et tidligere rumænsk olieselskab. Fonden etableredes ved at medregne afgiften i prisen ved salg af varer både indenlands og ved eksport.

Eftersom afgiften opkrævedes hos Lukoil - og ikke hos forbrugerne - valgte Lukoil at lade forbrugerne slippe og i stedet selv betale afgiften med egne midler og undlod derved at overvælte udgiften på slutkunderne.

Ulovlig afgift

Lukoil krævede senere afgiften tilbagebetalt af Ministerul Economiei, økonomiministeriet i Rumænien, som nægtede at tilbagebetale afgiften. Lukoil anlagde herefter sag ved Curtea de Apel București, appeldomstolen i Bukarest. Lukoil gjorde gældende, at afgiften blev ulovlig efter Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. januar 2007, idet der var tale om en afgift på olieprodukter i forbindelse med grænsepassage. Curtea de Apel București forkastede søgsmålet, da retten anså afgiften for en lovlig intern afgift pålagt olieprodukter leveret i og uden for Rumænien.

Curtea de Apel București tilføjede, at såfremt det antoges, at der var tale om en ulovlig afgift, måtte Lukoils påstand om tilbagebetaling alligevel afvises med henvisning til EU-Domstolens faste praksis om ugrundet berigelse. Curtea de Apel București anså afgiften medregnet i prisen på benzin og diesel leveret uden for Rumænien, hvorfor afgiften ikke var afholdt af Lukoil, men af forbrugeren. Uanset om den var specifikt opkrævet hos dem eller ej.

Dommen anket

Herefter appellerede Lukoil dommen til Înalta Curte de Casație și Justiție a României, kassationsdomstolen. Her blev dommen ophævet og hjemsendt til fornyet behandling ved Curtea de Apel București, som frifandt Ministerul Economiei. Selv om Curtea de Apel București fastslog, at Lukoil selv havde betalt den pågældende afgift til staten og ikke overvæltet denne på forbrugeren, mente Curtea de Apel București ikke, at Lukoil havde krav på tilbagebetaling, da virksomheden ikke havde bevist, at afgiften havde påført selskabet et tab.

Lukoil appellerede den nye dom til Înalta Curte de Casație și Justiție a României, som fastslog, at den omtvistede afgift var en afgift med tilsvarende virkning som told. Der var dog tvivl om, hvorvidt Lukoil havde krav på tilbagebetaling, hvorfor Înalta Curte de Casație și Justiție a României besluttede at forelægge sagen for EU-Domstolen

Forbud mod told

Sagen ved EU-Domstolen angik, hvorvidt en afgiftspligtig kunne opnå tilbagebetaling af det beløb, som var opkrævet i strid med EU-retten, også i den situation, hvor betalingsordningen var udformet således, at afgiften blev medregnet i den endelige pris til forbrugeren, men hvor virksomheden havde valgt selv at betale opkrævningen.

EU-Domstolen understregede, at EU-retten indeholder et forbud dels mod told og afgifter med tilsvarende virkning som told, dels et forbud mod interne diskriminerende afgifter. En toldlignende afgift skal tilbagebetales i sin helhed, hvorimod diskriminerende afgifter udelukkende skal tilbagebetales for så vidt angår forskellen (det diskriminerende element).

Uanset om der var tale om en generel intern afgiftsordning, og ikke en afgift med tilsvarende virkning som told, kunne afgiften stadig indeholde et diskriminerende element.

I henhold til EU-Domstolens faste praksis kan en generel intern afgift indeholde et diskriminerende element, såfremt afgiftsprovenuet er bestemt til aktiviteter, som i særlig grad er til gavn for indenlandske varer.

Baggrunden herfor er, at en sådan afgift kan medføre forskelsbehandling af produkter, som eksporteres, og derved begrænse varernes frie bevægelighed.

Udligner anvendelsen af provenuet afgiften til fulde, er der tale om en afgift med tilsvarende virkning som told. Udligner anvendelsen derimod kun dele af afgiften, er der tale om en intern diskriminerende afgift. Det er op til den nationale ret at vurdere, hvordan afgiften anvendes.

Tilbagebetaling

Efter EU-Domstolens indledende bemærkninger om afgiftens forenelighed med EU-retten, behandlede EU-Domstolen retten til tilbagebetaling af ulovligt opkrævede afgifter. Domstolen fastslog, at en virksomhed i henhold til EU-Domstolens faste praksis har krav på at få tilbagebetalt skat, som en medlemsstat har opkrævet i strid med EU-retten. En medlemsstat er derfor som udgangspunkt forpligtet til at tilbagebetale den skat, som er ulovligt opkrævet.

Undtagelsen fra denne faste praksis er, når det kan fastslås, at tilbagebetaling af den opkrævede skat vil medføre en ugrundet berigelse. Dette er tilfældet, hvis det kan godtgøres, at den afgiftspligtige faktisk har overvæltet afgiften på andre. I disse tilfælde er det således forbrugeren og ikke den erhvervsdrivende, som har oppebåret udgiften. Hvis den afgiftspligtige - ud over at overvælte afgiften på andre - tillige får tilbagebetalt den ulovligt opkrævede afgift, vil der være tale om en dobbeltbetaling, altså en ugrundet berigelse.

EU-Domstolen fastslog, at når der var enighed om, at Lukoil ikke havde overvæltet afgiften på forbrugeren, havde virksomheden krav på tilbagebetaling af afgiften, fordi der så alligevel ikke foreligger en ugrundet berigelse. EU-retten står over national ret, og når et tilbagebetalingskrav hviler på EU-retten som her, hvor der ikke var tale om overvæltning, kan en national regel som den rumænske, som fastslår overvæltning, ikke afskære virksomhedens krav på tilbagebetaling.

Sagen viser samarbejdet mellem nationale retter og EU-Domstolen og EU-

rettens forrang.

Hvis en national bestemmelse står i vejen for at tilbagebetale afgift, som er opkrævet i strid med EU-retten, skal den nationale regel vige.

Det har derfor væsentlig betydning for europæiske virksomheder, som agerer på tværs af landegrænser og derfor afholder en række udgifter til det offentlige, at kende retsstillingen i hele EU om forbuddet mod toldlignende afgifter og mod internt diskriminerende afgifter.