2018 Taksationskommissioner - ikke retssikkerhed

2018 Ringe erstatning.. Vindmøller og veje

Højeste(u)ret har den 29. juni 2018 afsagt domme i en række sager om erstatning til lodsejere, der bliver nabo til vindmøller.

Naboerne har efter Højesterets domme nok følt sig tromlet ned.

Udsigten til at få vindmøller i lokalområdet er en udsigt, som traditionelt og forståeligt har bragt følelserne i kog hos naboerne.

Modstanden har - med rette eller urette - været udbredt. Og beslutningen i energiaftalen 2020-2024 fra 29. juni 2018 om at reducere antallet af vindmøller på land er givetvis blevet hilst velkommen af lodsejere, der har kunnet ånde lettet op ved tanken om at slippe for netop denne nabo.

Partierne bag energiaftalen er således enige om, at antallet af landvindmøller skal reduceres betydeligt over aftaleperioden og årene efter, og at fremtidig vindproduktion gradvist skal opprioriteres på havet. Prioriteringen er baseret på en forventning om, at pris og teknologisk udvikling vil understøtte denne udvikling. Konkret er parterne ifølge aftaleteksten enige om, at antallet af landvindmøller skal mere end halveres. Det indebærer, at antallet af landvindmøller reduceres fra de nuværende ca. 4.300 til et loft på 1.850 i 2030.  De  nye store vindmøller leverer så meget mere strøm, at de helt kan erstatte de tidliger eover 6.000 gamle møller.

For de lodsejere, der allerede har fået landvindmøller tæt ind på livet, er situationen ikke helt så enkel. Lodsejerne er næppe hverken lettede eller tilfredse med Højesterets domme om udmåling af erstatning for gener som følge af landvindmøller.

Krav på erstatning

I lovgivningen om vedvarende energianlæg er fastsat nærmere regler om udmåling af erstatning for tab til naboer ved opstilling af vindmøller i nærområdet. Som loven er udformet på nuværende tidspunkt, er hovedprincippet, at den, der ved opstilling af en eller flere vindmøller forårsager et værditab på en beboelsesejendom, skal betale herfor. Det fremgår af lovforslaget til disse regler nærmere, at vindmølleopstilleren skal erstatte »det fulde individuelle værditab«.

Bl.a. med det formål at sikre både lodsejere og vindmølleopstillere en afklaring af situationen gennem en enkel og dermed også hurtig proces har Folketinget fastsat en særlig procedure for opgørelse af erstatningen i loven.

Erstatningen skal således opgøres af en taksationsmyndighed, der træffer afgørelse om erstatningen, før møllerne opføres. Taksationsmyndigheden består af to personer: dels en formand, der er jurist, og dels en sagkyndig i vurdering af fast ejendom. Ifølge lovforslaget forventes den sagkyndige at være ejendomsmægler, og således at der ved udpegningen af ejendomsmægleren i en konkret vurderingssag vil blive lagt vægt på, dels at den pågældende ejendomsmægler ikke driver virksomhed i det pågældende område, således at eventuelle interessekonflikter undgås og dels, at det sikres, at den pågældende har kendskab til priser og prisudvikling for ejendomme i området. Hvordan disse to - næppe helt forenelige hensyn - opfyldes på én og samme tid melder lovforslaget dog ikke noget om.

Opgørelse af erstatningen

Taksationsmyndigheden skal foretage en individuel vurdering af den enkelte ejendom, som den er og forefindes på tidspunktet for afholdelse af det offentlige møde om opstilling af vindmøllen. Der skal herunder tages hensyn til de muligheder og restriktioner, der er for ejendommen efter kommunalplanen, lokalplanen m.v., og de muligheder og restriktioner, som er tinglyst på ejendommen.

Det er endvidere forudsat i lovforslaget til reglerne herom, at taksationsmyndigheden ved vurderingen af værditabet bl.a. skal tage hensyn til områdets karakter og områdets huspriser. Ligeledes vil det ifølge lovforslaget kunne have betydning, om der i forvejen er opstillet vindmøller i området, eller om der er andre tekniske anlæg i nærheden, ligesom der kan tages hensyn til vindmøllens afstand fra bebyggelsen og til møllens højde og forventede genevirkninger.

Da erstatningen opgøres, før vindmøllerne er opsat, kan taksationsmyndigheden pålægge opstilleren af vindmøllerne at fremskaffe de nødvendige visualiseringer og skyggekast- og støjberegninger til brug for vurderingen.

Klage over afgørelsen

En lodsejer kan ikke klage over taksationsmyndighedernes afgørelse til en højere administrativ klageinstans, men afgørelsen kan indbringes for domstolene.

Det er denne proces, der for en række lodsejeres vedkommende nu er afsluttet i Højesteret.

Spørgsmålet om erstatningens størrelse blev i en enkelt, konkret sag forelagt for Højesteret allerede i sommeren 2017. Denne sag drejede sig i korthed om en lodsejer, hvis bolig lå i en afstand på 874 m til den første af tre nye vindmøller, hver med en højde på 125 m. Der var enighed mellem den virksomhed, der havde opstillet vindmøllerne, og lodsejeren om, at generne som følge af vindmøllerne havde forårsaget et værditab på ejendommen, men der var uenighed om erstatningens størrelse. Taksationsmyndigheden havde således tilkendt lodsejeren en erstatning på 50.000 kr. Lodsejeren havde foranlediget en ny vurdering af tabet ved en ny ejendomsmægler gennem et syn og skøn, og denne vurdering viste derimod et tab på 350.000 kr.

Højesterets dom

Højesteret udtalte i denne sag bl.a., at der på baggrund af de særlige regler i loven om taksationsmyndighedens sagkundskab og funktion mv. ikke bør ske tilsidesættelse af denne myndigheds skøn over værditabets størrelse uden sikkert grundlag herfor.

Spørgsmålet var herefter, hvad der måtte anses som et »sikkert grundlag herfor«.

Efter Højesterets opfattelse ville der f.eks. kunne ske tilsidesættelse, hvis taksationsmyndighedens skøn havde været baseret på forudsætninger om gener i form af visuelle påvirkninger, støj og skyggekast mv., som viste sig ikke at holde stik efter opstillingen af møllerne, og det måtte antages at have betydning for vurderingen af værditabet.

Ligeledes ville der ifølge Højesteret kunne ske tilsidesættelse af taksationsmyndighedens skøn, hvis det med fornøden sikkerhed kunne lægges til grund, at taksationsmyndighedens afgørelse om værditabet afveg væsentligt fra det, som efter bevisførelsen måtte anses for ejendommens reelle værditab.

Om sidstnævnte omstændighed anførte Højesteret videre, at »det er ikke i sig selv tilstrækkeligt bevis herfor, at der foreligger en skønserklæring med en anden konklusion om værditabets størrelse, heller ikke selv om skønsmandens vurdering er foretaget på baggrund af en besigtigelse efter opstilling af vindmøllerne«.

Med denne sidste tilføjelse fra Højesterets side vil det som udgangspunkt være overordentligt vanskeligt for en nabo til en vindmølle at bevise, at værditabet er større, end hvad taksationsmyndigheden er nået frem til.

Det relevante retsmiddel for en nabo for at dokumentere et værditab på en fast ejendom er i denne sammenhæng at indhente netop en skønserklæring, der rekvireres efter reglerne for tilvejebringelse af beviser for domstolene, dvs. gennem et sagkyndigt syn og skøn. Men med en forhåndstilkendegivelse fra Højesteret om, at en sådan skønserklæring ikke i sig selv er et tilstrækkeligt bevis for værditabet, vil en domstolsprøvelse som udgangspunkt være op ad bakke for lodsejeren.

Det lykkedes da heller ikke lodsejeren i den konkrete sag at opnå en højere erstatning end den erstatning på 50.000 kr., som taksationsmyndigheden havde udmålt.

Højesteret har den 29. juni 2018 truffet afgørelse i en række sager om samme problemstilling. Der var her tale om opsætning af 22 vindmøller med en højde på 149,9 m. Samtidig blev der nedtaget vindmøller med en højde på knap 100 m.

Sagerne var anlagt af lodsejere i nærområdet med en afstand til nærmeste vindmølle i størrelsesordenen 604-1.141 m.

Sagerne blev alle afgjort med afsæt i de principper, som Højesteret udstak i dommen fra august 2017, og alle sager fik samme udfald, nemlig at Højesteret ikke fandt grundlag for at tilsidesætte taksationsmyndighedens vurdering af værditabet for den enkelte lodsejer.

Retssikkerhed  ??????? - nej!

Tilbage står det forhold, at tabet - som følge af et hensyn til at sikre en enkel sagsbehandling for naboerne og vindmølleopstilleren og i sidste ende af hensyn til en samfundsmæssig interesse i overgang til grøn energi - som udgangspunkt vil blive fastsat af én enkelt ejendomsmægler. Og da af en mægler, som ganske vist på den ene side forudsættes at have »kendskab til priser og prisudvikling for ejendomme i området«, men som på den anden side »ikke driver virksomhed i det pågældende område«. Lodsejerne synes med rette at kunne rejse spørgsmålet, om denne proces yder lodsejerne den fornødne og behørige retssikkerhed.

Man kan rejse spørgsmålet, om en opnået salgspris for en naboejendom ved et salg inden for en rimelig tidshorisont efter møllernes opsætning vil kunne anses som et tilstrækkeligt bevis for et værditab påført en lodsejer som følge af vindmøller ved en senere domstolsprøvelse.

Det kan næppe antages at være tilfældet. Det må antages, at grundejeren her vil blive mødt med alskens argumenter, såsom at det var en liebhaver, der købte ejendommen etc.

Det er næppe for vidtgående at hævde, at loven ikke yder det minimum af retssikkerhed, som er kendetegnende for stort set alle andre områder inden for dansk ret.  Dette svarer til andre taksationskomissioner der oftest ledes af en pensioneret dommer.

I sagerne omkring København, hvor god landbrugsjord eksprorieres til alle mulige ligegyldige formål sker der hele tiden overgreb vedt at jord inddrages uden fuld kompensation.

Der skal i sådanne sager tages hensyn til den forøgede gene der er en følge af ekspropriationen dette tilsidesættes fuldstændigt af dommeren. (den pensionerede forstås). End videre begås der klar diskrimination idet erstatningen indrettes efter formålet med ekspropriationen. Dette forhold har dog intet med jordejerens forhold at gøre - dette er alene et offentligt anliggende og bør derfor ikke indgå.

Denne diskrimination kom særligt til udtryk ved ekspropriatin af mange gårde omkring Herstedøster til udlægning af Vestskoven.

Erstatningen var typisk 4 kr per kvadratmeter. Senere fraveg man formålet og tillod bygning af en motorvej igennem området (Fredrikssund motorvejen) der således elelrs ville give 10 kr i erstatning. Her ser vi tydeligt hvordan det offentlige slår plat på retssikkerheden.

Senest så vi det i Roskilde hvor kommunen inddrager privat jord til et privatkapitalistisk formål Roskilde festivalen!

Holsterbrolandmand tromlet ned  se linket

2018 Lunderskov landmand.

Hvis landmand Martin Lund Madsen havde tabt en sag til Vejen Kommune i Højesteret, ville han formentlig have fået dagbøder, indtil han havde fulgt dommen.

Hvorfor er der ikke konsekvens i Danmark. Danmark er ikke en retsstat.

Højesterets dom er ikke eksekveret, så borgeren tvinges til selv a tmarkere kommunens grove overgreb.

Når en kommune taber en sag i Danmarks højeste retsinstans  sker der ikke noget? Hvorfor.

Vejen Kommune og Banedanmark tabte i Højesteret den 10. september i år, da Martin Lund Madsen fik Højesterets ord for, at den nye vej, som Banedanmark på vegne af Vejen Kommune har anlagt hen over hans jord, er opført ulovligt, fordi jorden er eksproprieret ulovligt.

Juraprofessor Peter Pagh er ikke i tvivl om, hvordan dommen skal tolkes:

»Dommen siger, at jorden tilhører Martin Lund Madsen, og at det er hans ejendom. Det er med andre ord hans vej, og myndighederne har ikke noget at lave der. Han kan spærre vejen, hvis han vil det, men må ikke blokere, hvis en ambulance eller brandbil skal forbi - men det gælder i princippet alle private veje og ejendomme,« siger Peter Pagh.

Den klare dom har dog hverken fået Vejen Kommune til at fjerne vejen eller købe hele Martin Lund Madsens 190 hektar store ejendom, som han har tilbudt at sælge. Og da trafikken på vejen blot er fortsat uændret, har Martin Lund Madsen nu taget det dramatiske skridt at spærre den af med store bunker sand og store halmballer.