Discount justits

Discount-justits.

Af advokat Henrik Karl Nielsen:

Danske domstoles sagsbehandlingstid kom for alvor i fokus efter domfældelsen af den danske stat sidste år i den såkaldte "blødersag".

Den Europæiske Menneskerets- domstol i Strasbourg fandt, at en sagsbehandling på over 7 år var i strid med retten til en hurtig rettergang som sikret i den Europæiske Menneskeretskonventions §6.

Reglerne om ret til en hurtig og retfærdig rettergang findes såmænd i retsplejeloven.
Reglerne har imidlertid for en stor dels vedkommende ganske vanskeligt ved at slå igennem i praksis.

Høje retsafgifter og urimelig restriktiv adgang til fri proces hæmmer borgernes muligheder for at rejse sager overhovedet. Lange behandlingstider svækker respekten for og effektiviteten af retssystemet.

Retssystemets kvalitet er yderligere forringet ved, at det i praksis er svært at få sager afgjort ved dom. Når sagen endelig bliver afgjort ved dom, er dommens begrundelse alt for ofte temmelig intetsigende.

Det kommer nok bag på de fleste, at danske dommere i vidt omfang er ramt af afgørelsesangst. Det er undtagelsen snarere end reglen, at sager afgøres ved dom. I praksis søger retterne ivrigt og aggressivt sagerne afgjort "forligsmæssigt" efter en "tilkendegivelse" fra retten. 

Tilkendegivelser er ikke et fænomen, der optræder i retsplejeloven, der tværtimod fastslår, at "når forhandlingerne" er sluttet optages sagen til afgørelse". 
Ved at tilkendegive, hvordan resultatet af sagen vil blive, hvis der skal skrives dom, kan retterne i vidt omfang formå parterne til at acceptere, at sagen afsluttes ved, at resultatet nedældes i forlig i stedet for en dom.

Ud fra en retssikkerhedsbetragtning er disse tilkendegivelser imidlertid dybt betænkelige. 
De får ingen retsvirkning, hvilket skattevæsenet så drager fordel af.

Tilkendegivelser fremkommer normalt umiddelbart efter domsforhandlingen, dvs. Uden at retten har haft tid til at repetere og fundere nærmere over sagen. Det ses da også i praksis, at en dom får det stik modsatte resultat. Og det kan vel at mærke tage retten flere måneder at skrive dommen. 
Tilkendegivelser giver et hurtigt resultat, påbekostning af kvaliteten i forhold til det, der kan opnås, hvis sagen afgøres ved dom.


Det typiske er, at retterne kun fremkommer med tilkendegivelser, hvis begge parter ønsker det. Men i praksis sker det med mellemrum, at retten mod den ene parts protest fremkommer meden tilkendegivelse og tvangsmæssigt "mægler forlig", - vel at mærke et forlig hvor begge parter på forhånd kender forligets indhold.
Manglende accept af "forliget" bliver en dom, og dommen har præcis det samme indhold, som det forlig, man ikke ønsker at indgå!


Det ses ofte, at dommere slet ikke lægger skjul på, at de gerne vil spare den tid, det nu engang tager at forfatte en ordentlig dom. Hvis interesser er det, dommerne varetager ved denne lemfældige form for retspleje?

[se om dommernes anden beskæftigelse].

Bijobberi

Biindtægter vigtigere end hovedjobbet.

Betænkning 1465

 

Retsplejelovens §366a kræver, at domme begrundes.


Danske domme er imidlertid ofte så mangelfuldt begrundede, at både den tabende og den vindende part har vanskeligt ved at forholde sig til resultatet.

 

Som ekstern underviser ved jurastudiet på Universitetet indskærper jeg altid over for de studerende, at det ikke er resultatet, der tæller men argumentationen.
Eksamensopgaver, der indeholder resultat uden argumentation, får dumpekarakter. Det forekommer derfor besynderligt, at virkelighedens verden accepterer domsmateriale, der end ikke ville kunne passere en juridisk embedseksamen. Endnu mere besynderligt er det, når det tages i betragtning, at både retsplejeloven og den Europæiske Menneskeretskonverntion stiller krav om, at domme skal begrundes.

Danske dommes lakoniske begrundelser har endnu ikke påkaldt sig bredere kritik.
Intetsigende formuleringer accepteres nærmest som en særlig dansk tradition.
Det er værd at være opmærksom på, at andre lande er blevet dømt ved den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg, hvis landets domstole ikke begrundede deres afgørelser. 

Det er derfor kun et spørgsmål om tid, før Danmark på ny må inkassere et alvorligt prestigetab ved et internationalt klageorgan.
De første klagesager verserer allerede ved den den Europæiske Menneskeretskommisison, og man må derfor stille sig tvivlende overfor, om danske domstoles begrundelsestraditioner består lakmusprøven i Strasbourg.

Den middelmådige kvalitet i dansk domstradition står i skarp kontrast til prisen for at gennemføre sager.
Udsigten til store advokatsalærer indebærer ofte, at de fleste tænker sig grundigt om, inden sag rejses ved domstolene.
Men retssystemet indeholder også selv betydelige barrierer. Domstolene opkræver retsafgft som en procentdel af sagens værdi. Inden for mange andre offentlige områder er gebyret for sagsbehandling derimod fast. 

I sager om mange penge kan selve det at anlægge sag derfor være ganske bekosteligt. I praksis sker det da også af og til, at klienter beslutter sig for ikke at anlægge sag alene pga. Retsafgiftens størrelse.
Fiskale hensyn til retsafgifter griber ind i retten til en domstolsafgørelse. Også det kan være et problem i forhold til Menneskeretskonventionens artikel 6.

For mange er fri proces det eneste håb om at kunne gennemføre en retssag. 
Fri proces kan man få efter trangskriteriet og hvis "man har rimelig grund til at føre proces" , se Retsplejeloven §330. Reglerne administreres imidlertid så stramt, at det er undtagelsen snarere end reglen at man får fri proces.

Myndighederne stiller nemlig krav om, at man - efter myndighedernes skøn- skal have udsigt til at vinde sagen.

[Igen en gummi paragraf i lovgivningen, hvordan kan man tro at myndighederne frivilligt indrømmer noget sådant?] 
Myndighederne har hermed opstillet en selvbestaltet regel om fri proces, der er radikalt forskellig fra den som Folketinget har vedtaget.

 

Inhabil Højesteret.

Inhabil Højesteret annullerer egen dom.

 

Af Anders Krab-Johansen, Onsdag 2 Aug 1995


Højesteret har trukket en dom over to brødre tilbage. 
Det sker, fordi de dømtes advokat opdagede, at højesteretsdommer Palle Kiil var inhabil
Advokaten kunne huske, at det også var Palle Kiil, der dømte, da brødrenes sag om arveskat var for Landskatteretten i 1989. 
Den ene af brødrene, Christian Holck Nielsen, mener, at sagen er blevet mere og mere kaotisk i løbet af de 13 år, den har stået på.

- Det er chokerende at høre, at dommer Kiil er inhabil. Jeg forstår ikke, at der ikke har et sekretariat hos domstolene, som kunne forudse at Kiil ville være inhabil, siger Christian Holck Nielsen.

 

Arvede aktier

Sagen startede i 1982, da Christian og Torben Holck Nielsen arvede håndværker-aktier fra deres far.
Brødrene mente, at der var betalt nok i skat, men det mente skattevæsenet ikke. Stridens kerne var, om der skulle betales almindelig indkomstskat af arven, som ifølge brødrenes advokat, Peter Højgaard Nielsen, nu har en værdi på mellem 200.000 og 300.000 kr.

Det har der været mange meninger om siden. De sidste 13 år er sagen blevet behandlet i Landsskatteretten, hvor skattevæsenet fik ret, i Vestre Landsret, hvor brødrene fik ret, og til slut nu i Højesteret, hvor skattevæsenet fik ret, men hvor sagen altså skal gå om.

Noget svineri

- Der har ikke været en uge i de år, hvor jeg ikke har beskæftiget mig med den sag. 
Det er noget svineri, at en retssag skal være så mange år, siger Christian Holck Nielsen. Det var Peter Højgaard Nielsen, der gjorde Højesteret opmærksom på, at Palle Kiil tidligere havde dømt i skattevæsenets favør som medlem af Landskatteretten.
Den 3. juli i år fik henvendelsen den konsekvens, at Højesteret ophævede sin egen dom over Christian og Torben Holck Nielsen.

En dom, der var blevet afsagt to måneder tidligere den 4. maj. 
- Når det kommer frem, at en af dommerne er inhabil, så har jeg svært ved at se, at der er andet at gøre end at lade sagen gå om, siger Peter Højgaard Nielsen.

I begrundelse for at ophæve dommen skriver de syv højesteretsdommere, at »der således foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om den pågældendes fuldstændige upartiskhed«.

Beklager fejlen

Højesteret oplyser, at den nye sag starter 5. december i år. Brødrene vil blive behandlet af syv nye højesteretsdommere.
Højesteret beklager, at fejlen er sket. Palle Kiil er på ferie indtil mandag, og det var ikke muligt at træffe ham hjemme for at høre, hvorfor han overså, at han havde dømt de to brødre én gang før.

Christian og Torben Holck Nielsens advokat mener, at det er ærgerligt, at Højesteret har begået en fejl. Men Peter Højgaard Nielsen er tilbageholdende med at kritiserer højesteretsdommer Palle Kiil.

- Der begås fejl alle steder. Og man kan vel ikke sige, at man bør have det fuldstændig klart i sin erindring, hvad man har lavet for seks år siden. Når der laves en fejl som den her, er der ikke andet at gøre end at rette den op, siger Peter Højgaard Nielsen.

 

Landsskatterettens statistik. se link

 

Kammeradvokatordningen  på video se Youtube

2017 Højeste uret kritik

Det er på tide at gå Højesteret kritisk efter i sømmene

Højesteret var oprindeligt kongens domstol. Han sad endda for bordenden engang for længe siden. At kongen på den måde stillede retfærdigheden til rådighed for befolkningen, var ikke noget særsyn rundt om i Europa. Monarkerne brugte retten som legitimering af deres magt. Ved at tage kontrol over og løse befolkningens uoverensstemmelser vænnede man folk til at kigge mod kongemagten som en samlende faktor.

Der eksisterer også i dag en intim sammenhæng mellem den udøvende og dømmende magt i Danmark. Det viser sig, at kun omtrent tre af 19 dommere i Højesteret ikke har siddet centralt placeret i Justitsministeriet. Samtidig er der tradition for i Danmark, at ministeriets jurister kan prøve kræfter med dommerembedet ved by- og landsret og skabe sig en dommerkarriere ad den vej.

En skadelig loyalitet

Det er betænkeligt. Justitsministeriet er ikke en institution uden selvopfattelse og holdninger. Efter en karriere på et par år i ministeriet er man ikke en blank person uden fordomme, der sendes ud til domstolene. Man er formentlig ganske selvbevidst og mener, at Justitsministeriets syn på grundloven, den internationale ret og statsorganerne er helt korrekt. Menneskers loyalitet over for traditionelle institutioner er rørende. Den loyalitet kan være skadelig for et selvstændigt og uafhængigt domstolssystem. Sigende er det, at mange danske dommere taler ganske selvudslettende om deres rolle med stolthed i stemmen; herunder højesteretsdommerne Jens Peter Christensen og Thomas Rørdam. Folketings- og regeringsloyaliteten er deres identitet. De mener, at de ingen demokratisk legitimitet har.

Regeringens flyvske opfattelse

I det tvivlsomme læsestof "Guiden til jurastuderende - 2016/2017" tænder Jens Peter Christensen de jurastuderendes fremtidshåb: »som dommer bliver man egentligt en metodemaskine.« Han uddyber: »Man putter en sag ind i den ene ende, så går den gennem metodemaskinen, og så kommer der en afgørelse ud af den anden ende.«

Man ser for sig, hvordan en sådan metodemaskine er et nemt offer for regeringens flyvske opfattelse af rettens indhold. Der er selvfølgelig en vis sandhed i Christensens bemærkninger, som alle jurister kender til. Reglerne anvendes med en vis mekanistisk rutine og bogstavelighed for at sikre formel lighed for loven. Spørgsmålet er, om arbejdet i Højesteret kræver andre kompetencer end glæden ved metodemaskineriet.

Ajos-dommen fra december 2016 var et glimrende eksempel på en Højesteret, der ukritisk satte metodemaskinen i gang uden at se, hvor den befandt sig i det juridiske landskab. Regeringens politiske udmeldinger blev fulgt til punkt og prikke uden spørgsmålstegn eller diskussion, selv i en sag om rettigheder og forholdet til EU.

Politik blev til jura.

Det sunde pust

Måske kunne en ændring af Højesterets sammensætning eller fratagelse af dens monopol som højeste domstol være sunde pust. Måske har de mange skattesager fremmet dommernes sans for teknikaliteter og ultrakorte begrundelser i stedet for dyberegående afvejninger.

Jens Peter Christensen mener selv, at debatten blandt højesteretsdommerne er dejligt stimulerende. Kunne det være et tegn, at metodemaskinen in persona finder debatten i Højesteret herlig?

Intetsigende sætninger

Vi har heldigvis andre vidnesbyrd fra rigets højeste domstol, der modsiger dommer Christensen. Henrik Zahle, der var højesteretsdommer fra 1999 til 2002, fandt voteringerne kedelige og fortalte om kolleger, der faldt i søvn. Han forlod retten i protest mod domme med intetsigende sætninger i stedet for begrundelser.

Det er på tide at gå Højesteret kritisk efter i sømmene. Sigende er det, at de danske højesteretsdommere er komplet ukendte for den danske offentlighed. De spiller ingen rolle i befolkningens opfattelse af demokratiet.

Skattesager dobbelt straf og

Skattesager omvendt bevisbyrde dvs skatteborger skal selv bevise sin uskyld overfor  en subjektiv vurdering.

se mere.

og på tvcdk

2017 Den feje justits om ringe erfaringer med retsvæsenet

2017-03-30

Der florerer en sygdom i samfundet. En sygdom, der under de forkerte omstændigheder vil være nedbrydende for de ramte såvel som deres omgivelser. Lægerne har døbt sygdommen Giustizia Codarda - den feje justits - og dens hyppigste udbredelse ses inden for det danske retsvæsen.

En sagesløs person bliver slået ned. Retsvæsenet gør intet. I sin afmagt griber den forurettede til de forhåndenværende midler og efterlyser gerningsmanden ved brug af navn eller billeder. Men nu rører retsvæsenet på sig, for det sidste må man ikke. Hvor den naturlige forventning ville være, at retsvæsenet koncentrerede sig om at fange gerningsmanden, vælger det i stedet at bruge kræfterne på at straffe offeret. Det er jo også det letteste. En efterforskning ville kræve mandskab, overarbejdstimer og lyder i det hele taget besværligt. Sagen mod offeret synes derimod ligetil. Justits er opretholdt. Men hvor er det fejt.

En tyv begår indbrud i et privat hjem. Det lykkes dog hjemmets beboere at tilbageholde vedkommende, indtil politiet når frem. Efterfølgende viser det sig, at tilbageholdelsen er sket under omstændigheder, som ligger ud over de beføjelser, som loven hjemler borgere til forsvar af deres eget hjem. De forurettede indkasserer en straf. Justits er igen opretholdt. Den nemme, men feje justits. Kan man dissekere sygdommen? Ja. Det viser sig, at for nogle myndighedsmennesker er lovovertrædelser ligeværdige. Det betyder, at hvis én overtrædelse er lettere at håndtere end en anden, sættes kræfterne ind på at håndhæve førstnævnte. Og håndhævelsen er vigtig for den sygdomsramte, idet denne således kan påvise arbejdseffektivitet.

Justitsen blev opretholdt

Det mest grelle eksempel i nyere tid er attentatforsøget mod forfatter Lars Hedegaard, der i februar 2013 blev forsøgt myrdet uden for sit hjem på Frederiksberg. Heldigvis havde gerningsmanden ikke held med sit foretagende og tog flugten, før politiet nåede frem.

Nu skulle man så tro, at retsvæsenet satte alt ind på at fange den mistænkte, Basil Hassan. Desværre var de implicerede ramt af galoperende Giustizia Codarda. Det ville være forbundet med alt for stort ressourceforbrug at forfølge sporet til Tyrkiet eller Syrien, hvor Basil Hassan øjensynligt var krøbet i skjul. Nej, så lad os i stedet nidkært værne om det navneforbud, som LH efterfølgende havde forbrudt sig mod ved blandt andet i sin bog "Attentatet" at nævne Basil Hassan ved navn. Det er meget lettere. Ingen besværlige rejser til Tyrkiet. Ingen diplomatiske forviklinger. Men justits opretholdt.

I august sidste år delte Rikke Louise Andersen et billede af en mand, der havde udvist utilbørlig opførsel over for to børn, hvoraf den ene var RLA's datter. Politiet havde ikke evnet at fange manden og havde heller ikke gjort noget oprigtigt forsøg derpå. Men det offentliggjorte billede medførte, at manden alligevel blev pågrebet. Nu vågner retsvæsenet. RLA har nemlig overtrådt persondataloven og skal dermed betale en bøde på 5.000 kr. Det dobbelte af den bøde, som gerningsmanden indkasserede. Gad vide, hvorledes disse mennesker opdrager deres børn om ret og vrang?

Findes der en kur mod sygdommen? Ja. Men det kræver, at retsvæsenet lukker den sunde dømmekraft ind. I tilfældet med LH burde de naturligvis først have koncentreret sig om at indfange gerningsmanden. Det er trods alt det, de er sat i verden for. Når dette så var fuldbragt, kunne de eventuelt vende sig mod LH og det forkætrede navneforbud. LH løber jo ingen vegne.

I tilfældet med RLA burde retsvæsenet også have koncentreret sig om at fange forbryderen i stedet for at bruge kræfterne på at straffe hende - og i øvrigt udmåle en straf, der skaber sammenhæng mellem de to handlinger.

Justits betyder retshåndhævelse. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken ret der håndhæves, og i hvilken rækkefølge det sker.