2018 Danmark er en socialstat

2018-Danmark er en socialstat

Danmark bliver ofte rost som et foregangsland. F.eks. menes der med udtrykket "Getting to Denmark", at det højeste udviklingsniveau, et udviklingsland kan stræbe efter, er danskernes. Vi danskere scorer så sandelig også højt på de fleste internationale socioøkonomiske ranglister. Alligevel kan man være bange for, at vort land umærkeligt socialiseres med negative, økonomiske konsekvenser til følge.

Dette spørgsmål - om vi har fået en socialiststat ind ad bagdøren - er foranlediget af samtaler med en bramfri kinesisk kollega, der har boet i Danmark i mange år. Han er økonom, taler flydende dansk og følger ivrigt med i både danske og kinesiske forhold. Han påstår provokerende, at Danmark så at sige har overhalet Kina indenom. Således raser de frie markedskræfter i stigende grad i Kina, hvor meritokratiet - trods begrænset ytringsfrihed - i stigende grad fungerer. Dette i modsætning til Danmark, hvor der måske nok (stadig) er mulighedslighed, men i stigende grad også motivationsødelæggende resultatlighed på arbejdspladser og i uddannelsesinstitutioner. Ja, han mener simpelthen, at det er falsk varebetegnelse at tale om Danmark som et liberalt markedsdemokrati i modsætning til Kina som kommunistisk regime. Kunne det tænkes, at han har ret?

Naturligvis er der formelt parlamentarisme i Danmark, mens det kun er det kommunistiske parti, der er tilladt i Kina. Økonomisk har man imidlertid gennem de seneste år gennemført flere markedsreformer, herunder åbnet for international handel og liberaliseret banksektoren, ligesom man ønsker at blive anerkendt af resten af verden som en markedsøkonomi. Modsat er vi i Danmark blevet mere socialistiske, hvis vi bruger et meget groft mål, nemlig de samlede offentlige udgifter opgjort som andel af bnp.

Ifølge Eurostats seneste tal (22/12 2017) lå Danmark i 2015 på 54,8 pct.

- en stigning på 4,4 procentpoint siden den effektiviserende kommunalreform i 2007.

Hvis vi for tankeeksperimentets skyld definerer socialistiske lande som lande, hvis offentlige udgifter overstiger 50 pct. af bnp, blev Danmark i 2015 i EU-28 kun overgået af Finland og Frankrig (begge på 57 pct.) samt Grækenland (55,4 pct.). Herefter følger Belgien (53,9 pct.), Østrig (51 pct.) og Italien (51,6 pct.). De øvrige nordiske lande lå i 2015 under de 50 pct. (Sverige på 49,6 pct., Norge på 48,8 pct. og Island på 42,9 pct.), hvorfor det kun er Finland og Danmark, der ud fra denne definition kan betegnes som de facto-socialiststater. Interessant er det i øvrigt, at det er de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa, der sammen med Irland har de laveste procentandele, ikke mindst de baltiske lande. Historiens ironi?

Er vi danskere gået fra socialstat til socialiststat, uden at vi ved af det? Det er ikke umuligt. F.eks. er det en kendt sag, at lande som Sovjetunionen, Østtyskland og (snart) Venezuela og Cuba kollapser rent økonomisk, før de kollapser ideologisk - strandede i en grotesk omfordeling fra rig til fattig og dermed uhyrlig resultatlighed, der afspejles i borgernes ligestillede rådighedsbeløb, m.a.o. afskaffelse af meritokratiet. I Danmark foregår denne omfordeling ved, at skattekroner kanaliseres ind i det offentlige budget, der - på trods af at udgifterne er +50 pct. af bnp - kommer ud med minus (knap 13 mia. kr. i 2016). Men lad os nu kigge på de elementer, hvis økonomiske indvirkning er mindre synlig.

Som belært af historien og anskuelighedsundervist i Orwells "1984" og Huxleys "Fagre nye verden" legitimerer stærkt ideologiske og uretfærdige regimer sig ved at italesætte sig selv med udelukkende positiv terminologi (newspeak).

I velfærdsstaten bruges ikke bevidst propaganda (som i Sovjetunionen og Nazityskland), men en meget mere subtil, konsensusagtig italesættelse, der muligvis sker under dække af en falsk varebetegnelse for vores samfundsmodel. Italesættelsen består af abstrakte, ret indholdstomme ord, hvis opgave er at dække over, at det, der udtrykkes, simpelthen ikke eksisterer (mere) - f.eks. fællesskab og stordriftsfordele. Altså ganske lig f.eks. Sovjet-retorikken, hvis betryggende "evidens" inden for det økonomiske område bestod af femårsplaner og fiktive regnskaber.

Særligt for det danske tilfælde ser vi i disse år en sammenblanding af liberalistisk new public management og socialdemokratisk new public governance. Dette har ført til en selvmodsigende blandingsdiskurs, der især har domineret siden den effektiviserende kommunalreform af 2007. Et indicie er, at - ifølge mediedatabasen Infomedia - frekvensen af ordene centralisering og decentralisering er steget, når man sammenligner året, hvor den effektiviserende kommunalreform indførtes (2007), med året 2017, begge med en tredobling.

Et tilnærmet mål for positiv italesættelse er forholdet mellem "problem" og "udfordring". Siden den effektiviserende kommunalreform af 2007 til 2017 har forholdet ændret sig fra 1:4 til 1:3 i udfordrings favør, dvs. en klar eufemisme af noget problematisk. Man kan tjekke ved at indsnævre til "samfundsmæssigt problem" vs. "samfundsmæssig udfordring", så ændrer forholdet sig fra 1:5 til næsten 1:1. I samme NPM-familie (centralisering og effektivisering) kan nævnes: masterplan (tredobling), effektivisering og centralisering (tredobling), styregrupper (fordobling).

Som sagt bliver denne diskurs blandet med den modstridende NPG-familie (decentralisering, samarbejde, dialog og deltagelse), som er en rigtig tidsrøver (møder, e-mailudveksling osv.), med ord som: samarbejde (fordobling), facilitator (ottedobling), sammenhængskraft (firedobling), aktiv deltagelse (fordobling), partnerskab (firedobling) samt over en fordobling af "projekt".

Sikket miskmask! Fantastisk, at så mange offentligt ansatte hver dag overlever i dette krydspres, som de mange på gulvet ofte benævner det.

Ordene udtrykker kort sagt noget ideelt og ikkeeksisterende (som kommunismens ikoniske glansbilleder), baseret på en nærmest religiøs tro på, at organisatoriske forandringer fører til økonomiske gevinster (fordobling af både "reform" og "innovation"/"innovativ").

Dette gør, at vi borgere i stigende grad - frivilligt eller ufrivilligt - holder gang i et idylliseret skuespil med titlen "Velfærdssamfundet" som den indiskutabelt bedste samfundsindretning i verden. Men denne stat er måske reelt en socialiststat, der alene bliver opretholdt ved, at velopdragne og alt for tillidsfulde borgere overarbejder, betaler for meget i skat og generelt finder sig i for meget.

Forvirringen giver sig også udslag som organisatorisk forvirring, hvor ledere på må og få uddelegerer ansvar til underledere, innoverer og søsætter nye strategier, der på én og samme tid bygger på centralisering og decentralisering, top-down og bottom-up, stærk ledelse og dialog, høringer og politiske beslutninger taget på forhånd osv. Følgen er, at alle sættes skakmat og må leve med et irrationelt og betydeligt spild af arbejdstid, hvilket - sammen med tsunamier af møder, dialog, e-mails, strategiudvikling osv. - tvinger medarbejdere til at arbejde i deres fritid.

Sanktioner over for "dissidenter" består i kollektiv mobning, hvis nogen forsøger at kritisere velfærdsstaten, skamfølelse blandt velhavende og højtuddannede, politisk korrekthed og lignende - hvilket jo er ret uskyldigt i den historiske sammenligning. Men der kan på sigt være tale om en glidebane over i afskedigelser, berufsverbot , indskrænkning af forskningsfrihed, fratagelse af borgerrettigheder og endda fysisk vold.

Altså er der tale om klare, socialistiske karakteristika: de offentlige instansers verbalisering af et urealistisk, ensidigt positivt verbaliseret samfundsbillede i en innovativ, positiv ånd og sanktioneret gennem symbolsk vold, som gennem ministerier, styrelser, kommunale forvaltninger, projektansatte mv. formidles til befolkningen som sandhed. Hermed opnås forudsigelig flokadfærd. Omkostningerne er de kendte: dårligere samfundsøkonomi og -organisering, spild af tid på meningsløse skuespil (de socialistiske farcer), afskaffelse af meritokrati samt en beklemmende lugt af gold, politisk korrekthed overalt i samfundslivet.

Men hvad mener læseren? Har min kinesiske kollega ret?

Finansministeriets egne tal viser tydeligt 51% forbrugt af det offentlige i 2017.

De offentlige udgifter som andel af BNP (udgiftstrykket) udgjorde 51 pct. i 2017 og er omtrent på niveau med perioden før den økonomiske krise i slutningen af 2000'erne. Hvis man ser bort fra renteudgifter, er udgiftstrykket lidt højere end før krisen.

Målt i 2017- priser er de primære offentlige udgifter - dvs. de offentlige udgifter ekskl. renteudgifter - steget med 136 mia. kr. siden 2000.Det svarer til en gennemsnitlig årlig realvækst på 8 mia. kr. eller ca. ¾ pct.Det svarer til en gennemsnitlig årlig realvækst på 8 mia. kr. eller ca. ¾ pct.  Det er uden medregning af renteudgifterne????

udgiftstrykket

2018-06-27 Danmark er suverænt dyrest i EU.

Regler, privilegier og høje lønninger og et meget stort satsapparat gør Danmark til det dyreste land at leve i.

2018-06-27_DK er dyrest i EU

Danmarks rang på købekraft 2017

2018-08-08_Purchasing Power

 

Danmark har den højeste beskatning:

Hvad så med de indirekte skatter?

Moms og afgifter fylder også en del i debatten om skattetrykket, hvor regeringen blandt andet har foreslået at  fjerne de såkaldte nøddeafgifter, som er otte særlige afgiftssatser på nødder solgt i Danmark.

Moms og afgifter som nøddeafgiften kaldes de indirekte skatter. Vi betaler dem ikke direkte af vores lønindkomst. Vi betaler dem indirekte, når vi køber varer i butikkerne. De indirekte skatter spiller også en stor rolle i forhold til, hvor mange penge den enkelte putter i statskassen. Inkluderer man moms og andre afgifter, så ryger det såkaldte sammensatte skattetryk i vejret i alle lande.

Der er dog stor forskel på niveauet af de indirekte skatter på tværs af OECD-landene. Ved både at inkludere den direkte indkomstskat, sociale bidrag og de indirekte skatter bliver det tydeligt, at skattesatserne er mere end bare indkomstskatten. Vi får således en helt tredje udregning, som måske kan give endnu flere nuancer og en større forståelse af de kroner og ører, der flyder mellem skatteborgernes lommer og statens skatkammer.

Opgør man skatten ved at inddrage disse tre elementer, så var den sammensatte marginalskat for højtlønnede danskere 67,3 procent af lønnen. Dermed var de højtlønnedes sammensatte marginalskat i 2015 næsten otte procent lavere end den tilsvarende i Sverige, mens lavtlønnede danskeres sammensatte marginalskat i 2015 udgjorde 55,4 procent og således placerede sig ret langt nede af listen over de inkluderede OECD-lande.

2018-08-08_skattetrykket lavtlønnede internationalt 2015

Samme men for højtlønnede marginalt:

2018-08-08_skattetryk 2015 højtlønnede