2000 Lejelov og omkostningsgodtgørelse

Lejelov og omkostningsgodtgørelse

Højesteretsdom

Af statsaut. revisor Otto Johnsen og cand. jur. Birgitte Tabbert, PricewaterhouseCoopers

Vi har også med interesse læst Skatteministerens kommentarer i la Bourse den 8. maj til vores artikel om omkostningsdækning i skattesager. Vi plejer ikke at polemisere med Skatteministeren på dette sted, og det vil vi heller ikke i dette tilfælde. 

Højesteret har imidlertid for nyligt afsagt en dom, der underkender skattemyndighedernes påståede praksis og fortolkning for så vidt angår den personkreds, der kan anvende de særlige lejeboligregler, når en medarbejder, som led i ansættelsen, får stillet bolig til rådighed.
Dommen giver god grund til at resumere nogle kommentarer til begrebet retssikkerhed og omkostningsgodtgørelse i skattesager.

Fra 1984

Lovgrundlaget for omkostningsgodtgørelse blev oprindeligt etableret i 1984, i øvrigt under en regering af anden politisk observans. Det skal Skatteministeren ikke klandres for; ej heller, at Skatteministeren foreslår betydelige forbedringer, uagtet at det sker på opfordring af et beslutningsforslag fra Venstre og Konservative.
Det bekymrende er dog, at der ikke er fuld forståelse for det pres, skatteydere udsættes for, når der opstår uenighed med skattemyndigheder om fortolkning af en svært forståelig skattelovgivning, eller for de ulige vilkår, der hersker mellem en skatteyder og magtapparatet. 
Det må være åbenbart, at der skal være omkostningsdækning, uafhængigt af om en skatteyder vinder eller taber en sag helt eller delvist.
Det må ligeledes være åbenbart, at det må høre til den absolutte undtagelse, at en skatteyder vil føre en omkostningskrævende skattesag af lyst.
Her sigtes ikke mindst til de personlige omkostninger.

Højesteretsdom aktualiserer

Højesteretsdommen vedrører som nævnt en fortolkning af personkredsen, der kan anvende de særlige lejeboligregler
De berettigede kan blive beskattet på baggrund af nogle skematiske regler af værdien af en helårsbolig, der af en arbejdsgiver er stillet til rådighed som led i ansættelsen. 
De skematiske regler når til en værdi af dette personalegode, der er noget lavere end markedsværdien. De detaljerede lejeboligregler er i øvrigt uden betydning for eksemplet. 
Lovteksten siger i dag, at de skematiske regler: »omfatter ikke boliger, der er stillet til rådighed som led i et ansættelsesforhold, hvis den ansatte er direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform«.
Denne lovtekst blev vedtaget i 1993.
I 1988 afsagde Højesteret en dom, hvor en højtstående funktionær i et olieselskab ikke var berettiget til at anvende lejeboligreglerne.

Højesteret begrundede det med, at denne funktionærs løn blev beregnet på en helt anden måde og fastsat til et beløb af en anden størrelsesorden end lønnen for overordnede medarbejdere ansat i det offentlige.
Lovteksten eller motiverne åbner ikke mulighed for, at lønnens størrelse for en privat ansat nu skal have nogen indflydelse.
Det er mulighed for indflydelse på aflønningsformen, der kan medføre, at reglerne ikke finder anvendelse. Uanset dette henviser      Ligningsvejledningen for 1999 stadig til en beskrivelse af praksis fra før 1994! Altså vildledende for Skatteborgerne. 
Hele vejen gennem klagesystemet til og med Landsretten fik skattemyndighederne medhold.


Interessant tilføjelse

Højesterets underkender Landsrettens dom.
Dommen er konkret.

Højesteret finder, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der skulle medføre, at lejeboligreglerne ikke kunne anvendes af denne skatteyder.
Syv års kamp mod skattemyndighederne var slut. Det er imidlertid Højesterets tilføjelse, der er det interessante. 
Højesteret bemærker, at den gamle praksis fra og med indkomståret 1994 er afløst af lovteksten i ligningsloven, der gælder for både offentligt og privat ansatte.
»Dommen fra 1988 har således ikke længere betydning«.
Der findes kommuner, der har været nøjeregnende med, hvornår en privat ansat har fået lidt mere i løn end offentligt ansatte og anvendt det i ligningsvejledningen anførte konsekvent igennem de seneste fem år.
Ikke alle berørte skatteydere har udvist samme udholdenhed, som den skatteyder, der for nyligt har vundet sin sag for Højesteret. Og hvad med dem?
Jo som sædvanlig er skattesystemet indrettet, så systeemt tjener ekstra på løgn, fordrejninger og tidsmæssige forhalinger.

Andre kan få deres sager genoptaget fra det tidspunkt ovennævnte sag er rejst.

Teoretisk misbrug

I den betænkning, der ligger til grund for Skatteministerens lovforslag, afviser udvalget fuld omkostningsdækning alene til en skatteyder, der får fuldt eller delvist medhold.

Hvad var den politiske sammensætning af det udvalg og hvordan lød kommissoriet? 
Derudover afviser udvalget den fulde omkostningsdækning, fordi en sådan dækning kunne anspore til, at afgørelser påklages i videre omfang end hensynet til retssikkerheden kan begrunde.
Gad vide, hvilken indplacering udvalget ville give ovennævnte Højesteretsdom.

Endvidere er udvalget bekymret over, at fuld omkostningsdækning kunne understøtte en ukritisk holdning til udgifter til sagkyndig bistand, samt at det kunne give anledning til misbrug.
Det mener ministeren ikke han kan sidde overhørig. Det sidste har vi derimod ingen vanskeligheder med [se lovforslag L_219]. Vi ligger ikke under for den holdning, at den teoretiske misbrugsmulighed for den enkelte skal begrænse retssikkerheden for de mange.
Det er ikke et spørgsmål om skostørrelse, men nærmere om rummelighed eller, som de siger i en TV reklame, - lidt mere overskud i hverdagen. 
Hvis vores hjemmeside var lige så god som Skatteministeriets, som er glimrende, kunne man have kaldt artikler frem fra en artikeldatabase med alle vore udmærkede argumenter og forslag. I stedet må man nøjes med at finde dem i la Bourses artikelarkiv. 
Skatteministerens lovforslag er et skridt i den rigtige retning. Efter vor opfattelse er der dog endnu lang vej at gå.

Se også Udgifter til sags førelse

og  Styrelsesloven nu Skatteforvaltningsloven