2001 Kontor hjemme

Kontor, arbejdsværelse. Fradrag nægtet.

Statsskatteloven §6 bliver sjældent respekteret.

TfS 2002, 181; ØLD af 6/12 2001, 2., B-1567-99, Af Jørgen Larsen.

Kontorudgifter påstand Afgørelse: Fradrag nægtet.
En skatteyder, der drev et bogførings- og konsulentfirma, havde anset sig for berettiget til et fradrag for arbejdsværelse i hjemmet på 10 pct. af huslejeudgifterne samt udgifter til lys og varme. 

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at arbejdsværelset, der var indrettet som et egentligt kontor, kunne anses som et særligt værelse, der ikke hørte med til boligens almindelige opholdsrum. Retten lagde herved vægt på, at værelset ikke var indrettet på en sådan måde, at det ikke kunne anvendes til private aktiviteter.

Der blev endvidere lagt vægt på, at værelset blev benyttet højst 3 timer dagligt, selv det er en følge af erhevrvets natur.

Skatteyderen var heller ikke berettiget til at foretage afskrivning på en reol, der var opstillet i arbejdsværelset.
Referencer
Reference SL § 6, litra a LV 2000 A.F.1.12 

Sagen:
Under denne sag, der er anlagt den 2/6 1999, har sagsøgeren Boe Carslund-Sørensen, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgers skattepligtige personlige indkomst nedsættes med 7.870 kr. for indkomståret 1995 og med 9.148 kr. for indkomståret 1996, subsidiært at der foretages ny ansættelse af sagsøgers skattepligtige personlige indkomst for indkomstårene 1995 og 1996.

Landsrettens afgørelse:

Der er enighed mellem parterne om, at Boe Carslund-Sørensen er selvstændigt erhvervsdrivende.

Uanset det efter bevisførelsen må lægges til grund, at arbejdsværelset var indrettet som et egentligt kontor, finder landsretten ikke, at han har godtgjort, at værelset må anses som et særligt arbejdsværelse, der ikke hørte med til boligens almindelige opholdsrum.

Landsretten lægger herved vægt på, at værelset ikke var indrettet på en sådan måde, at det ikke kunne anvendes til private aktiviteter. Det tillægges også betydning, at sagsøger ikke benyttede værelset som sit eneste arbejdssted, men alene benyttede det højst 3 timer dagligt, typisk uden for normal arbejdstid.

For så vidt angår reolen findes Boe Carslund-Sørensen ikke at have løftet sin bevisbyrde for, at der var tale om et fradragsberettiget driftsmiddel.
Thi kendes for ret
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes. I sagsomkostninger betaler sagsøger, Boe Carslund-Sørensen (BCS), inden 14 dage 10.000 kr. til Skatteministeriet.

Argumenter for fradrag:

BCS har over for Landsskatteretten påstået, at der godkendes fradrag for udgift til arbejdsværelse i hjemmet. Klageren har således anført, at virksomhedens lokale er på klagerens privatadresse og indrettet specielt med henblik på bogføringsbureauets virke med skriveborde, reoler, edb-udstyr og andre kontormaskiner.

BCS har videre henvist til ligningsvejledningens afsnit A.F.1.12 og E.K.2.2 samt en utrykt kendelse af 29/4 1987, hvorefter Landsskatteretten godkendte fradrag for en forfatters udgifter til arbejdsværelse samt udgifter til el og varme. Endvidere er der Landsskatterettens kendelse af 10/5 1985, hvorefter en forfatter fik indrømmet fradrag med 25 pct. af lejeværdien og udgifter til el m.v., samt Landsskatterettens afgørelser i TfS 1994, 663, senere stadfæstet af Højesteret i TfS 1996, 210.

BCS har videre henvist til afgørelserne i TfS 1996, 361 og TfS 1996, 553. Klageren har endelig anført, at reolen er anskaffet for at have et sted at opbevare både virksomhedens og klienternes materiale, hvorfor det er uforståeligt, at udgiften ikke kan godkendes fradraget. Uanset, at der eventuelt ikke kan godkendes fradrag for kontor i hjemmet, er det klagerens opfattelse, at udgifterne til reol må være fradragsberettiget, idet det er en erhvervsmæssig udgift, der har været nødvendig at afholde for hans virksomhed.