Ringe retspleje i skattesager - politiets rolle
2017 Ringe retspleje
Det er et velkendt, grundlæggende princip i dansk retspleje, at enhver skal betragtes som uskyldig, indtil det modsatte er bevist - eller i hvert fald af anklagemyndigheden sandsynliggjort i en sådan grad, at dommere og lægdommere har kunnet overbevises, og der er afsagt kendelse eller dom om vedkommendes skyld.
Sådan fungerer det ikke helt i Skats optik. Der er man skyldig, indtil man selv har bevist det modsatte.
Men det er smukke, teoretiske tanker uden ret meget hold i virkeligheden, som er ganske anderledes barsk.
Retsplejeloven fastlægger visse betingelser for varetægtsfængsling, og det er ikke politi og anklagemyndighed, der afgør, om en person kan varetægtsfængsles, eventuelt i isolation. Det skal afgøres af en uafhængig instans, nemlig en dommer.
Men det er en ringe sikkerhed, for politiet skal naturligvis have mulighed for at efterforske forbrydelser uden risiko for, at den sigtede kan påvirke efterforskningen, og der kan endvidere varetægtsfængsles, hvis der eksempelvis vurderes at være risiko for, at den sigtede vil begå yderligere forbrydelser, hvis han får mulighed for det.
Men det er politiet, der afgør, hvor megen tid der skal bruges til efterforskningen, og erfaringen viser, at politiet tager sig meget, meget god tid til enhver efterforskning. Selv ganske små handlingsforløb, som for den uvildige iagttager skulle kunne klares i løbet af en dag eller to, viser sig i praksis at vare måneder. I den tid sidder den sigtede fængslet uden vished for, hvordan sagen ender, og uden vished for, om der overhovedet bliver rejst tiltale. I mere komplicerede sager kan efterforskningen vare både måneder og år, og det er ikke indtrykket, at politiet forhaster sig. En del fængslede sidder endda i isolationsfængsel, fordi man påstår, at de kan påvirke sagen inde fra fængslet?
For eksempel er en 25-årig mand netop blevet løsladt i den såkaldte Kundby-sag efter over ét års varetægtsfængsling. I over ét år har manden siddet i fængsel uden dom og uden vished for, om sagen ville ende med domfældelse, eller om der overhovedet ville blive rejst tiltale.
Skulle politiet virkelig bruge så lang tid til det? Er det ikke en nærliggende tanke, at den psykiske belastning måske kunne tænkes at kunne føre til en tilståelse? Selvfølgelig kan det ikke bevises, at politiet bevidst spekulerer i en sådan psykisk nedbrydning af varetægtsfængslede personer, og forhåbentlig indgår sådanne oevrvejelser ikke i beslutningsgrundlaget. Men en uomtvistelig kendsgerning er det, at varetægtsfængsling og især varetægtsfængsling i isolation virker psykisk nedbrydende.
Kundby-sagen har yderligere den pinlige dimension, at den 25-årige har siddet varetægtsfængslet i to måneder, efter at det stod klart for politi og anklagemyndighed, at der ikke kunne rejses tiltale. Efterforskningen blev afsluttet i begyndelsen af december 2016, og først den 9. februar i år blev han efter rigsadvokatens beslutning løsladt.
I to måneder har man altså vidst, at der ikke kunne rejses tiltale, men alligevel har manden siddet varetægtsfængslet, fordi han ikke kunne løslades før rigsadvokatens endelige beslutning. Det komplicerer og forsinker sagen, at det i terrorsager er rigsadvokatens afgørelse, om der skal rejses tiltale. Men problemet med de langvarige varetægtsfængslinger er et generelt dansk retssikkerhedsproblem.
Faktisk er det ikke et retssamfund værdigt, at sigtede holdes varetægtsfængslet så længe, at der overhovedet kan opstå mistanke om, at det er et led i en bevidst strategi med henblik på at fremtvinge psykisk nedbrud med deraf følgende tilståelser.
Yderligere er det sådan at isolations forvaring alene pålægges af fængslet, når man først afsoner sin straf. Dette afgøres ikke foran en dommer.
Empowerment? nej kun når statens magt skal håndhæves orker politiet at komme på banen - det er for langt ude.
Politiets eneret er totalt misforstået og krænker groft retssikkerheden.
I Grindsted undrer en gruppe lokale forretningsdrivende sig i disse dage over det lokale politi. For er ordensmagten virkelig presset så meget i bund, at den ikke har kræfter til at komme, når en tyv er blevet tilbageholdt? Da flere butikstyve forleden var på spil i den lille sydjyske by, gik ansatte fra Matas, Sportmaster, den lokale kro og flere andre nemlig sammen om at jagte dem og foretage en civil anholdelse af en af de formodede tyve. Da politiet blev underrettet om, at borgerne havde tilbageholdt en tyv, lød beskeden fra ordensmagten, at der først kunne være en patrulje fremme en time senere, og at de burde slippe den anholdte fri. »Det er jo helt til grin, at politiet ikke kommer og hjælper, når vi selv har gjort alt det rigtige,« lyder det fra en af de lokale, skriver Vejle Amts Folkeblad. Fra politiets side lyder forklaringen, at vagtcentralen og borgerne må have misforstået hinanden.
2017-03-25 Politiets anbefaling
Når politiet afhører folk, opfordrer de dem til at underskrive afhøringsrapporten. Men betjente, der selv bliver afhørt efter blandt andre skudsager, bliver af deres advokat rådet til aldrig at underskrive deres forklaringer. For de kan blive brugt imod dem i retten.
Hvem sagde dobbeltmoral? Dette er altså juristernes anbefaling. se mere
2017-05-15 Om det ringe politi
(det er ikke kun i Skat, der er problemer)
Vi kan konstatere, at det danske politi ikke fungerer tilfredsstillende. Vi får ikke velfærd for vore mange skattekroner. Oplagte sager efterforskes ikke, selv ikke når løsningen ligger lige for. Oplagte sager syltes i uger og måneder, og befolkningen mister lige så stille tilliden til, at vi har et effektivt politikorps, som træder hjælpende til, når borgerne har brug for det. Det gælder både det forebyggende arbejde, og det gælder efterforskning, når skaden er sket.
D. 2017-05-09 oplyste JP til overraskelse for ingen, at mindre end 10 pct. af alle indbrud i private hjem fører til sigtelse. En gang imellem får tilliden et ekstra skub i uheldig retning, når man hører om politibetjente, som har opført sig decideret dumt, men det er trods alt undtagelserne. Problemet stikker dybere. Da to amerikanske turister forleden blev dræbt af en totalt ansvarsløs fører af en vandscooter i Københavns Havn, blev der straks rettet kritik mod politiet, som dels ikke råder over tilstrækkeligt hurtige fartøjer til at forfølge sådanne bøller, dels med et skuldertræk måtte konstatere, at resultatet af en effektiv indsats på området ikke ville stå mål med de ressourcer, som det ville kræve.
Der var den igen . Ressourcer. Politiet må prioritere. Der blev helt berettiget draget sammenligninger med, hvordan politiet ville reagere, hvis en flok bøller i biler og på motorcykler ville more sig med at køre over for rødt og i øvrigt bevidst terrorisere sagesløse trafikanter, og der blev stillet forslag om, at politiet kunne låne søværnets såkaldte muskelbåde. Ploitiet har i stedet travlt med i det fredelige Danmark at mandsopdække en masse politikkere, at udføre en masse grænsekontrol etc. At passe på bøller ved fodboldskampe og meget mere - skal det overhovedet være politiopgaver? Man ser ofte to voksne politibetjente overbringe indkaldelser til retten eller bødeforlæg -spild af ressourcer.
Mønsteret gentager sig igen og igen. Politiet er magtesløst, og der henvises til ressourcemangel, et stigende antal opgaver og en efterhånden uoverskuelig ophobning af overarbejdstimer som følge af mandskabskrævende bevogtningsopgaver.
Her ville det være nærliggende at foreslå politikerne en gevaldig økonomisk oprustning af politiet. Betydelige bevillinger til personel og anskaffelse af alt det nødvendige tekniske udstyr, som der måtte blive brug for. Men inden vi når så vidt, må vi foreslå en grundig, uvildig gennemgang af, hvad politiet faktisk bruger de allerede bevilgede ressourcer til, for de er faktisk ikke så få. Hvordan har man opfyldt de gyldne løfter, som blev udstedt til befolkningen i 2006, da den såkaldte politireform netop var vedtaget til ikrafttrædelse den 1. januar 2007? Målene var bl.a., at politikredsene skulle kunne løse flere efterforskningsmæssige opgaver, og flere politibetjente skulle frigøres til patruljearbejde tæt på borgerne. Der skulle være flere betjente på gaden, og der skulle være kortere responstid. Kort sagt et mere effektivt politi.
Det er ikke lige, hvad borgerne har oplevet i de forløbne 10 år, tværtimod. Retfærdigvis skal det siges, at politiet har fået en lang række nye og uforudsete opgaver. Terrortruslen er accelereret, og bevogtning af bygninger, institutioner og enkeltpersoner har taget et omfang, som næppe mange havde drømt om i 2006, da politireformen blev vedtaget. Tibet sagen er sådant et tåbeligt eksempel. De ansvarlige accepterer at kinserne ikke må tabe ansigt og udsteder forblommed og tågede befalinger der fører til knægtelse af ytringsfriheden og til sidst bliver to politiemgbedsmænd anklaget for at have overtrådt Grundloven. Tror øvrigheden virkelig vi er så dumme?
At der skulle afsættes betydelige ressourcer til grænsebevogtning, fordi Schengen-landene ikke formåede som forudsat at bevogte EU's ydre grænser, var næppe heller til at forudse. Men som sagen står nu, må vi konstatere, at der er brug for en ny politireform, og det skal ikke ske som ureflekterede merbevillinger, men som følge af en grundig, uvildig analyse af politiets nuværende arbejdstilrettelæggelse.
Mon ikke der langt ind i politikorpset skulle kunne findes en række forældede procedurer? Og selvfølgelig må politiet én gang for alle løses fra opgaver, som ikke kræver fire års specialiseret politiuddannelse. Det kan kun gå for langsomt.
2017-05-15 Også andre bøder bliver ikke indkrævet.
Hundredvis af dømte slipper for at betale millionbøder til Skat
Det er ikke kun almindelige danskeres gæld til det offentlige, som myndighederne har problemer med at kradse ind.
De sidste fem år har politi og Skat heller ikke inddrevet hundredvis af millionbøder til private og virksomheder, som f.eks. har begået groft skattesvig, bedrageri eller afpresning.
På fem år har politi og domstole videresendt 318 ubetalte kæmpebøder - alle på over en million kroner - til inddrivelse hos Skat.
Af en samlet bødesum på 1,7 milliarder kroner er det lykkedes Skat at inddrive 13 millioner kroner.
Det er altså mindre end én procent af den samlede bødesum, der er blevet inddrevet på fem år, viser aktindsigten fra Skat.
En af de millionbøder, der aldrig er blevet betalt, stammer fra firmaet Sunprojuice i Sorø. Firmaet blev i 2013 idømt en bøde på 6 millioner kroner og yderlige konfiskation af 5 millioner kroner for at have solgt en række saftkoncentrater, som var blandet op med billigere æblesaftkoncentrater - uden at kunderne var informeret.
På den måde kan en konkurs være vejen til at slippe for en kæmpebøde, som et firma er idømt.
- Du kan konstruere dig ud af det ved f.eks. at gå konkurs, siger Erik Würtz Knudsen og understreger, at han ikke var administrerende direktør på det tidspunkt, ulovlighederne foregik, og at han ikke personligt er dømt for noget.
Efterfølgende er stumperne af konkursboet Sunprojuice købt op og fortsat i et nyt navn og med en ny ejer, hvor bøden ikke er fulgt med.
Sunprojuices bødefidus er langt fra et enestestående tilfælde, siger advokat Lars Lindencrone Petersen, partner hos Bech-Bruun med speciale i bl.a. konkurser og strafferet.
- Når der er tale om en konkurs, så ryger bødekravet aller bagerst i køen, hvor de ved normal inddrivelse står forrest. Og virkeligheden er; der bliver aldrig noget tilbage til bøder. Ikke en øre. Og en bøde forsvinder fra jordens overflade, når en konkurs er afsluttet, siger Lars Lindencrone Petersen.
Politi kontra datasikkerhed.
2017- Om politisk ansvar?
Der er ingen formelle kvalifikationskrav til ministre, men de fleste har en længere karriere som folketingsmedlem bag sig. De, der ved udnævnelsen ikke har været medlem af Folketinget, er næsten alle blevet det ved det følgende folketingsvalg. Danske ministre kan dermed være eksempel på, at den lovgivende og den udøvende magt forenes i en og samme person.
I lande som Frankrig og USA vil det ikke kunne lade sig gøre. Til trods for Grundlovens påstand er der ikke adskillelse mellem lovgivende og udøvende magt i Danmark.
Ministeransvarlighed er ministres retlige og politiske ansvar for deres embedsførelse. I de europæiske konstitutionelle monarkier, der voksede frem i 1700- og 1800-t., er det et fællestræk, at kongen er ansvarsfri; ansvaret bæres af ministrene. Ministeransvaret var i sin oprindelse retligt. Parlamentets andetkammer og i mange tilfælde også kongen kunne rejse tiltale, mens domsmyndighed tilkom en særlig domstol, der som regel var sammensat af medlemmer af førstekammeret og dommere fra Højesteret. Efterhånden udvikledes ved siden af det retlige ansvar et politisk ministeransvar, der betød, at en regering måtte gå af, hvis et flertal i parlamentet krævede det (se parlamentarisme).
I Danmark gøres ministres retlige ansvar gældende ved Rigsretten. Tiltale rejses af Folketinget eller regeringen. Det retlige ministeransvars indhold er bestemt ved Lov om ministres ansvarlighed fra 1964. En minister straffes, hvis han eller hun forsætligt eller af grov uagtsomhed har tilsidesat de pligter, der påhviler vedkommende efter Grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter stillingens beskaffenhed. Det samme gælder, hvis en minister giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen. Hvis ikke strengere straf er hjemlet i den øvrige lovgivning, er straffen bøde, hæfte eller fængsel i indtil to år. (Tibetsagen??)
2017 Forældelse af ansvaret er meget kortere end forældelse for almindelige borgere:
8.2 Forældelse
Straffelovens § 156 og § 157 har en strafferamme på 4 måneder, og strafansvaret efter disse bestemmelser forældes derfor efter 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.
Straffelovens § 152 om videregivelse af fortrolige oplysninger, der er gengivet i kapitel 7, afsnit 7.2.1, har i stk. 1 en strafferamme på 6 måneder og i stk. 2 en strafferamme på 2 år. Strafansvaret efter disse bestemmelser forældes derfor efter henholdsvis 2 år og 5 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1 og 2.
Det disciplinære ansvar forældes principielt ikke, men det antages, at den tid, der er forløbet siden forseelsen, kan have betydning for bedømmelsen af, om der er grundlag for at gøre et ansvar gældende.
2017-05-19 Politiets POLSAG
»Jeg har ikke set et projekt før Polsag, som var så amatøragtigt grebet an,« sagde Lars Frelle, direktør for Digitaliseringsstyrelsen, til onsdagens debatarrangement på ITU om problemer i offentlige it-projekter.
Forinden havde Søren Lauesen, professor ved ITU, gennemgået, hvad der gik galt med Polsag på baggrund af en rapport. Her faldt en stor del af kritikken på ledelsen, som blandt andet ikke kunne definere, hvad grunden egentlig var til at indkøbe det nye system.
Lauesen fortalte også om en workshop tidligt i projektet, hvor 40 betjente skulle beskrive deres arbejdsproces. Det kunne de ikke, da det var »fortroligt.« Senere kom det dog frem, at det nærmere var fordi, de 40 betjente faktisk ikke var klar over arbejdsprocessen.
Trækker stikket for sent.
Lars Frelle var selv med til at lukke det gamle system, som forinden havde kostet 354 millioner kroner.
»Jeg synes faktisk, at du er pæn ved Polsag,« sagde han til Søren Lauesen, og fortalte, at styregruppen ovenikøbet havde glemt at sætte penge af til at uddanne betjentene i at bruge systemet.
Frelle peger på det store problem, som det offentlige har i forhold til it-projekterne.
»Sammenlignet med den private sektor, mangler vi evnen til at stoppe projekterne i tide, og det er både EFI, Polsag og Proask eksempler på.«, lød det fra Digitaliseringsstyrelsens direktør.