Skattestyrelsesloven

2000 Skattestyrelsesloven  senere Skatteforvaltningsloven

Skattestyrelsesloven er ophævet med virkning fra og med 1. november 2005. En række af bestemmelserne er overført til Skatteforvaltningsloven

http://www.skm.dk/skattetal/satser/satser-og-beloebsgraenser/skatteforvaltningsloven

 

Se også Skattestyrelsesloven historisk.

Samt læserbrev til 'gnilreb' om retssikkerhed.
Skattestyrelsesloven er den lov der i princippet beskriver og regulerer organisation og administration af skatte-inddrivelsen.

Selve den administrative del fortaber sig i det uvisse. Se herom senere.

Loven og menneskerettighederne.

Folketinget behandlede i foråret 1999 en ændring af skattestyrelsesloven, se Lovforslag 192. 
I motiveringen for ændringen af loven anfører Skatteministeren bl.a. objektivisering af loven, ligestilling af myndighed og borger {??} m.m.

En gennemlæsning af motivering og lov efterlader læseren med mange spørgsmål. 
Kender ministeren slet ikke den eksisterende lov? Det syntes sagen i Nordjylland for nogle år siden, hvor der vistes stor kreativitet, at modsige.

Skatteudvalgets medlemmer synes heller ikke at vise rigtig føling med skattepraksis. Så må motiveringen være mod bedre vidende. Eller kan det være fordi udtalelser fra Folketinget's talerstol eller udtalelser i avisen er uden retsvirkning for skatteyderne. (Kilde: dommeren i Køge).

I dette indlæg vil jeg derfor fremdrage væsentlige elementer af loven i et forsøg på at leve lidt op til en tidligere meget velskrevet kronik af Isi Foighel om skat og menneskerettigheder (underforstået: mangel på samme).

Jeg har på ingen måde denne internationale indsigt som Hr. Foighel besidder fra sit arbejde ved domstolen, men vil i al beskedenhed blot perspektivere sagen ud fra danske forhold.

 

I §3 i forslaget hedder det:

3. I § 3, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »en nærmere angiven frist«: », der ikke må være på mindre end 15 dage, regnet fra skrivelsens datering«.

Jamen det var da på tide.

Skattevæsenet har ofte brilleret ved at sætte uhjemlede og urimelige frister over for borgeren.

Dette er i øvrigt allerede stadfæstet ved dom ved Østre Landsret se Børsen 9-4-99.

Har hele tiden været gældende ud fra Forvaltningsloven

 

Formuleringen i §3 mangler dog stadig en del.


Den præciserer ikke forholdet set fra skatteyderens side, dvs. man burde kræve at også T&S reagerer inden for samme tidsfrist. Det er således, jeg forstår lighed for loven. 
I praksis oplever vi svartider helt op til 5 - 24 måneder. Summen af dette er Danmark blevet underkendt for ved Menneskerettighedsdomstolen.
Så der bør naturligvis indskrives en regulering herfor i §3. I tillæg bør der være en formulering, der ligestiller skatteyderen, således at anvendelse af længere tid hos T&S giver tilsvarende ret eller optjening hos skatteyderen.

 



At dette er et meget alvorligt problem bør naturligvis begrundes. 
Undertegnede har selv erfaringer hermed, så jeg kan fremvise disse lange behandlingstider fra 5 - 24 måneder og alligevel, skal jeg selv hver gang svare med meget kort frist.
Fra aviser og fra breve fra andre skatteydere tegner der sig et tilsvarende groft billede.

Det mest aktuelle eksempel, som virkelig sætter sagen i perspektiv stammer fra en pensionist, der opdager at en livrenteforsikring, der er oprettet i 1995 ikke er fradraget (til læseren: T&S tillader ikke at fradrage mere end ca. 30.000 kr. om året) i de følgende år 96,97,98.

Skatteyderen afsender anmodning om ændring af fejlen. Fire uger efter har T&S ikke svaret på brevet, der et let og ligetil, men i stedet har T&S sendt brev om, at T&S vil have alle bilag for 1995-98, 1995 inklusive, inden 14 dage.

Dette forløb er desværre meget typisk for T&S, skatteyderen skal svare inden 14 dage uanset hvor kompliceret og omfattende opgaven er! 
Men T&S har ikke tid (?) til at behandle indkomme opfordringer?

 


At medtage 1995 nu 3 år og 4 måneder efter årets udløb er i sig selv en genistreg (se forslagets §24 5) ), der klart viser uligheden i §35

T&S forbeholder sig en frist på 3 år og 4 måneder til at ændre en selvangiven indkomst medens skatteyderen kun har 3 år efter udløbet af kalenderåret (det blev først indført i 1991). Se også den urimelige kendelse fra Landsskatteretten om fremførsel af tab.

Når det endvidere påtænkes, at bilag skal fremskaffes, sagen skal behandles , etc. er det groft provokerende at medtage 1995, medmindre man gør som man plejer, nemlig man afventer ikke skatteyderens svar eller ansøgning om udsættelse til at indsamle et sådant omfattende materiale og T&S fremsender så bare en forhøjelse af indkomsten uden at afvente bevisførelse.

 


Man kan passende forbedre §3 yderligere ved at indføje, at igangværende sager skal behandles førend nye sager optages til behandling.
Det ville virkelig forbedre retstilstanden, fordi man så kunne få afgjort sagerne i ordnet rækkefølge, det simplificerer selvfølgelig efterfølgende behandling, T&S blev i forholdET TIL menneskerettighederne tvunget til at behandle sagerne inden for en rimelig tid i stedet for at hobe dem op med meget lange behandlingstider til følge.


Og med stor risiko for at tilføre fejl i den endelige slutopgørelse, sådan som jeg selv har oplevet det.


Endelig er 14 dage vel kun relevant for enkle og klare spørgsmål med indenlandsk post. 
At kræve 14 dage overholdt som jeg selv og andre har oplevet boende langt fra Danmark er ganske simpelt helt urimeligt, især nå man kan blive afkrævet mange penge på grundlag af det.

20. § 34 og § 35 affattes således:

 

»§ 34. Den kommunale skattemyndighed, told- og skatteforvaltningen og Ligningsrådet kan ikke afsende varsel som nævnt i § 3, stk. 4, om foretagelse eller forhøjelse af en skatteansættelse senere end den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb.

[Denne paragraf efterleves slet ikke, se nedenfor]

 


Stk. 2. Ønsker en skattepligtig at få ændret sin skatteansættelse, skal den skattepligtige senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår fremlægge nye oplysninger, der kan begrunde ændringen.

 


Så meget for ligheden! Det er allerede kommenteret i det foregående. 
Hvorfor ikke bare slette stk. 2. og gøre det reciprokt?, sådan har det været indtil 1997!

 

----------------------------------------------------------------------------

Note: Signalværdi.

At ændre navnet på Skattestyrelsesloven til Skatteforvaltningsloven er virkelig dårlig signalværdi. Er det for at soikre sig, at skatteboregeren ikke konsulterer de generell regler i Forvaltningsloven? disse gælder fortsat, så er det en yderst uheldig sammenblanding.

Stryrelseloven er dog langt mere mundret og bevarer kontinuiteten. Og så underssteger det Skats nye sondring i 2005 mellem departement og Styrelse. (implicit så gælder der slet ingen regler for departementet)

______________________________________________________

Hele spørgsmålet om dækning af sagsomkostninger, som gælder i almindelig ret har været underkastet så amnge og skiftende ændringer, at det er omtalt andetsteds.

Refusion af omkosninger ved sags førelse.

2000 Discount justits

Om genoptagelse af ulovligt etableret lovgivning AMBI

 

 

Stk. 3. De i stk. 1 nævnte myndigheder kan ikke af egen drift foretage en ansættelse af den indkomst eller den ejerboligværdi, der skal lægges til grund for en skatteansættelse, efter den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb.
Fristen kan dog forlænges efter anmodning fra den skattepligtige, i det omfang den skattepligtige påviser, at det vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder for denne at varetage sine interesser i sagen inden for fristen. Den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen, skal, hvis beregningen foretages efter udløbet af fristen, foretages inden rimelig tid, efter at ansættelsen er foretaget.

 



Her mangler der klart en præcisering af begrebet rimelig tid! Dette er ikke i ånden som i menneskerettighederne, når man sammenholder det med virkeligheden.

 

Efter og lang og dyr behandling fik jeg i 1995 rettet en alvorlig subjektiv ændring af selvangivelsen tilbage til sit korrekte udgangspunkt for 1991. I 2002 er de for meget opkrævede skatter endnu ikke tilbagebetalt. 

Fem-seks år er ikke, hvad jeg opfatter for en rimelig frist.
Det skyldige er opkrævet for 10 år siden og ikke tilbagebetalt endnu, og det vides ikke, hvornår det sker.



Derfor skal en anden ældre konkret sag bruges til vurderingen: I JP kronik d. 1-11-97 skriver Hr. Anker Randsholdt om en tilsvarende situation, at han for Højesteret får tilkendt ret om tilbagebetaling af for meget erlagt pension/afgift og først 6 år efter får han pengene.
Så en dom er også konsekvensløs! (Uden retshåndhævelse)

 


Genoptagelse af sager, der har været ulovlige.

Eks AMBI MOMS m.m.
I §35 lyder det i styk 7:
7) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en Landsskatteretskendelse eller ved en dom, og den centrale told- og skatteforvaltning har bestemt, at skatteansættelser af andre, der er foretaget under anvendelse af denne praksis, kan genoptages.
I disse tilfælde kan genoptagelse foretages fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelsen af praksis.

 



Dette er helt og aldeles enestående godt. Endelig kommer der en klar præcisering af, at T&S ikke skal kunne snyde borgerne på grund af simple forældelsesregler, når følgevirkningen er klart lovstridig.
Jf. En morder kan ikke drage fordel af sin gerning, altså ikke arve efter sin udåd.
Det bør selvfølgelig gælde også for årene før lovændringens ikrafttræden.

 



Der er dog indsat en gummi paragraf, der ikke lever op til objektivierings målsætningen i næste styk 3:

 

Stk. 3. En ansættelse kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af myndighederne eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige inden rimelig tid, efter at den skatteansættende myndighed, henholdsvis den skattepligtige, er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 34. § 34, stk. 3, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

 


Af forannævnte eksempler vil jeg dog tolke det sådan, at det kan være op til 6 år efter. Man skal dog være meget varsom her.

Eksemplerne med AMBI og Kantinemoms viser, at Staten begår kriminalitet for 25 milliarder, at på grund af forældelses bestemmelsen kan kun højest 2,5 milliard komme til udbetaling. 
Derudover tog det 14 måneder at fremsætte genoptagelsescirkulæret, og der blev fastsat en meget kort frist på 1 år for indsendelse af krav. Herefter ville krav være forældede.

Man tror det er løgn men Cirkulæret var på 1900 sider og så kompliceret og krævende mhp. den dokumenatation, der skulle indhentes for allernådigst at få returneret de penge, der var ulovligt opkrævet. 

En anden sag en skatteyder har sendt mig fik ikke mulighed for at føre sagen for Menneskerettighedsdomstolen, hvor domstolen forståelig nok vil se original domsafsigelse. 
Da Danmark snedigt nok tilbageholdt originale dokumenter 6 måneder, kunne indstævnte ikke nå at rejse en klar grov overtrædelse af rettighederne for domstolen. (Frist 6 måneder efter dom)

 


Læseren bør også her gøres opmærksom på, at hverken dette forslag L192 eller andre generelt gøres til genstand for en tolkning i henhold til menneskerettighederne.
Danmarks underskrivelse har helt tydeligt været foretaget for at kunne sige "buh" til andre lande, men ikke for at hæve niveauet indenlandsk.

 

Lusk og gummiparagrafer

Lusk og gummiparagrafer er der til trods for klare forbedringer også indsat i dette forslag:

 

§ 37 C.
I det omfang en skatteansættelse hviler på en privatretlig disposition, kan skatteministeren tillade, at en efterfølgende ændring af dispositionen tillægges virkning for skatteansættelsen (omgørelse), hvis følgende betingelser er opfyldt:

 


  • 1) Dispositionen må ikke i overvejende grad have været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter eller afgifter. ………osv.
Jeg vil ikke i dette indlæg trætte læseren med, at føre lange beviser for det utroligt subjektive i denne og de følgende stykkers formulering.

 


Kort vil jeg blot fremhæve andre eksempler, der taler for sig selv. I ligningsloven bruger man en formulering, der siger noget i retning af: " hvis virksomhedens drift ikke er klart erhvervsbetonet, kan T&S tilsidesætte lovligt førte regnskaber og dømme virksomheden som en hobby virksomhed uden erhvervsmæssig konsekvens".

Kort og godt: Underskud godkendes ikke. Blev det anvendt overfor Hafnia og Baltica med Danmarks rekord i underskud?


Et andet eksempel (lovene er fulde af det) fra Retsplejeloven, hvori det i §259 hedder:

§259 Enhver kan både som sagsøger og som sagvolder gå i rette for sig selv.

 


Stk 2. Retten kan pålægge en part at lade sagen udføre af en advokat, dersom den ikke finder det muligt at behandle sagen på forsvarlig måde, uden at parten har sådan bistand. Pålægget kan ikke indbringes for højere ret.

 

Pålægget sker uden begrundelse. Ren subjektivitet

 


Herved kan skatteyderen således pålægges betydelige omkostninger i arbejdet med at få sin ret eksekveret jf. mit punkt under §34 stk. 3. Til trods for Hr. Carstens Koch's udtalelser til BT d. 18-10-97 er der fortsat omvendt bevisbyrde, altså T&S kræver objektive beviser og bilag for alt, men lever ikke selv op til samme samme krav

 



Sluttelig bruger L192 flere steder begrebet "varsel".
Ministeren opfordres til at definere dette vage begreb. Retsgyldigt må det indeholde en klar præcisering af den ændring i indkomst T&S har til hensigt at kræve, sammen med en henvisning til dokumentation eller paragrafer i lovgivning. 
Andre typer "varsler" , som vi også ser i praksis kan i mine øjne kun opfattes som trusler eller forberedelse uden retsgyldig virkning

 



Generelt er det et stort problem, at medarbejdere inden for T&S synes at være helt ukendte med andre love, som også gælder for T&S. f.eks. Forvaltningsloven og Retsplejeloven.
Det er meget velkomment at indføre henvisninger til sådanne.

 



Skatteministeren og skatteudvalget ønskes hermed fortsat god arbejdslyst og som det er påvist, kan udvalget gøre et ændringsforslaget væsentlig bedre.

Samtidig kunne man begynde at luge de mange gummiparagrafer ud af lovgivningen i et område, der klart domineres af forhold, der føres regnskab med og som almindeligvis kan dokumenteres, så vi kan få fjernet gammeldags subjektive vurderinger, der tilhører en tidsalder før EDB og regnskaber.

 


Sidst men ikke mindst, bør lovgiverne en gang for alle ophæve særlovgivningen om:
at sagsomkostninger i ligningsspørgsmål ikke bliver fuldt ud kompenseret, når skatteyderen efter mange trængsler endelig har vundet sin sag.

Når Skattevæsenet overtræder loven

1998 17 fejl

Skattevæsenet har gentagne gang i det seneste par år måttet erkende, at loven ikke gav dækning for den måde, skatteyderne blev beskattet på.

 


17 gange i løbet af det seneste 1½ år har skattevæsenet beskattet folk i strid med lovgivningen.

Erkendelsen kommer dog først efter at domstolene har afgjort, at den anvendte praksis var forkert.

Derefter har skattevæsenet tilladt genoptagelse 3 år tilbage, selv om ulovlighederne faktisk strækker sig længere bagud! (Foældelse bruges som dække over ulovligheder)

Dette er i strid med den nye Skattestyrelseslov.

Ministeriet har udsendt 17 genoptagelses- cirkulærer.
Det betyder at alle kommuner skal genåbne skattesager, der er omfattet af cirkulæret.

Men den berørte skatteyder får ikke direkte besked.

"Men vi må erkende, at i de tilfælde, hvor skatteydere eksempelvis har måttet opgive et projekt, fordi skattemyndigheden på det tidspunkt har administreret loven på en anden måde, der kan vi ikke gøre noget, selv om der i juridisk forstand er tale om et tab." 
siger Peter Loft.

Skattestyrelsesloven, forældelse §35 og §3 stk 4.

Dom: H.D. 1. maj 2001 i sag 244/2000 Svend Jørgen Ravnø Thingholm (adv. Erik Ellebye Aagesen, Odense) mod Skatteministeriet (Km.adv. v/adv. Anders Vangsø Mortensen, Kbh.).

 

Forhøjelse af skatteyders personlige indkomst varslet rettidigt i henhold til skattestyrelseslovens § 35.

Beskyttelsen i loven er tynd, som man ser af denne afgørelse.

I 1993 overførte A, der var direktør i et selskab S, et beløb fra S' konto til en konto tilhørende en person i Polen P, og samme dag overførtes et tilsvarende beløb fra P's konto til en konto tilhørende A.

Den 18. april 1997 skrev skatteadministrationen til A, at man agtede at forhøje hans indkomst med kapitalindkomsten på 540.000 kr. vedrørende maskeret udlodning fra S.

 

Den 1. maj 1997 meddelte A's advokat T, at den påtænkte forhøjelse var uigennemførlig, idet A ikke var anpartshaver i S, hvori A's søn var eneanpartshaver.

Den 14. juli 1997 (efter fristen) meddelte T, at man under henvisning til indsigelsen påtænkte at beskatte det omhandlede beløb som skattepligtig gave[altså helt ændret og ny begrundelse, hvorfor det tidligere er uden reelvans] fra S. A protesterede mod agterskrivelsen af 14. juli 1997 under henvisning til, at der var tale om en ændret begrundelse, og at den derfor var for sent fremkommet, jf. skattestyrelseslovens § 35.

Den 23. juli 1997 meddelte T, at man havde ændret skatteansættelsen i overensstemmelse med agterskrivelsen af 14. juli 1997.

Uanset at den skatteretlige vurdering ved kendelsen af 23. juli 1997 afveg fra den, der var foretaget i agterskrivelsen af 18. april 1997, var T's underretningspligt efter skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, opfyldt med agterskrivelsen, der ubestridt var rettidig i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 1. punktum.

Skattestyrelsesloven beskytter magthaverne ikke skatteborgerne.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand nærmere anført, at den ved kendelse af 23. juli 1997 foretagne forhøjelse af sagsøgerens personlige indkomst ikke kan ske på grundlag af agterskrivelsen af 18. april 1997, og at agterskrivelsen af 14. juli 1997 er fremsendt for sent, jf. skattestyrelseslovens § 35.

Reglerne i forvaltningslovens §§ 22 og 24 om begrundelse af afgørelser gælder også for agterskrivelser i henhold til skattestyrelsesloven.

Begrundelsen i agterskrivelsen af 18. april 1997 for at ændre sagsøgerens skatteansættelse var urigtig, hvilket må sidestilles med manglende begrundelse. Begrundelsespligten er en væsentlig retsikkerhedsgaranti for borgerne og skal derfor overholdes. Manglende overholdelse må medføre ugyldighed. 

At det i retspraksis antages, at en forkert begrundet afgørelse kan afbryde den femårige forældelse efter 1908-loven, er ikke relevant for denne sag.?
T&S har til støtte for sin påstand gjort gældende, at agterskrivelsen af 18. april 1997 er afsendt rettidigt, og at ansættelsen af 23. juli 1997 dermed ikke er ugyldig som følge af fristoverskridelse i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 1. pkt.
Det bestrides, at skatteforvaltningens skrivelse af 14. juli 1997 kan føre til et andet resultat. 
Denne skrivelse vedrører den allerede rettidigt varslede forhøjelse, der fastholdes i skatteforvaltningens kendelse af 23 juli 1997.
Den omstændighed, at skatteforvaltningen i skrivelsen af 14. juli 1997 efter modtagelsen af sagsøgerens advokats indsigelser i skrivelsen af 1. maj 1997 ændrede den åbenbart fejlagtige retlige begrundelse for forhøjelsen, fører ikke til, at sagsøgeren har krav på en ny agterskrivelse.
Agterskrivelsen af 18. april 1997 og ansættelsen af 23. juli 1997 støtter sig på helt de samme faktiske omstændigheder.
Forvaltningslovens begrundelseskrav vedrører afgørelser og kan ikke overføres til agterskrivelser.
Der er ikke noget, der taler for, at fristafbrydelse i relation til skattestyrelseslovens § 35 skal vurderes anderledes end afbrydelse af forældelse efter 1908-loven.

Højesterets dom

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 20. afdeling den 15. maj 2000. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hornslet, Marie-Louise Andreasen, Torben Melchior, Børge Dahl og Engholm Jacobsen. 
Appellanten, Svend Jørgen Ravnø Thingholm, har gentaget sin påstand. Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse. Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger.

Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. 
I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, Svend Jørgen Ravnø Thingholm, betale 35.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet. 
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse

Ikke genoptagelse af skatteansættelser, da eventuelle tilbagebetalingskrav var forældede

Dom: H.D. 14. september 2000 i sag 217/1999 Statsautoriseret revisor Torben Juncker og statsautoriseret revisor Paul Schwartz (adv. Michael Amstrup, Kbh.) mod Skatteministeriet (Km.adv. v/adv. H.C. Vinten, Kbh.).

 

AMBI beskattet men blev ikke tilbageført, da sagen var forældet?

To revisorer R købte i 1987 en ejendom, som de ombyggede til revisionskontor. 
Ambien for 1988 blev opgjort til et negativt beløb på ca. 48.000 kr., som R blev beskattede af.
Efter at Skatteministeriet ved forlig i en retssag havde anerkendt, at negativ ambi, der vedrørte ikke-fradragsberettigede etableringsomkostninger, kunne holdes uden for indkomstopgørelsen, bestemte Told- og Skattestyrelsen ved cirkulære nr. 21 af 31. december 1995, at der kunne ske genoptagelse af skatteansættelser for 1989 og følgende år.

I marts 1997 anlagde R retssag mod Skatteministeriet med påstand om genoptagelse af deres skatteansættelser for 1988, subsidiært om tilbagebetaling af de skattebeløb, som de mente at have betalt for meget for dette år.
Genoptagelse måtte i hvert fald forudsætte, at det tilbagebetalingskrav, en genoptagelse eventuelt kunne resultere i, ikke var forældet.
Et sådant tilbagebetalingskrav er omfattet af forældelsesloven af 1908 § 1, stk. 1, nr. 6, og forældelsesfristen må som udgangspunkt regnes fra det tidspunkt, da skattebeløbene blev betalt, jf. lovens § 2. 
Den omstændighed, at R ikke havde haft kendskab til det retlige grundlag for deres tilbagebetalingskrav, kunne ikke begrunde, at de havde været i »utilregnelig uvidenhed« om deres krav i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i lovens § 3.
Da R's eventuelle krav således var forældede, frifandtes Skatteministeriet

Skattestyrelsesloven beskytter magthaverne ikke skatteborgerne.

.... uddrag af kendelsen......

DommerHøjgaard Pedersen udtaler:

Ved retsforliget af 6. september 1994 anerkendte sagsøgte, at en skatteyder i en situation som sagsøgernes havde krav på nedsættelse af den skattepligtige indkomst for 1988 med den negative ambi. Ifølge cirkulæret var dette begrundet i, at Højesteret i marts 1994 havde fastslået, at ambien havde væsentlige karaktertræk til fælles med momsen. 

Imidlertid var det som anført ovenfor allerede i marts 1992 af EF-domstolen blevet fastslået, at ambien havde væsentlige karaktertræk fælles med momsen. I konsekvens heraf blev der straks lovgivet om tilbagebetaling af betalt ambi. Krav om tilbagebetaling af ambi også for 1988 kunne fremsættes indtil 22. maj 1997, og tilbagebetaling kunne kræves, uanset om myndighederne burde have indset, at afgiften var i strid med EF-reglerne. 

På denne baggrund finder jeg, at myndighederne tidligere end sket ved cirkulære af 31. december 1995 burde have taget skridt til at skabe neutralitet mellem moms og ambi også på det skattemæssige område. Samme resultat kunne være nået ved at lade indkomståret 1988 være omfattet af genoptagelsesadgangen efter cirkulæret, idet cirkulæret har som konsekvens, at kun skatteydere, der er blevet beskattet af negativ ambi i 1988, bliver fastholdt i ambiens virkninger. 

Jeg finder herefter, at sagsøgernes anmodning om genoptagelse for indkomståret 1988 burde være imødekommet.
Jeg finder endvidere, at adgangen til ekstraordinær genoptagelse ikke er afskåret under henvisning til, at sagsøgernes krav på tilbagebetaling af skat er forældet. Ambien blev opkrævet i medfør af en gældende dansk lov. Sagsøgerne må herefter anses for at have været i undskyldelig uvidenhed om deres krav, i hvert fald indtil EF-domstolens afgørelse af 31. marts 1992, jf. forældelseslovens § 3. Jeg mener derfor ikke, at det på forhånd kan fastslås, at sagsøgernes krav på tilbagebetaling af skat vil være forældet.

Jeg stemmer således for at tage sagsøgernes principale påstand til følge. Der afsiges dom efter stemmeflertallet. - - - Sagsøgerne, statsautoriseret revisor Torben Juncker og statsautoriseret revisor Paul Schwartz, betaler 15.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

Højesterets dom.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 18. afdeling den 18. marts 1999. 
I pådømmelsen har deltaget fem dommere:Per Walsøe, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard ogHenrik Zahle. 
Appellanterne, Torben Juncker og Paul Schwartz, har gentaget deres påstande for landsretten. Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse og har over for appellanternes subsidiære påstand gentaget sine påstande for landsretten. 
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger.

Appellanternes påstande angår spørgsmålene, om de har krav på at få ansættelsen af deres skattepligtige indkomster for 1988 genoptaget med henblik på nedsættelse af ansættelsen, og om de har krav på tilbagebetaling af de skattebeløb, som de mener at have betalt for meget for det pågældende indkomstår. 
Højesteret finder, at en genoptagelse i hvert fald må forudsætte, at det tilbagebetalingskrav, en genoptagelse eventuelt kunne resultere i, ikke er forældet.
Et sådant tilbagebetalingskrav er omfattet af den 5-årige forældelsesfrist i forældelsesloven af 1908, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 6.
Forældelsesfristen for krav om tilbagebetaling af betalte skatter må som udgangspunkt regnes fra det tidspunkt, da skattebeløbene blev betalt, jf. lovens § 2. Den omstændighed, at appellanterne ikke har haft kendskab til det retlige grundlag for deres tilbagebetalingskrav, kan ikke begrunde, at de har været i »utilregnelig uvidenhed« om deres krav i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i lovens § 3.
Appellanternes eventuelle krav var således forældede, da denne sag blev anlagt den 7. marts 1997. Højesteret tiltræder derfor, at appellanterne ikke har krav på at få genoptaget skatteansættelsen for 1988, og at de ikke kan få medhold i de påståede tilbagebetalingskrav. Højesteret stadfæster herefter dommen.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes. 
I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanterne, Torben Juncker og Paul Schwartz, én for begge og begge for én betale 25.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet. 
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.