2018 Lovændring - fradragsret for at udvide virksomheden

2018-Lov: Selvstændige erhvervsdrivende har skattemæssig fradragsret for driftsomkostninger.

Derimod er etableringsudgifter i bred forstand ikke forbundet med skattemæssig fradragsret.

Sondringen mellem de to udgiftstyper har givet anledning til talrige skattesager.

Siden de første regler om indkomstbeskatning blev indført i 1903, har selvstændige erhvervsdrivende haft skattemæssig fradragsret for driftsomkostninger, dvs. løbende udgifter afholdt som led i virksomhedens drift - med mange modfikationer og begrænsninger.

Derimod er etableringsudgifter i bred forstand ikke forbundet med skattemæssig fradragsret. Sondringen mellem de to udgiftstyper har givet anledning til talrige skattesager.

To højesteretsdomme fra 30. juni 2017 medførte en markant skærpelse på området. Men dommene blev efterfulgt af en lovændring fra 26. december 2017, der mere end imødegik konsekvenserne af disse højesteretsdomme.

Etablering af virksomhed

Udgifter, der er afholdt for at etablere eller udvide virksomheden, betegnes formueudgifter. Udgifter af denne karakter er ikke forbundet med skattemæssig fradragsret.

Et typisk eksempel er tilfælde, hvor en købmand etablerer en butik i slutningen af året, hvor den første tid går med at indrette butikken, indgå aftaler med leverandører etc., og hvor butikken først åbner for kunder i januar det følgende år. Her vil udgifterne i perioden frem til butikkens åbning være ikke-fradragsberettigede etableringsudgifter. I praksis har Landsskatteretten dog med en afgørelse fra 1972 anerkendt fradrag for visse udgifter afholdt få måneder før butikkens åbning.

Med en lovændring fra 26. december 2017 er der sket en opblødning i forhold til fradragsret for virksomhedens egne lønudgifter afholdt til etablering eller udvidelse af virksomheden. Loven omfatter derimod ikke andre udgifter i etableringsfasen som f.eks. betaling til eksterne konsulenter m.v.

Skats nyeste tolkning af den gamle lov har gjort det nærmest umuligt at drive virksomhed, fordi en virksomhed, der ikke fornyer sig, er en virksomhed på vej ud af markedet.

Udvidelse af virksomheden

I 1970'erne og 1980'erne åbnede domstolene i videre omfang op for fradragsret for udgifter, der var klart erhvervsmæssige, men som nok forud herfor ville være blevet betegnet som ikke-fradragsberettigede udgifter. Denne udvikling er vendt de seneste 20-30 år i retning af en skærpet beskatning. Det gælder særligt udgifter ved udvidelse af en eksisterende virksomhed.

Det betyder, at selv når en allerede etableret virksomhed er i god gænge og påtænker en udvidelse, kan udgifterne til denne udvidelse af den eksisterende virksomhed som udgangspunkt ikke fradrages ved indkomstopgørelsen.

Eksempelvis kan nævnes en højesteretsdom fra marts 2012, der vedrørte forgæves afholdte udgifter. Sagen drejede sig om en virksomhed, der efter nogle succesrige år påtænkte at flytte i større lokaler, for at sikre at virksomheden fortsat kunne opfylde virksomhedens forpligtelser overfor eksisterende og kommende kunders behov. I denne forbindelse afholdt selskabet udgifter til ingeniør- og arkitektbistand til bl.a. forundersøgelser.

Planerne blev imidlertid opgivet. Højesteret nåede her frem til, at der ikke var fradragsret i en sådan situation. Højesterets begrundelse var, at udgifterne ikke havde en sådan forbindelse til virksomhedens eksisterende drift, at de kunne anses for at være afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde virksomhedens indkomst.

Den 30. juni 2017 traf Højesteret afgørelse i to næsten ens sager, hvor to forskellige banker havde købt nogle filialer i en nødlidende bank. De købende banker havde anvendt bankens egne medarbejdere til at gennemgå bl.a. de overtagne filialers økonomi, herunder debitorers solvens m.v.

Der var følgelig tale om en klar udvidelse af de købende bankers hidtidige virksomhed. Alligevel blev de købende banker nægtet skattemæssigt fradrag for lønudgifterne til egne medarbejdere vedrørende opgaverne i forbindelse med overtagelse af de ny filialer.

Udfaldet af de to sager, der var i strid med skattemyndighedernes praksis gennem mere end 100 år, rejste en række nye spørgsmål. Således bl.a., om den begrænsede fradragsret for lønudgifter til egne medarbejdere også gjaldt, hvis en virksomhed etablerede en ny filial. Og tillige spørgsmålet om, hvordan der skulle forholdes med alle de indirekte omkostninger til medarbejderne som f.eks. lokaleudgifter, edb-omkostninger, kantinekaffe m.v. Også bestyrelsens honorar var i farezonen, da en bestyrelses primære opgave ikke er at deltage i den løbende drift, men at skue fremad og planlægge udvidelser, investeringer m.v.

Efter de to højesteretsdomme begyndte skattemyndighederne at rejse nye sager vedrørende sådanne udgifter.

Bølgen fik dog en brat afslutning, da skatteministeren greb ind med en lov, der rullede udviklingen tilbage til tiden før de to højesteretsdomme. Lovindgrebet omfattede endog en opdatering af enkelte andre lovbestemmelser, herunder fradragsreglerne vedrørende udgifter til rejser til nye markeder.

Lov_Nye regler

De nye regler fra ultimo 2017 ændrer ikke på hovedsondringen mellem driftsomkostninger og formueudgifter. Men loven dels eliminerer konsekvenserne af de to højesteretsdomme og dels forbedrer fradragsreglerne på enkelte punkter:

• Etablering af virksomhed: For det første medfører loven, at der er fuld fradragsret for lønudgifter i etableringsfasen, uanset hvor lang tid der forløber, før virksomheden er igangværende.

• Udvidelse af virksomheden: Dernæst er der nu skattemæssigt fradrag for erhvervsmæssige lønudgifter, uanset om medarbejderen har opgaver udelukkende knyttet til virksomhedens løbende drift, opgaver af vekslende karakter eller opgaver, der overvejende eller udelukkende er relateret til, hvad der i skatteretten betegnes som "virksomhedens indkomstgrundlag", herunder udvidelse af virksomhedens aktivitet.

Det er efter loven uden betydning for den skattemæssige fradragsret, hvordan etableringen eller virksomhedsudvidelsen struktureres. Der vil således være fradragsret for lønudgifterne, uanset om etableringen m.v. gennemføres ved køb af en eksisterende aktivitet, dvs. køb af en anden virksomheds aktiver og passiver, som herefter integreres i den købende virksomhed, eller om udvidelsen sker ved køb af aktier i den anden virksomhed, som herefter bliver et datterselskab til den købende virksomhed.

Ligeledes er det uden betydning for skattemæssig fradragsret, om etablering eller udvidelse af virksomhed sker i Danmark eller i udlandet.

Loven medfører dog ingen ændring for tilfælde, hvor lønudgiften efter hidtidig praksis skal aktiveres, f.eks. tilfælde hvor en virksomhed producerer egne maskiner. Her skal lønudgiften fortsat aktiveres og afskrives.

Omstrukturering af virksomheden

De nye regler medfører heller ikke fradrag for eksempelvis udgifter til eksterne konsulenter, der bistår med etablering eller udvidelse af virksomheden.

Hensigten er ikke blot at udvide fradragsretten for erhvervsmæssige lønudgifter i forbindelse med etablering og udvidelse af virksomheden, men generelt at udvide fradragsretten for sådanne lønudgifter m.v., der ikke anses for løbende driftsomkostninger, men anlægsudgifter. Lønudgifter i forbindelse med køb, salg og omstrukturering af virksomheden er således også fradragsberettiget efter de ny regler.

Kun erhvervsmæssige lønudgifter

Erhvervsmæssige lønudgifter omfatter i denne sammenhæng udgifter, der er afholdt med det formål at understøtte driften af virksomheden på kort og lang sigt. Når dette fremhæves i loven, skal det ses i lyset af, at det ikke er hensigten at udstrække fradragsretten til lønudgifter af enhver tænkelig karakter. Der vil således fortsat ikke være fradragsret for lønudgifter til udførelse af opgaver, der ikke vedrører virksomheden, men derimod f.eks. virksomhedsejerens private anliggender.

Omkostninger vedrørende medarbejdere

Som nævnt ovenfor gav de to højesteretsdomme anledning til tvivl om, hvorvidt den begrænsede fradragsret kun omfattede lønudgifter, eller om begrænsningen også omfattede en relativ andel af samtlige øvrige omkostninger, der knyttede sig til de pågældende medarbejdere, herunder eksempelvis lokaleudgifter, udgifter til regnskabsafdelingens arbejde med løn til disse medarbejdere m.v.

Denne tvivl blev afklaret med den vedtagne lov. Der er således også fradragsret for andre erhvervsmæssige udgifter vedrørende de pågældende medarbejdere, herunder f.eks. husleje, el, telefon, administrative opgaver, kaffe anvendt og forbrugt af de pågældende medarbejdere etc.

Loven har endvidere moderniseret nogle andre bestemmelser, hvor der førhen ikke var fradragsret. Således er der med lovændringen indført fradragsret for udgifter til rejser til forhandlingsmøder m.v., der afholdes med henblik på at udvide eller indskrænke virksomheden.

Endvidere gives som noget nyt fradrag for udgifter til rejser med henblik på at undersøge nye potentielle markeder. Det er en udvidelse af de skattemæssige fradrag i forhold til tiden før Højesterets domme af 30. juni 2017.

Bestyrelseshonorarer

Loven omfatter og nævner særskilt selskabers honorarer til bestyrelsesmedlemmer og erhvervsmæssige udgifter forbundet med varetagelsen af bestyrelsesarbejde. Det har betydning af to årsager: Dels fordi bestyrelsen modtager honorarer og ikke løn, som ellers var genstanden for lovændringen. Og dels fordi en bestyrelses arbejde i vidt omfang omfatter opgaver, der ligger ud over virksomhedens "daglige drift".

Loven indebærer videre, at lønudgifter også kan fratrækkes i de tilfælde, hvor overvejelserne om udvidelse af virksomheden ikke munder ud i noget konkret, dvs. at der også gives fradrag for de såkaldt "forgæves afholdte" lønudgifter m.v.

Lønudgifter på sambeskatningsniveau

Loven giver også fradragsret for egne lønudgifter i de tilfælde, hvor ét selskab i en sambeskattet koncern betaler et andet koncernselskab for at varetage opgaver og herunder afholder lønudgifter vedrørende etablering eller udvidelse af det første selskabs aktiviteter.

Udgangspunktet var ellers her, at det betalende selskab ikke havde fradragsret for betalingen til koncernselskabet, da denne betaling ikke var udtryk for afholdelse af udgifter vedrørende selskabets egne medarbejdere.

Baggrunden herfor er, at lovgiver har ment, at det ikke bør have betydning for fradragsretten, hvordan koncernen konkret er struktureret. Uanset hvilket selskab i koncernen der har afholdt de pågældende lønudgifter m.v., vil det selskab, der har haft nytte af de afholdte lønudgifter m.v., følgelig have fradragsret for selskabets betaling for modtagne ydelser fra det andet koncernselskab, der så indtægtsfører beløbet, men kan fradrage lønudgiften.

Men det er, som allerede nævnt, en betingelse for at opnå skattemæssig fradragsret, at selskaberne indgår i enten national eller international sambeskatning, og at betalingen svarer til armslængdevilkår.

Erhvervelse af skattefrie indtægter

I 2012 fastslog Højesteret, at hvis virksomheden havde skattefrie indtægter, hvilket bl.a. kan forekomme, hvis der er tale om et selskab, der investerer i aktier, er der ikke fradragsret for udgifter knyttet hertil.

Dommen fra 2012 omfattede kun eksterne udgifter. Men med Højesterets dom fra 30. juni 2017 blev resultatet i 2012-dommen udvidet, således at selskaber, der havde skattefrie indtægter, nu ikke længere kunne opnå fradragsret for egne lønudgifter knyttet til disse skattefrie indtægter.

Loven er på dette punkt udtryk for en undtagelse til hovedreglen om, at der kun er fradrag for udgifter, som er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst.

Ikrafttræden

Loven trådte i kraft den 1. januar 2018, men har virkning fra og med indkomståret 2008, som vedrører de ovenfor omtalte banksager.

En skattepligtig, der ønsker at få ændret indkomstansættelsen for tidligere år, skulle anmode skattemyndighederne om genoptagelse senest den 1. juli 2018, medmindre den skattepligtige havde en længere frist for det pågældende indkomstår.

Et positivt eksempel af vore Folketingspolitikere har besindet sig. Men også et godt eksempel på hvor grueligt meget mange vikrsomhder skal gå igennem før fornuften sætter ind.