1995-Huslejefiksering afvist i Viborg ret.

Hulejefiksering dømt forkert af Landsretten i Viborg

Af Hans Jørgen Lassen

Der var en gang en moster. Hun boede i en lille, men udmærket lejlighed ved Sankt Jørgens Sø med altan og udsigt til planetariet, købt for penge tjentgennem et virksomt arbejdsliv. I en forholdsvis tidlig alder gik hun påpension; helbreddet var ikke helt godt, men hun nød stadig tilværelsen, fiksig en snaps og en øl til frokosten, og en smøg bagefter.Hun holdt både Berlingske og Weekendavisen; hendes far havde væretfabrikant, falleret ganske vist, men opdragelsen fornægtede sig ikke. Alligeveltog hun godt imod mig, da jeg for tyve år siden kom ind i familien. Da hunfandt ud af, hvilken øl jeg foretrak, sørgede hun altid for, at der stod et parstykker af det mærke i skabet, hvis jeg nu skulle kigge ind, hvad jeg sommetider gjorde. Ja, en enkelt gang kiksede det; hun var selv kommet for skadeat drikke dem. Den slags kan jo ske. Selv om hun stemte konservativt,vibrerede der socialistiske strenge i hendes hjerte, og nok lagde hun for siteget vedkommende vægt på korrekt opførsel, men samtidig var hun tolerantover for andres afvigende adfærd. Racisme eller fremmedhad lå hende fjernt;hun fik varerne bragt af den pakistanske kioskindehaver, som hun stod påen meget god fod med.Børn havde hun ikke; hun havde ganske vist været gift med sin mand,som hun mødte på et sanatorium, men han var ikke forudbestemt til at blivegammel. I stedet knyttede hun sig til sin søsters døtre, måske mest den ene,som boede i nærheden. Og karrig var hun ikke; da den ene af niecerne overvejede at anskaffe sommerhus, tilbød hun fluks et rentefrit lån somhjælp.Der skete så det, at denne niece af arbejdsmæssige grunde flyttede til enøde ø, og kort tid efter døde mosteren.

Der behøver ikke at være en sammenhæng,men man gjorde sig selvfølgelig visse tanker. Da niecerne stod hende nærmest, kom de til at arve; faktisk havde mosteren ikke nået at underskrive testamentet, der lå klar hos sagføreren, men det lod sig ordne.I arven indgik hendes lejlighed på Norsvej. Begge niecerne havde tag overhovedet og deres på det tørre, men den enes frugtsommelige datter mangledeet sted at bo, til sig selv, det ventede barn og barnefaderen. Nå, ja, det hastede ikke med at sælge. De unge mennesker kunne udmærket bo derindtil videre, hvorfor ikke? Ligefrem tjene penge på dem ville søstrene dog ikke, så de regnede ud, hvad det kostede at drive denne lejlighed. 3.200kroner om måneden, nåede de frem til, og den husleje blev så aftalt.

Men, i deres naivitet havde de ikke taget højde for skattevæsenets nidkærhed.Skattevæsenet, i dette tilfælde Grenaa Kommune, hvor datterens morboede, fastslog, at denne attraktive lejlighed på Frederiksberg mageligtkunne være lejet ud til 4.500 kroner om måneden. Det havde de givetvis reti, men det blev den altså ikke. De satte ikke desto mindre moderen i skat afhendes andel af en fiktiv leje på 4.500 kroner i stedet for den faktiske leje på 3.200.

Ja, man tror, det er løgn, at man indkomstbeskattes af en indkomst,man ikke har erhvervet, men det er fakta og gængs praksis.Det forekom desuden fuldstændig grotesk, at skattevæsenet forlanger, atman skal profitere på sit barn, og nedsætter sig som huslejemyndighed, ikkefor at beskytte lejeren mod griske kapitalister, men simpelt hen for at få flerepenge i skattekassen. Et nærmere studium viste da også, at der ikke fandtesnogen lovhjemmel for denne praksis, som skattevæsenet uden om folketingethar fastlagt. Endnu mærkeligere var det, at domstolene, omend måske ensmule valent, i det store og hele bakkede skattevæsenet op. Vi undrede ossåre.Det første år, 1995, nøjedes moderen med at klage til skatteankenævnet iGrenaa Kommune, men lod det blive derved. Skatteankenævnet kan i øvrigtikke bruges til noget som helst i denne sammenhæng, da det blot henholdersig til praksis som beskrevet i ligningsvejledningen. Det vidste vi imidlertidikke på det tidspunkt; det gør vi nu.Da komedien gentog sig næste år, slog moderens samlever, en gråskæggetherre med læsebriller, forarget i bordet, så det kongelige porcelæn klirredefaretruende. Nu kunne det være nok. Sagen blev endnu en gang indbragt forskatteankenævnet i Grenaa med forudsigeligt resultat; det var for så vidt bloten formalitet for at komme videre.

Næste etape hedder Landsskatteretten. Her skal man erlægge et kværulantgebyrpå 600  [nu forhøjet til 800] kroner ved indgangen, og det gjorde vi så.

Sagen blev tabt,idet rettens flertal på to ud af tre dommere sagde god for Grenaa Kommunesfiktive skatteansættelse, begrundet med de sædvanlige fraser. Men den tredje dommer erklærede sig enig med klageren i, at statsskattelovens § 4,litra b ikke rummer hjemmel til beskatning af en fiktiv lejeindtægt. Det er den paragraf, hele striden står om. Denne dissens var dog et lys i mørket;der var i det mindste én dommer, som kunne se fornuft i vore synspunkter.Hermed var imidlertid mulighederne inden for det administrative system udtømte. Vil man gå videre, må man anlægge sag ved domstolene, i dettetilfælde Vestre Landsret.

Det er noget af en mundfuld for privatpersoner,som er fuldstændig uden erfaringer med retsvæsenet. Jeg kontaktede derforet førende advokatfirma inden for skatteret. De svarede venligt, men frarådede stærkt at gå videre med sagen; det ville blive alt for dyrt, og desuden troede de heller ikke på muligheden for at vinde den. Selv anslog de, at de nok skulle have et honorar på 40.000 (uden moms) for at føre den. Med det honorar og medfølgende gratis pessimisme måtte vi nøjes med at takke forsvaret.

Fri proces var udelukket på grund af for høj indkomst   [man kan slet ikke få fri proces i skattesager!  red ], og en anden advokat mente, at det var umuligt at føre sagen selv; det ville kræve udførlige studier i dansk retspleje.Så står man der, magtesløs over for skattevæsenets ulovligheder.

Magtesløs?

Nej, ikke tale om! Skattevæsenet skulle ikke have lov til at slippe godt fra, hvad man kunne opfatte som magtmisbrug. Det ville ærgre mig i alfremtid. Altså blev der anskaffet et par værker om dansk retspleje, rekvireret forskellige relevante domme og artikler; specielt to nyere artikler var særdeles brugbare. Og så var det ellers på med læsebrillerne og fuld kraft frem på computeren.Skatteministeriet blev indstævnet, og et år senere, efter udveksling afdiverse processkrifter med kammeradvokaten, fandt domsforhandlingen sted i Viborg. Tre uger efter faldt dommen: Med dommerstemmerne 2-1 blev skatteministeriet dømt til at nedsætte moderens skattepligtige indkomst til det, hun selv havde opgivet, altså den reelle husleje.

Det kan altså lade sig gøre at få ret over for skattevæsenet, også som privatperson uden kapital i ryggen. Men det er et større arbejde, kræver masser af tid, tid, som man kunne have brugt på mere produktive ting såsom brænde hugning og dyrkning af gulerødder. Skattevæsenet har med sine ulovligheder spildt min tid, og skal den endelig spildes, foretrækker jeg selv at gøre det.

Sagsøger blev tilkendt 1.000 kroner i sagsomkostninger; retsafgiften til Vestre Landsret var alene på 600 kroner, så rejse til og ophold i Viborg er jo slet ikke dækket, på trods af, at der i retsplejeloven står, at "Den tabende part er pligtig at erstatte modparten de ham ved retssagen påførte udgifter." Iøvrigt blev beløbet først betalt via kammeradvokaten en uge efter den  ilandsretsdommen fastsatte frist; det kan man så tage som endnu et symptompå magtapparatets egen mangel på respekt for loven.

 

se også mere på