EU-domstolen, EU-ret, skattesager, lovgivningssjask

EU ret står over den nationale ret - normalt ja

De enkelte lande slår sig dog i tøjret mange gange - se under -sager/EU afgørelser.

I en nylig afgørelse fra Højeste ret har Dansk Højesteret dog avist EU rettens opfattelse.

Afvisningen sker fordi EU retten støtter sig på  et rincip- der er uskrevet (altså ikke en lov /direktiv)

se linket her

se mere omtale her.

citat .

At der overhovedet kom en sag vedrørende en afskedigelse/opsigelse kom bag på firmaet  Ajos, da der i 2012 kom en henvendelse fra Dansk Formands Forening, der på vegne af Karsten  (der slev havde sagt op) bad om at få udbetalt tre måneders løn, i alt 143.182,20 kr.

Det havde han ifølge funktionærloven ret til efter mere end 18 års ansættelse. Også selv om han i afskedsforhandlingen med Ajos formelt selv havde sagt op for at kunne starte hurtigt i sit nye job.

Firmaet Ajos mente derimod ikke, at han var berettiget til de tre måneders løn. I selv samme funktionærlovs § 2 a, stk. 3 står nemlig, at fratrædelsesgodtgørelsen bortfalder, når man har ret til en pension, som arbejdsgiveren har bidraget til.

Den paragraf kendte fagforeningen godt. Når den alligevel bad om pengene, skyldtes det, at EU-Domstolen i 2010 havde afsagt en dom i en helt anden sag.

Delikat valg for Højesteret

Her blev danske Ole Andersen nemlig tilkendt en fratrædelsesgodtgørelse, til trods for, at han også havde ret til pension. Dommen byggede på EU's almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, som fremgår af EU's beskæftigelsesdirektiv.

Med andre ord: Ifølge EU-retten vil det være aldersdiskrimination at nægte en 60-årig fratrædelsesgodtgørelse med hans pensionsordning som begrundelse. Han har ligeså meget krav på godtgørelsen som en yngre kollega, hvis han vælger at fortsætte karrieren.

...

Ja, den danske lovgivning var i strid med det generelle EU-princip.

Og nej, Højesteret kunne ifølge EU-Domstolen ikke lægge større vægt på hensynet til retssikkerheden end EU-princippet. Faktisk mente EU-Domstolen direkte, at Højesteret skulle se bort fra den danske lovgivning.

Højeste(u)Ret afviser:
Den gik nemlig imod EU-Domstolen med dommerstemmerne 8-1.

Ganske vist anerkender Højesteret EU-Domstolens ret til at afgøre, om EU-regler har forrang for dansk ret. Men Højesteret opfatter det generelle EU-princip om aldersdiskrimination som »uskrevet«, fordi det ikke findes i en af de traktater, som Danmark har tiltrådt. Derfor mener Højesteret ikke, at den slags principper kan anvendes i Danmark i juridiske tvister mellem private.

For nok er forbuddet mod aldersdiskrimination med i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Men det gælder ikke i Danmark, for principperne i charteret er nemlig »ikke gjort umiddelbart anvendelige her i landet,« skriver Højesteret i dommen. Det skulle være sket i den danske lov om tiltrædelse til EU tilbage fra 1972.

Og for så lige at slå det sidste søm i kisten, så tilføjede Højesteret, at det reelt ville være i direkte modstrid med Højesterets eksistensberettigelse, hvis den så bort fra bestemmelsen i den danske funktionærlov:

»Hvis Højesteret i denne situation skulle undlade at anvende bestemmelsen, ville Højesteret handle uden for rammerne af sin beføjelse som dømmende magt,« står der i dommen.

2017 EU og dansk ret?

Lytter ikke til EU

Det er ikke første gang, at medlemslandene prøver at løbe om hjørner med EUs generelle intentioner om at minimere overvågningen af EU-borgere.

Version2 kunne i sidste uge fortælle, at den kommende danske persondatalov også bliver implementeret stik mod EUs udmelding.

I den forbindelse gjaldt det implementeringen af GDPR, der har til hensigt at beskytte borgernes persondata, men i den danske implementering fører til, at myndighederne kan samkøre og overvåge flere offentlige registre - og danskerne får intet at vide om det.

Samtidigt ville det kunne ske uden folketingets indblanding, da det blot ville kræve, at justits- og ressortminister blev enige om, at registre skulle kunne samkøres.

»Privatlivets beskyttelse er en grundrettighed og en del af grundloven. Så det kræver lovhjemmel at krænke den, og det er noget, vi som samfund beslutter. Vi har folkevalgte politikere, som forhandler og har diskussioner om, hvor grænsen går,« sagde Catrine Søndergaard Byrne, partner i Labora Legal og en del af tænketanken DataEthics, i sidste uge til Version2, og understregede:

»Det er fuldstændig modsat af, hvad der her foreslås, hvor en enkelt minister ensidigt bestemmer, hvornår privatlivet må krænkes.«

2018-01-06  Romerretten.

Dansk retspraksis hviler på arven efter Code Civile som napoleon fik indført  omkring 1800. Disse principper tager igen delvis udgangspunkt i Romerretten.

Højesteret skal virke for ret og retfærdighed. Men hvad, ret og retfærdighed kræver, er ikke altid så let at finde ud af. For nylig måtte Højesteret helt tilbage til romerretten for at finde svar.

Et eksempel herpå er en sag, som Højesteret afgjorde kort før jul. Sagen handlede om, hvorvidt en kvinde skulle tilbagebetale det beløb på 225.600 kr., som hun havde fået tilkendt af Patientforsikringen som godtgørelse for varigt mén. Patientforsikringens afgørelse, der blev truffet den 31. januar 2011, var begrundet med, at kvinden var blevet påført en skade hos sin egen læge, fordi lægen ikke havde behandlet hendes forhøjede blodtryk korrekt. Det var Region Syddanmark, der som sundhedsmyndighed skulle betale beløbet til kvinden. Det gjorde regionen i februar 2011.

Kvinden mente, at hun også havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne. Men det var Patientforsikringen uenig i. Ved en afgørelse, som Patientforsikringen traf godt et halvt år senere, i september 2011, fik kvinden derfor afslag på at få et yderligere beløb som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne. Det afslag var kvinden ikke tilfreds med, så hun klagede over afslaget til Patientskadeankenævnet. Det skulle hun ikke have gjort, for ankenævnet kom et år senere, i oktober 2012, frem til, at kvinden slet ikke var blevet påført nogen patientskade. Patientforsikringens afgørelse fra januar 2011, hvor Patientforsikringen anerkendte patientskaden og tilkendte kvinden de 225.600 kr. for varigt mén, havde altså været forkert.

Men hvad så nu? Ja, i hvert fald lå det fast efter Højesterets praksis, at Patientforsikringens afgørelse fra januar 2011 var ugyldig. Der var jo ingen patientskade. Men når nu pengene faktisk var udbetalt, hvad så? Kunne kvinden nu blive pålagt at betale de 225.600 kr., som hun havde modtaget i februar 2011, tilbage? Region Syddanmark, der havde betalt beløbet til kvinden, mente ja. Kvinden, der havde fået fri proces for Højesteret, mente nej.

Ofte vil man som dommer kunne komme meget langt, når man skal afgøre en sag, ved simpelthen at slå op i loven og læse, hvad der står i den. Men den metode førte desværre ingen vegne i denne sag. For loven om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet indeholdt ingen regler, der tog stilling til, om kvinden kunne pålægges at betale det beløb, hun for længst havde både modtaget og brugt, tilbage.

Dommerne måtte så i stedet ty til det, jurister kalder "uskreven ret". Dvs. retsregler, der ikke er blevet nedskrevet som lovregler, men som gælder i kraft af en mangeårig anerkendelse i både de juridiske lærebøger og i retspraksis. I dette tilfælde handlede det om de uskrevne regler om såkaldt tilbagesøgning. Disse regler stammer helt tilbage fra romerretten, og reglerne har da også et fint latinsk navn, nemlig reglerne om "condictio in debiti ". Problemet er da også næsten lige så gammelt som menneskeheden selv: Hvornår kan en person, der har betalt et beløb til en anden - i den tro, at han var forpligtet til at betale - kræve pengene tilbage, når det viser sig, at han i virkeligheden ikke havde nogen pligt til at betale?

Desværre gav heller ikke de uskrevne regler om "condictio in debiti" noget klart svar. Reglerne er først og fremmest behandlet i de juridiske lærebøger, som forskellige professorer igennem tiden har skrevet. Men enighed blandt de lærde er der ikke. Men lægger man bøgerne til side, kan man sige, at essensen i de uskrevne regler er, at man må afgøre tilbagebetalingsspørgsmålet ud fra en rimeligheds- og retfærdighedsvurdering af sagens samlede omstændigheder.

I den foreliggende sag var der en klagevejledning i Patientforsikringens afgørelse om tilkendelse af de 225.600 kr. I denne vejledning stod, at kvinden, hvis hun klagede over afgørelsen, ville kunne risikere, at afgørelsen blev ændret, så hun kun i mindre omfang eller slet ikke var berettiget til erstatning. Man kunne derfor nok mene, at kvinden var advaret, før hun fik pengene udbetalt. På den anden side kunne man sige, at kvinden jo ikke klagede over den afgørelse, der gav hende de 225.600 kr. Hun klagede kun over det afslag, hun senere fik, da hun ønskede yderligere erstatning. I det afslag var der imidlertid en tilsvarende klagevejledning. Så hvad så?

Både byretten og landsretten havde givet Region Syddanmark medhold i, at regionen kunne kræve pengene betalt tilbage. I Højesteret nåede vi imidlertid til det modsatte resultat og gav kvinden medhold. Det centrale i Højesterets begrundelse var, at Region Syddanmark, da regionen udbetalte pengene, ikke havde taget noget konkret forbehold om, at kvinden kunne risikere at skulle betale de 225.600 kr. tilbage, hvis ankenævnet senere ændrede Patientforsikringens afgørelse. Da der ikke var taget sådan et konkret forbehold, fandt vi i Højesteret, at kvinden, da hun fik udbetalt beløbet af regionen, havde en velbegrundet forventning om, at hun havde ret til beløbet, og at beløbet ikke kunne kræves tilbagebetalt. I Højesteret mente vi, at dette resultat var det, der i den konkrete sag harmonerede bedst med ret og retfærdighed. Med dommen er der samtidig givet en retningslinje for, hvordan lignende sager fremover skal afgøres.