2015 Omkostningsgodtgørelse nægtet (igen)

2015 Omkostningsgodtgørelse igen nægtet.

Lovens bogstav om, at der skal ydes fradrag for udgifter for sagkynding bistand i skattesager er igen udhulet.

SKM-nummer SKM2015.479.HR

Myndighed Højesteret

Sagsnummer 2. afdeling, 202/2014

Dokument type Dom
Overordnede emner Skat + Ejendomsvurdering
Emneord Bistandsyder, betingelser, modtager
Resumé

Sagen vedrørte, om betingelserne for udbetaling af omkostningsgodtgørelse til en skatteyder var opfyldt i en sag, der var ført ved Landsskatteretten.

Skatteyderen havde i sagen indgået en aftale med et konsulentfirma om sagkyndig bistand til behandling af en klagesag om nedslag i grundværdien for skatteyderens ejendom. Det var et vilkår i aftalen, at konsulentfirmaets salær skulle beregnes ud fra et "no cure - no pay" princip, således at konsulentfirmaet oppebar en procentdel af en opnået ejendomsskattebesparelse. Aftalen mellem skatteyderen og konsulentfirmaet var uopsigelig. Konsulentfirmaet havde et samarbejde med et advokatfirma, som normalt overtog sagerne, når de blev indbragt for Landsskatteretten, hvilket også skete i den konkrete sag. Spørgsmålet i sagen var, om skatteyderen var berettiget til omkostningsgodtgørelse for de salærnotaer, der var udstedt af advokatfirmaet.

Højesteret kom frem til, at skatteyderen ikke hæftede for honoraret til advokatfirmaet for behandling af hans klagesag ved Landsskatteretten. Skatteyderen opfyldte derfor ikke betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, og skatteyderen var dermed ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Højesteret fandt desuden, at det af skatteyderen anførte om, at der gjaldt en administrativ praksis, hvorefter der ikke blev stillet krav om hæftelse for betalingen, ikke kunne føre til et andet resultat, allerede fordi den påståede praksis ville være i klar modstrid med lovens betingelser for at udbetale omkostningsgodtgørelse. (Stadfæstelse af  SKM2014.399.VLR)

 

 

citat:

Skatteministeriet har navnlig anført, at det er en betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede er retligt forpligtet til at betale udgifterne til sagkyndig bistand, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 1. pkt., og § 54, stk. 1.

Redaktøren: [Hvad skal det betyde?  Man kan da ikke få hjælp uden at betale og hjælpen hyres netop for at værge skatteyderen mod Skats hårdhændede bøllemetoder]

Der er ingen støtte i sagen for, at A skulle være retligt forpligtet til at betale advokatfirmaet R1s honorar. A har i forbindelse med sagens indledning den 22. marts 2004 indgået en uopsigelig aftale med R2, og det fremgår af aftalen, at han ikke skal betale honorar til R2 eller andre ud over en andel af, hvad der kan opnås i ejendomsskattebesparelse i forbindelse med en klagesagsbehandling. R1s procesfuldmagt udspringer ikke af en aftale med A, men af en aftale med R2. Det er udokumenteret og usandsynligt, at aftalen om, at A ikke skulle betale honorar ud over en del af en opnået ejendomsskattebesparelse, skulle være fraveget ved en senere aftale med R1.

Skatteministeriet har endvidere anført, at der ikke er en fast administrativ praksis, hvorefter SKAT udbetaler omkostningsgodtgørelse, uanset at den godtgørelsesberettigede skatteyder ikke hæfter for betalingen til rådgiveren. Der kan ikke lægges vægt på afgørelser, der ikke er truffet af den øverste administrative instans, eller som ikke angår samme situation som den foreliggende sag. Eksempelvis omfatter den foreliggende sag ikke et mandatarforhold. Endelig kan der ikke lægges vægt på afgørelser i sager, hvor SKAT måtte have misforstået de faktiske omstændigheder eller det retlige grundlag.