Skat: spild af skattepenge, om sjusk lovsjask og ringe administration

2017 De mange ligegyldige ph.d projekter er spild af skatteborgernes penge.

 

Hvilken værdi har det egentlig for borgerne, at Danmark finansierer tusindvis af årelange forskerstillinger til ph.d.-afhandlinger, som koster langt over 1 mio. kr. per afhandling?

Det giver næppe merværdi for samfundet, når for eksempel en præst laver en ph.d.-afhandling med titlen: "Natur og hjemkomst - en undersøgelse af Grundtvigs og Jacob Knudsens realisme belyst af den grundtvigske bevægelses forhold til den realistiske litteratur i årene 1870-1890".

Denne ph.d. har et særdeles nichepræget emne til en akademisk afhandling. Sådanne emner har kun interesse for en håndfuld fagnørder, der i øvrigt ofte også er på den offentlige lønningsliste.

Lignende eksempler optræder i den sundhedsvidenskabelige verden, hvor motivationen for offentligt finansieret forskningsuddannelse med en ph.d.-afhandling ofte primært er den personlige karrieremæssige gevinst frem for almennyttig relevans.

Antallet af ligegyldige ph.d.-forløb er steget til et uacceptabelt niveau, og det er på tide, at regionsråd og folketing foretager en kritisk vurdering af, om de tusindvis af forskningsstillinger med 3-4-årige ph.d.-forløb giver tilstrækkelig værdi for pengene. Antallet af ph.d.-forløb bør reduceres i en årrække, og som sidegevinst vil det frigøre lægestillinger til hospitaler med lægemangel.

De stigende udgifter til forskningsstillingerne på universiteterne og hospitalerne finansieres af skatteborgerne, og der bør etableres en langt mere kritisk godkendelsesproces af ph.d.-forløb i den offentlige sektor.

Regeringen har en sympatisk målsætning om at styrke forskningen i Danmark, men det giver kun værdi for samfundet, hvis det kobles med en markant forbedring af forskningskvaliteten og en langt mere kritisk vurdering af forskningsemner til ph.d.-forløb.

Christian Møller-Nielsen

regionsrådsmedlem (V) og speciallæge, Hammel

2018 Unødvendigt bureaukrati

Jeg undrer mig ofte over, hvorfor vi bliver stillet over for en større og større mængde (efter min mening) unødvendige oplysninger, udfyldninger af skemaer, bevisbyrde, som skal dokumenteres, m.m.

Vi har ombygget vores hus for ca. 500.000 kr. med efterisolering, nye vinduer og mange andre energivenlige tiltag. I den forbindelse blev vi oplyst om en tilskudspulje for energioptimering.

Vi fik ca. 4.000 retur fra denne tilskudspulje efter en samlet arbejdsindsats på 15 timer fra mig og minimum det samme fra en medarbejder, som skal være udrustet med en telefon og en pc. Pengene gik her op i spildte kræfter.

Jeg undres også over, hvorfor vi gentagne gange bliver bedt om at svare på nabohøringer, VVMundersøgelser og spørgsmål fra kommunen og staten, som er forpligtet til borgerinddragelse grundet bureaukrati. Jeg kan ikke finde en VVM-undersøgelse, som har fået ændret udfald eller nabohøring, og som ikke stort set er blevet ignoreret i forbindelse med udførelse af byggeopgaver o.l. Hvad er idéen så med, at en stor mængde af administrationstimer går i disse opgaver, hvis udfaldet ikke ændres uanset hvad?

Jeg ville hellere have, at mine skattekroner blev brugt på, at lægerne kan behandle patienterne, pædagogerne kan være sammen med mine børn, og at politiet kunne være mere til stede i samfundet, frem for at de skal dokumentere, hvad de laver.

Janus Wehner

Vi kan aldrig undgå bureaukrati, men vi kan forsøge at skære "fedtet fra" og fordele ressourcerne bedre.

projektleder

2018

2018  Som skatteydere er vi aktionærer i store selskaber, som lever deres eget lukkede liv

I en tidligere tid kunne man se alle statens udgifter i finansloven. På toppen af kransekagen sad departementscheferne og generaldirektørerne for de store statslige erhvervsdrivende virksomheder. Hvad, de tjente, fremgik af finansloven.

Nogle kaldte det østtyske tilstande, og mange mente, at der var for meget kontrol og for mange offentligt ansatte.

I snart mange år har privatisering været et mantra. Staten skal ikke drive virksomheder. Det er for dyrt og for dårligt. I takt hermed er helt eller delvist frasolgt f.eks. Giro Bank, Københavns Lufthavn, Datacentralen, Teledanmark, dele af DSB og af Dong Energy. Måske ikke solgt særlig godt, men lad det nu ligge.

Samtidig, eller måske snarere i forlængelse heraf, er der opstået en underskov af statslige selskaber. De fleste varetager opgaver, der i forvejen var offentlige, men som nu er blevet organiseret i selskabsform med staten som hel eller delvis ejer. Disse virksomheder lever deres eget liv og er ikke med under finansloven.

Det har hidtil ikke været let at få overblik over statens ejerskab, men nu har Finansministeriet efter kritik af høje direktørlønninger offentliggjort en liste over virksomheder, der helt eller delvist ejes af staten. Der er i alt 29.

Finansministeriet oplyser, at det samlede antal ansatte er 63.000 (2017). Der har samtidig været en total nettoomsætning på 170 mia. kr. og en udbyttebetaling på 7,8 mia. kr. Hvordan tallene fordeler sig på de enkelte virksomheder, fremgår ikke af oversigten. Slår man op under de enkelte virksomheders hjemmesider, er oplysningerne ikke sammenlignelige. Egentlige regnskaber finder man ikke her.

F.eks. oplyser Bornholmstrafikken Holding A/S, at antallet af ansatte er nul, hvilket ikke harmonerer med, at direktørens navn fremgår andet sted (han er da formodentlig ansat). På sin hjemmeside oplyser Postnord AB (hvor staten ejer 40 pct.) intet om nøgletal.

DSB giver en lang historisk redegørelse for jernbanedriftens udvikling. Her oplyses dog også virksomhedens nøgletal, men det er svært at se, hvordan disse relaterer sig til de seneste års mange problemer. Andre af selskaberne oplyser enten omsætning eller antal ansatte. Vækstfonden viser endda billeder af alle sine 195 ansatte, hvor 84 har titel af enten direktør, underdirektør eller chef.

Lønudgifterne fremgår ikke, hvilket de heller ikke gør hos f.eks. Sund og Bælt, som efter sit årsresultat åbenbart slet ikke er den pengemaskine, man forestiller sig. Og sådan kan man blive ved.

Et af argumenterne for at udskille driften af de statslige opgaver i privatlignende virksomheder har været, at man så kan aflønne de ansatte ligesom i private virksomheder og dermed tiltrække de dygtigste medarbejdere. Måske dette rent faktisk er lykkedes alt for godt.

Hvis det offentlige er blevet drænet for kvalificerede folk, kan det måske forklare alle de fadæser og svigt, som er blevet en del af vores hverdag. Bortset herfra kunne det nu være interessant at se, hvad disse særligt dygtige folk tjener. Ikke blot på direktørniveau, men hele vejen ned gennem organisationerne.

I øvrigt er der vist ingen, som påstår, at de statslige virksomheder fungerer optimalt. Vi ved det ganske enkelt ikke. At virksomhederne samlet set giver et overskud, betyder ikke, at dette er af tilfredsstillende størrelse. Hverken for den enkelte virksomhed eller i alt.

Er lønudgifterne rimelige? Er det de rigtige folk, der sidder i bestyrelserne, eller blot professionelle frokostspisere? Nej, vi ved det ikke, for vi får hverken regnskaber eller for den sags skyld andre oplysninger.

Vi er borgere i et af verdens mest skattetyngede lande, men vi ved ikke ret meget om den måde, vores penge bruges på. Kun kan vi se, at noget må være gået helt galt.

Man kunne begynde med et krav til Finansministeriet om årligt at udarbejde en samlet offentliggørelse af samtlige regnskaber og årsrapporter for de statslige selskaber.

Som skatteydere må vi betragtes som aktionærer i disse selskaber og have krav på at blive gjort bekendt med oplysningerne uden at være henvist til selv at skulle stykke tallene sammen. 170 mia. kr. i samlet omsætning er immervæk stadig en slags penge.

 

 

 

 

Skanderborg