2003 Direktører skal ikke benytte sommerhus

Direktører skal ikke benytte sommerhus.

03-09-2003

Af Jørgen Larsen

Direktører discrimineres, sommerhus/bolig Ligningsrådet strammer vilkårene meget
Ligningsrådet har sat en stopper for direktørs spanske feriedrømme. En skrap afgørelse, der ventes at blive fast skattepraksis, vurderer professor i skatteret. 

Direktører og virksomhedsejere bliver hårdt beskattet uanset hvordan de forholder sig.
Det er konsekvensen af en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet.

En direktør spurgt, om det vil få skattemæssige konsekvenser for ham, hvis han mod betaling benytter en firmaejet feriebolig i Spanien i perioder, hvor den ikke er udlejet. 

Direktørens kommune havde ikke problemer med forslaget.
Men Ligningsrådet svarede klart, at det ville betyde ekstraskat til direktøren. her ser man igen den store forskel i tolkninger i det bureaukratiske system, reglerne er uklare uden fornuft, så bliver der store forskelle. 

"Det er en skrap afgørelse og da Told- og Skattestyrelsen har valgt at afgøre den skal der en retssag til at vælte synspunktet". 
Synspunktet holder ikke stik, når vis er hvordan vore nabolande regulerer den slags. Her er skatteværdien lig den værdi godet har for skatteborgeren, ikke en fuldstændig vanvittig og luftigt ansat værdi. 

Direktøren er den ene af to ejere af en virksomhed, som bl.a. ejer en udlejningsejendom i Spanien. Et udlejningsbureau fastsætter en markedsleje, som også direktøren skal betale, hvis han benytter ferieboligen. 

Direktøren og den anden medejer ville gerne have mulighed for selv at leje boligen i perioder, hvor den ikke kunne udlejes. Derfor var han parat til på forhånd at afskrive sig retten til at disponere over ejendommen. 

Det var kun de to ejere, som skulle benytte boligen, og de ville betale den markedsleje, udlejningsbureauet fastsatte. 

Men det var ikke nok for Ligningsrådet. I ligningsloven er der nemlig en paragraf, der siger, at hvis en sommerbolig stilles til rådighed for en direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, så anses boligen at være stillet til rådighed hele året med deraf følgende beskatning.

Skatteværdi af firmasommerhus

Den skattepligtige værdi af en sommerbolig stillet til rådighed af en arbejdsgiver er 0,5 pct. af ejendomsværdien i ugerne 22-34 og 0,25 pct. resten af året. 
En sommerbolig vurderet til 500.000 kr. vil således resultere i en skattepligtig værdi på årsbasis på 98.750 kr. 

Formodningsreglen, der kan medføre, at en direktør eller ledende medarbejder bliver sat i skat af hele beløbet, findes i Ligningsloven § 16, stk.5. 

Den formulering skeler ovehovedet ikke til praktiske forhold. Med 5 ugers ferie er det helt umuligt at anvende en sådan bolig mere end et par gange om året. Men rimelighed er ikke første prioritet i den danske skatteflåning. Janteloven bliver sandelig holdt i live af myndighederne.

 

Ikke symmetri i Skats måde at vurdere på.

Rådighed opfattes helt objektivt af Skat brug kræver faktisk dokumenterbare handlinger, der viser brugen.

På den måde kan Skat opnå mere beskatning end rimeligt ligesom det gælder hele området avancebeskatning, hvor der også er er asymmetri i beskatningen.

Se mere forklaring på linket:   www.skattestraf.dk

 

ajourført responsum 2017

Direktørreglen  (ensidigt bebyrdende regel og subjektivt skøn)

For ansatte direktører og andre medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen afløn-ningsform gælder der særlige, skærpede regler om personalegodebeskatning vedrørende lån eller leje af arbejdsgiverens sommerhus. Samme skærpede regler gælder endvidere for hovedaktionærer, når selskabet ejer et sommerhus, uanset om hovedaktionæren arbejder for selskabet eller ej.

Disse persongrupper skal ganske vist beskattes efter samme regler som ovenfor, dvs. med en procentsats af sommerhusets værdi for hver uge, når arbejdsgiverens eller selskabets sommerhus stilles til rådighed for direktøren m.v. eller hovedaktionæren.

Men til forskel fra virksomhedens øvrige medarbejdere skal sommerhuset som udgangspunkt anses at stå til rådighed for direktøren m.v. eller hovedaktionæren hele året rundt.

Det betyder, at en direktør eller hovedaktionær, der får stillet sommerhus til rådighed, hvert år skal beskattes af en værdi af fri sommerbolig på 16,25 pct. af sommerhusets værdi.

I ovennævnte eksempel med et sommerhus med en værdi på 2 mio. kr., svarer det til en beskatning af 325.000 kr. vedrørende "sommerhus til rådighed".

Dette gælder, selv om direktøren kun har anvendt sommerhuset i en enkelt uge eller for den sags skyld slet ikke har anvendt sommerhuset.

Rådighedsbeskatningen reduceres dog forholdsmæssigt, hvis sommerhuset deles med andre direktører, eller hvis andre, herunder virksomhedens øvrige medarbejdere, disponerer over sommerhuset.

Personalesommerhuse

Ansatte direktører m.v. og hovedaktionærer er fritaget for beskatning vedrørende arbejdsgiveren eller selskabets sommerhus, hvis der er tale om et decideret personale-sommerhus.

Ved et personalesommerhus skal i den forbindelse forstås en sommerbolig, der som led i et ansættelsesforhold stilles til rådighed for andre ansatte end direktører og hovedaktionærer m.v. i 13 uger eller mere pr. år, heraf mindst 8 uger i perioden uge 22-34.

Måske særligt for hovedaktionærer har det derfor væsentlig interesse, hvornår et sommerhus anskaffet af selskabet må anses som et personalesommerhus i lovens forstand:

Er der tale om et personalesommerhus i lovens forstand, vil der ikke blive tale om rådighedsbeskatning af direktøren m.v. eller hovedaktionæren med op til 16,25 pct. af sommerhusets værdi pr. år. Og anvender disse rent faktisk personalesommerhuset i givne uger, sker beskatningen efter samme regler som for selskabets øvrige ansatte.

Er der ikke tale om et personalesommerhus i lovens forstand, indtræder der som udgangspunkt fuld rådighedsbeskatning af direktøren m.v. eller hovedaktionæren. Dette gælder, selv om selskabets øvrige ansatte rent faktisk har benyttet sommerhuset, og selv om hovedaktionæren ikke selv har benyttet huset.

En dom fra Østre Landsret

Netop dette spørgsmål har for nylig været behandlet i en sag ved Østre Landsret, hvor dommen er blevet offentliggjort i marts 2017.

Sagen drejede sig i korte træk om et selskab, der drev virksomhed med rengøring og ældrepleje. Som ét blandt flere personalegoder valgte hovedanpartshaveren i 2010 at anskaffe et sommerhus med henblik på at stille huset til rådighed for medarbejderne. Formålet med købet var efter det oplyste at knytte medarbejderne tættere til virksomheden og på den måde forsøge at imødegå en større udskiftning blandt medarbejderne, sådan som der traditionelt var i branchen, hvor der ofte var tale om ganske hårdt arbejde.

Det stod på den ene side klart i sagen, at selskabets sommerhus i 2010 og 2011 rent faktisk ikke havde været udlejet eller udlånt til virksomhedens medarbejdere i fulde 13 uger eller mere pr. år, heraf mindst 8 uger i perioden uge 22-34 i de to indkomstår.

Men det lå også fast, at medarbejderne i kraft af et stående tilbud om leje af sommerhuset havde haft adgang til at leje sommerhuset i videre omfang - og herunder i en periode på 13 uger eller mere pr. år, heraf mindst 8 uger i perioden uge 22-34.

Spørgsmålet var nu, om der var tale om et decideret personalesommerhus, eller om hovedanpartshaveren i stedet måtte anses at have haft rådighed over sommerhuset med fuld beskatning til følge bortset fra de uger, hvor medarbejdere rent faktisk havde benyttet sommerhuset.

Skats afgørelse

Skat beskattede hovedanpartshaveren af værdi af fri rådighed over sommerhuset med den begrundelse, at en direktør efter loven skal anses for at råde over et sommerhus hele året, hvis sommerhuset ikke er udlejet 13 uger om året, heraf 8 uger i højsæsonen. Skat henviste herved nærmere til, at sommerhuset ikke sås udlejet i et omfang, der bevirkede, at sommerhuset ikke skulle anses for at være til rådighed for hovedanpartshaveren.

Som det ses, anlagde Skat det synspunkt, at medarbejdernes rådighed over sommerhuset skulle være udmøntet i en faktisk anvendelse af sommerhuset i den krævede periode for at anse sommerhuset som et personalesommerhus. Det var således efter Skata opfattelse ikke tilstrækkeligt, at medarbejderne havde mulighed for at anvende sommerhuset.

Landsskatterettens afgørelse

Hovedanpartshaveren indbragte denne afgørelse for Landsskatteretten, hvor sagen fik det modsatte udfald. Hovedaktionæren fik altså medhold i, at der var tale om et personalesommerhus.

Efter Landsskatterettens opfattelse havde hovedanpartshaveren således dokumenteret, at det pågældende sommerhus var købt som personalesommerhus og havde været benyttet i overensstemmelse hermed. Hovedanpartshaveren skulle derfor kun beskattes i de uger, hvor personalesommerhuset var stillet til rådighed for hovedanpartshaveren.

Landsskatteretten tog altså afsæt i, at det var tilstrækkeligt, at medarbejderne havde haft mulighed for at låne/leje sommerhuset i 13 uger om året, heraf 8 uger i højsæsonen - og altså ikke, at sommerhuset rent faktisk havde været udlånt/udlejet til medarbejdere 13 uger om året, heraf 8 uger i højsæsonen.

Østre Landsrets dom

Skatteministeriet valgte imidlertid at indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene. Da sagen blev anset som principiel, blev sagen behandlet af Østre Landsret fremfor af byretten som første instans.

Østre Landsret nåede her frem til, at der ikke var tale om et personalesommerhus. Hovedanpartshaveren skulle derfor beskattes efter den strenge regel, dvs. beskattes af den fulde rådighed over sommerhuset.

Østre Landsret nåede frem til dette resultat efter en fortolkning af reglerne om beskatning af rådighed over sommerhus og konkluderede i denne forbindelse, at udtrykket "stillet til rådighed" i relation til reglerne om personalesommerhuse måtte forstås som "en adgang til retligt at råde over sommerhuset". Disse præmisser synes dog at pege i retning af det modsatte resultat.

Hovedanpartshaveren blev herefter beskattet af den fulde rådighed over sommerhuset i hele indkomståret 2010 og hele indkomståret 2011, men dog med fradrag for perioder, hvor sommerhuset havde været udlejet eller udlånt til medarbejdere i virksomheden.

At sommerhuset var købt og indrettet med det formål at fungere som personalesommerhus, kunne efter landsrettens opfattelse ikke begrunde et andet resultat.

Kommentar

Østre Landsrets - ikke helt klare - begrundelse for dommen må formentlig forstås således, at der ved opgørelsen af omfanget af medarbejdernes brug af arbejdsgiverens sommerhus kun skal medregnes tilfælde, hvor der for den konkrete medarbejder har foreligget indberetningspligt til Skat, dvs. hvor en arbejdsgiver har pligt til at indberette løn, personalegoder m.v. for medarbejdere til Skat.

Denne afgrænsning må formentlig antages at føre frem til, at reglen kun omfatter tilfælde, hvor medarbejdere (dvs. medarbejdere uden for direktørkredsen) rent faktisk har anvendt det pågældende sommerhus henholdsvis har indgået en bindende aftale med virksomheden om anvendelse af huset i en konkret periode, men efterfølgende selv har opgivet at bruge sommerhuset i den pågældende periode.

En sådan fortolkning af rådighedsbegrebet i relation til personalesommerhuse indebærer, at der nu opereres med flere forskellige "rådighedsbegreber" i reglerne om personalegoder.

Medens ansatte direktører mv. rådighedsbeskattes af værdien af fri sommerbolig, uanset om sommerboligen rent faktisk anvendes, er rådighedsbegrebet i relation til personalesommerhuse indskrænket til tilfælde, hvor medarbejderne rent faktisk har anvendt sommerhuset eller har reserveret sig dette i givne perioder.

Østre Landsrets dom synes følgelig at indebære, at en hovedaktionær som udgangspunkt kun kan undgå rådighedsbeskatning vedrørende selskabets sommerhus, hvis sommerhuset rent faktisk har været udlånt eller udlejet til medarbejdere i 13 uger eller mere pr. år, heraf mindst 8 uger i perioden uge 22-34.

Med dommen placeres risikoen for manglende udlejning af et personalesommerhus ikke blot hos en hovedaktionær, men tillige hos "ansatte direktører og andre medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform". Dommen indebærer bl.a., at måske særligt hovedaktionærer med overvejelser om at lade selskabet anskaffe et personalesommerhus forud for et køb bør overveje at foretage en grundig undersøgelse af medarbejdernes interesse for at låne eller leje sommerhuset.