Straffeansvar fortrykte oplysninger -ejendom

Strafansvar for T&S's fejl ?

Ejendomsværdiskat og strafansvar.

Den 23.01 2002 01.00 AF TOMMY V. CHRISTIANSEN

Ny lov med strafansvar

Efter en ny lov vedtaget i november 2000 vil der kunne blive tale om straffeansvar, hvis husejeren undlader at reagere på fejl i en fortrykt selvangivelse, og dette medfører en for lav ejendomsværdiskat.

I 2016 konstaterer en landinspektør, at BBR registeret er fejlagtigt i 20% af alle registreringer!

Indkomstskattesystemet i Danmark er baseret på, at borgerne selv oplyser om deres indkomst i selvangivelsen. 

Det er almindeligt kendt, at afgiver man urigtige eller vildledende oplysninger, f.eks. udeholdte indtægter i skatteregnskabet, vil dette kunne medføre straf i form af bøde eller, i grove tilfælde, fængsel. 

Derimod er det for mange en overraskelse, at manglende reaktion på fejlagtige oplysninger, som skattemyndighederne har modtaget fra andre, også er strafbart. 

Det nuværende selvangivelsessystem er i vidt omfang baseret på fortrykte selvangivelser. Selvangivelserne udarbejdes på grundlag af oplysninger, som det offentlige har fået gennem indberetninger fra arbejdsgivere, banker etc. Er oplysningerne forkerte eller ufuldstændige, skal borgeren reagere. Modtager man derfor en årsopgørelse, der er for lav, har man pligt til at underrette skattemyndighederne. 

Selvangivelsespligten er ledsaget af strafansvar. Undlader man at reagere, vil der kunne blive tale om straf. Skyldes den manglende reaktion et ønske om at "snyde i skat", vil fængselsstraf kunne blive aktuelt.

Om selvangivelse om egne forhold

I 2000 blev pligten til at selvangive om egne forhold udvidet, således at der nu også er pligt til at selvangive om grundlaget for opgørelsen af ejendomsværdiskat. 

Ejendomsværdiskat betales af boligværdien af egen ejendom, og erstattede fra 2000 den tidligere kendte beskatning af lejeværdi af egen bolig. Ejendomsværdiskatten beregnes for 2001 som udgangspunkt som 10 promille af den del af ejendomsværdien, der ikke overstiger 2.894.000 kr., og 30 promille af resten. 

Det er den ansatte ejendomsværdi for ejendommen pr. 1. januar i indkomståret, der skal anvendes ved beregning af ejendomsværdiskatten. Eksempelvis beregnes skatten for en ejendom for 2001 således af ejendomsvurderingen pr. 1. januar 2001 for ejendommen. 

På samme måde som ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst har man også pligt til at reagere overfor skattemyndighederne, hvis ejendomsværdiskatten er ansat for lavt. Dette er nu fastslået ved en lov fra november 2000.

Fortrykte selvangivelser, fup?

§ Er man ikke omfattet af ordningen med fortrykte selvangivelser, og undlader man at selvangive om ejerboligen og reagerer man heller ikke over, at der ikke er ansat en ejendomsværdiskat eller at ejendomsværdiskatten er ansat for lavt, vil man kunne ifalde strafansvar. 

Er man omfattet af ordningen med fortrykte selvangivelser, og undlader man i en sådan situation at korrigere fortrykte, urigtige oplysninger til brug for opgørelse af ejendomsværdiskatten, og undlader man ligeledes at reagere overfor en heraf følgende for lav ansættelse af ejendomsværdiskatten, vil man også her efter loven kunne ifalde strafansvar. Det samme gælder, hvis der på en fortrykt selvangivelse ikke er medtaget oplysninger om ejerboligen, og man undlader at selvangive herom med den følge, at der ikke ansættes en ejendomsværdiskat eller ejendomsværdiskatten ansættes for lavt. 

Reglerne om straffeansvar er her givetvis for vidtgående, da reglerne om ejendomsværdiskat er ganske komplicerede.

Lovforslaget

Under lovforslagets behandling i Folketinget blev anført, at der kan være behov også for oplysninger om bl.a. ejertid, ejendommens karakter og ejendommens anvendelse. Det er ikke ganske klart, hvad der menes med dette, men formentlig sigtes der til, at et strafansvar også kunne blive aktuelt, bl.a. hvor forudsætningerne for den offentlige vurdering ikke længere er korrekte, og ejendomsværdien - og dermed ejendomsværdiskatten - af den grund bliver ansat for lavt. I så fald rækker straffebestemmelserne urimeligt vidt. 

Som boligejer må man derfor være opmærksom på, om oplysningerne i eksempelvis BBR og vurderingsmeddelelsen ikke blot er korrekte, men også fyldestgørende for ejendommen. Har man f.eks. etableret et nyt badeværelse, skal dette fremgå, da bl.a. antallet af badeværelser har betydning for den offentlige vurdering. Og man skal sikre sig, at der er taget højde for disse forhold ved den offentlige vurdering. 

Der kan også være tale om, at ejendommen eksempelvis er overgået fra landzone til byzone med bedre udstykningsmuligheder til følge. 

Eller der kan være tale om, at en større del af en blandet benyttet ejendom er overgået til privat anvendelse som bolig. 

Som tidligere nævnt anvender man ved beregningen af ejendomsværdiskatten den ejendomsværdi, der er ansat for ejendommen pr. 1. januar i det pågældende år. Formentlig skal loven her forstås på den måde, at ændringer vedrørende ejendommen, der medfører en højere vurdering, først slår igennem det følgende år. 

At den offentlige vurdering generelt måtte være lavere end ejendommens markedsværdi, kan derimod givetvis ikke udløse en pligt til at reagere overfor skattemyndighederne. 

Er vurderingen efter boligejerens opfattelse for høj, kan vurderingen indbringes for Skyldrådet og dernæst Landsskatteretten og domstolene. 

Ejendomme i udlandet, ny skat indført

Der er principielt også pligt til at betale ejendomsværdiskat af ejendomme, der er beliggende i udlandet. 

Forskellige former for lempelsesregler vil dog kunne medføre, at ejendomsværdiskatten bortfalder helt eller delvist, alt afhængigt af, hvor ejendommen ligger. 

Skal der betales ejendomsværdiskat af ejendomme i udlandet, skal skatten beregnes på grundlag af ejendommens handelsværdi pr. 1. januar det pågældende år. 

Hvis der i det pågældende land foretages ejendomsvurderinger, der afspejler handelsværdien, kan man anvende denne vurdering som udtryk for handelsværdien. 

Ofte foretages der imidlertid ikke sådanne vurderinger. I så fald må boligejeren foretage et skøn over ejendommens handelsværdi. Efter loven kan der her bl.a. tages hensyn til prisniveauet i området, og til, hvad der tidligere er betalt i lejeværdi af egen bolig. Er der tale om en nyopført ejendom, vil handelsværdien kunne fastsættes med udgangspunkt i opførelsesomkostningerne med tillæg af prisen for grunden. 

Uforvarende og i strid med tidligere udmeldinger om fortrykte angivelser
De nye regler om ejendomsværdiskat stiller krav til boligejerne, som det ikke altid vil være lige nemt at honorere på trods af selv de bedste intentioner. Det må forudses, at nogle boligejere ganske uforvarende vil blive omfattet af de strafferetlige regler. Her kan man kun håbe, at retssystemet vil udvise en forståelse for, at ikke alle boligejere nødvendigvis tænker i ejendomsværdiskat, når værdien af deres ejendom stiger som følge af andre forhold end den blotte konjunkturudvikling.