Dødsskatten- arveafgift-skat

2018- Afliv dødsskatten - det har man allerede gjort i en række lande

De borgerlige partier søger at opnå et flertal for at reducere eller afskaffe arveafgiften. Det ville være både retfærdigt og gavnligt.

Som sædvanlig i disse år fokuserer debatten om arveafgiften primært på det fordelingspolitiske. En fjernelse af arveafgiften vil i sagens natur især give en skattelettelse til dem, der efterlader sig en stor arv. Og arvingerne har typisk også i forvejen en indtægt, der ligger over gennemsnittet.

For mange på venstrefløjen stopper behovet for at diskutere sagen yderligere lige præcis her. Hensynet til omfordeling trumfer alle andre hensyn. Men en sådan tænkning kan ikke betegnes som andet end omfordelingsfanatisme. I en ikkefanatisk verden anerkender man, at der er forskellige hensyn, og man afvejer disse forskellige hensyn mod hinanden.

Når dét, der går i arv, for eksempel er en virksomhed, opstår der problemer. Når familieejede virksomheder ca. hvert 25. år skal generationsskiftes, indebar arveafgiften tidligere, at virksomheden skulle trække en betragtelig del af sin egenkapital ud for at kunne finansiere den. Det drænede virksomhederne for kapital, som de ellers skulle have brugt til at investere og dermed øge produktiviteten, lønnen og beskæftigelsen.

Det er et problem, når ni ud af ti danske virksomheder er familieejede, og 60 pct. af alle ansatte i den private sektor er beskæftigede i en familieejet virksomhed.

Derfor vedtog et folketingsflertal i 2017 at reducere arveafgiften for familieejede virksomheder fra 15 til 5 pct. Men det skaber nye problemer. Nu er det pludselig sådan, at hvis faderen (som det typisk er) sælger sin virksomhed, så betaler arvingerne fuld arveafgift, men hvis han overlader virksomheden til børnene, slipper de med 5 pct. Ud over det urimelige i dette fører det til skattetænkning og kan bidrage til, at virksomheder, der havde været bedst tjent med et salg af virksomheden ud af familien, i stedet beholder den. Men det mest urimelige er jo, at virksomhedsejere slipper med 5 pct. i arveafgift, mens fru Madsen, der arver sin gamle mor, skal betale 15 pct.

Og så er der selvfølgelig tricket med at forære sine børn pengegaver på op til 64.300 kr. om året. Så slipper man for arveafgift. Men hvis man gerne vil vente, til man med sikkerhed ikke selv har brug for pengene længere ... ja, så falder skattefars hammer. Hvordan er det retfærdigt?

Siden Thomas Pikettys problematiske bog "Kapitalen i det 21. århundrede" har det været på mode at bekymre sig om ulighed i formue, som angiveligt skulle være dømt til at stige som følge af økonomiske naturlove, hvis man ikke brandbeskatter netop formue og arv. Men uligheden i formue er ikke stigende i Danmark. Den rigeste procents andel af den samlede formue er for eksempel uændret siden 1990, selvom formueskatten blev afskaffet af Nyrup-regeringen i 1995.

Afskaf arveafgiften, ligesom man har gjort i Sverige, Norge og otte andre OECD-lande. Hvis man politisk ønsker at påvirke indkomstfordelingen, bør man netop omfordele indkomst og ikke alt muligt andet. Det klarer vores progressive indkomstskatter så mere end rigeligt. Provenuet fra arveafgiften på 2,4 mia. kr. har vi heller ikke brug for, al den stund det finanspolitiske råderum til lavere skat er på ca. 25 mia. kr.